Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

På vej mod den førerløse bil

Den førerløse bil ville være en realitet i dag, hvis det ikke var for lovgivningen, der halter efter den teknologiske udvikling. De fleste store bilproducenter og andre aktører er i gang med at udvikle bilmodeller, hvor computeren er chauffør.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I løbet af højst to årtier vil førerløse, computerstyrede biler overtage al privat bilkørsel – sådan lyder meldingerne fra de fleste bilproducenter og andre aktører med ambitioner på området, herunder Google. Det er ikke til at komme uden om, at den teknologiske udvikling tager stormskridt, og i princippet er den førerløse bil allerede klar. Faktisk kan mange moderne biler omfatte så mange automatiske systemer, at de er mere eller mindre selvkørende og kun mangler myndighedernes tilladelse til at begive sig ud på gader og veje på egen hånd uden chauffør.

En førerløs bil vil efter manges opfattelse kunne medvirke til at nedbringe antallet af ulykker, minimere kødannelser og sikre lavest mulige energiforbrug, samtidig med at de giver passagererne en behagelig køreoplevelse. Flere analytikere påpeger, at den førerløse bil desuden vil have så stor betydning for verdensøkonomien i form af mindre forurening, mindre forbrug af brændstof og færre udgifter til behandling af trafikofre, at der alene i USA vil kunne spares op mod 1,3 billion dollar om året, samtidig med at effektiviteten øges, fordi folk kan arbejde i bilerne.

Men midt i al optimismen har der også rejst sig kritiske røster og tvivl om, hvorvidt teknologien endnu reelt er moden.

Et kig ind i Mercedes Benz’ bud på en førerløs bil, som alligevel er udstyret med rat – bare for tilfældet. Køretøjet testes i Californien. Et kig ind i Mercedes Benz’ bud på en førerløs bil, som alligevel er udstyret med rat – bare for tilfældet. Køretøjet testes i Californien.

I den amerikanske stat Californien kører i øjeblikket 48 testbiler fra syv forskellige producenter rundt. Californien har USA’s mest lempelige regler for testkørsel af førerløse biler på offentlig vej, men til gengæld kræver myndighederne, at hver eneste førerløse testbil skal forsikres for fem millioner dollar (over 33 millioner danske kroner). Myndighederne har desuden pålagt producenterne at indberette alle ulykker med disse køretøjer.

Indtil i dag har en håndfuld af disse biler været involveret i uheld. Heriblandt ikke mindst 23 omtalte, førerløse biler fra Google, der har haft vældig travlt med at nedtone, at der kun har været tale om småulykker uden personskade, og at alle ulykkerne alene er sket som følge af menneskelige fejl og uopmærksomhed.  

I modsætning hertil har Delphi Automotive, der eksperimenterer med biler fra Audi, ærligt offentliggjort, at en af deres biler har været indblandet i en trafikulykke. Bilen var ved at foretage et venstresving, da en anden bil kørte ind i siden på den.

Men endnu er førerløse biler forbudte i trafikken de fleste steder, selv om flere lande på forskellig måde har lempet restriktionerne. I Tyskland må biler køre helt førerløst i op til 10 sekunder ad gangen, og i Sverige har myndighederne givet Volvo grønt lys til at foretage testkørsler omkring Göteborg. Også de danske trafikmyndigheder holder øje med udviklingen, og Trafikstyrelsen erklærede sidste år, at førerløse biler også er velkomne på de danske veje, hvis blot de er godkendt i EU. Kun Storbritannien tillader i dag biler, der kan køre selv på offentlige veje. Briterne ser nemlig teknologien som en ny mulighed for både økonomien og samfundet som sådan. De kommende år skal teknologien sideløbende testes i tre endnu ikke udvalgte byer.

Lang vej forude
Briterne har dog ikke meget at have deres optimisme i. For selv om myndighederne lader tommelen pege opad, vender forsikringsbranchen som helhed tommelen nedad.

For hvem har egentlig ansvaret, hvis en førerløs bil kører galt eller udsætter andre for fare? Er det den enkelte bilejer eller producenten af den uheldsramte bil?
Steven Shladover, der er førende ekspert i selvkørende transport på det amerikanske universitet Berkeley mener desuden, at der endnu er så mange tekniske problemer, der skal løses, før et automatisk gadekøretøj uden hverken rat eller bremse bliver pålideligt nok. Han spår, at den helt sikre førerløse bil først vil være klar i den sidste del af dette århundrede eller tidligst omkring 2075.

Shladover har beskæftiget sig indgående med automatisering af transport og bilkørsel siden 1980’erne, og den amerikanske forsker mener, at førerløs kørsel vil stille så store krav til de førerløse bilers computer og software, at det i praksis vil forudsætte 100 procent ufejlbarlig og 100 procent indsigtsfuld datateknologi. Og enhver, der interesserer sig lidt for computerteknik ved, hvor langt vi befinder os fra den forudsætning.

Rent teknisk kan de førerløse biler måske sagtens køre, men hvordan vil de reagere i en uventet og måske yderst kritisk situation? Det bestemmes af hovedcomputerens programmering. Derfor kræves det, at alle bilens systemer skal indprogrammeres med alle tænkelige trafikale muligheder og umuligheder og situationer, der overhovedet kan tænkes at opstå, og som bilen skal reagere hensigtsmæssigt og fornuftigt på.

En yderligere hurdle er, at førerløse biler et godt stykke tid fremover uundgåeligt vil skulle færdes på de nuværende veje med dårlig afstribning, dårlig vedligeholdelse osv., og at førerløse biler vil forudsætte en global standard for vejstriber.

Gælder om at være først
Imens proklamerer de fleste større bilproducenter hvert år, at deres førerløse bil er lige om hjørnet. For det giver prestige og succes at signalere at være på forkant med denne teknologi.

I artiklen ser du, hvad nogle af de store og kendte bilproducenter har i ærmet. Andre som eksempelvis Ford, Vauxhall, Volkswagen og Honda satser i første række på at videreudvikle de allerede kendte automatiske bremsesystemer ved forhindringer, parkeringsassistent, baneassistent og fartpilot og dermed også forberede vejen for førerløse biler gennem praktiske erfaringer skridt for skridt.

Førerløse biler vil som anden ny teknologi også resultere i, at en lang række mennesker mister deres arbejde. Når den førerløse bil har overtaget gaderne, vil der ikke længere være brug for buschauffører, taxichauffører og alle andre såkaldte ”erhvervschauffører”, ligesom færdselsbetjenten vil være uden job. Også lyssignaler, vejtavler og fartskilte vil tilhøre en svunden fortid.

Førerløse biler, der kommunikerer med hinanden og følger færdselsreglerne uden slinger, vil formentlig blive hverdag inden for 20-40 år. Førerløse biler, der kommunikerer med hinanden og følger færdselsreglerne uden slinger, vil formentlig blive hverdag inden for 20-40 år.

Forstå alle begreberne
Den nye bilverden har skabt en masse forvirrende begreber. Her får du en lille ordbog.

Selvkørende bil: Kan foretage mange manøvrer selv, men forudsætter en fører ved rattet til at gribe ind i nødsituationer.

Førerløs bil: Klarer det hele selv, og du kan som bilens ejer bare læne dig tilbage. Førerløse biler kan sagtens være forsynet med rat og andet styregrej, men den behøver dem ikke.

Automatisk bil: En ret upræcis betegnelse, der i realiteten ikke dækker over noget som helst (ud over måske automatgear). Men begrebet bruges nogle gange om alle de andre nævnte biltyper.

Autonom bil: Kan sammenlignes med en robot, der blot tøffer rundt i sin egen verden med fører eller ej og reagerer mekanisk på omgivelserne.

Kollaborativ bil: Betyder, at bilen kan samarbejde. Den modtager informationer udefra og kan interagere med andre kollaborative biler. Informationen kan komme fra centrale kilder, men også fra andre biler, så enhver bil på vejen ved, hvor enhver anden bil er, og hvor den er på vej hen.

 

Alle nye biler kan blive førerløse
Forskellen mellem de elektronisk assisterede biler, der kører på vejene i dag, og de totalt førerløse biler, der måske vil køre på gaderne i morgen, er egentlig marginal.

Bilproducenterne har længe installeret en lang række elektroniske hjælpesystemer i deres topmodeller såsom en vejbaneassistent, en automatisk cruisekontrol, der lader bilen følge trafikken, samt systemer der automatisk kan bremse for fodgængere, cyklister og andre trafikanter. Dertil kommer nattesyn, fartpilot, automatisk parkering og alle mulige sensorer, kameraer og radarscannere. I princippet vil en bil, der er udstyret med samtlige disse features, kunne køre førerløs.

Det afgørende problem ligger overvejende i den menneskelige mistro. Vi er endnu ikke parate til at tro på, at bilen kan køre selv, uden at vi har en hånd på rattet.

Men de nøgne fakta taler imod. Det er ikke bilernes teknik, der er skyld i over en million trafikdrab pr. år i verden, men derimod bilisterne selv. Kun et fåtal af ulykkerne skyldes fejl på bilerne. Men gradvis vil nye biler blive udstyret med flere og flere af disse hjælpesystemer som standard, og i USA vil det yderligere blive et lovkrav fra omkring 2019, at alle biler skal kunne kommunikere og meddele deres placering, hastighed, kurs og mål. Det betyder, at alle biler til den tid så vil kunne reagere hensigtsmæssigt og køre sikkert rundt mellem hinanden.

 

Så langt er producenterne kommet

Audi: Kan styre gennem tåge og sne
Senest har Audi lavet en test under hverdagsforhold, hvor en Audi A7 3.0 PDC klarede sig rigtig godt over i alt 900 km på en distance fra Silicon Valley til Las Vegas.

Den kommende model A8, der lanceres i 2018 vil blive selvkørende i begrænset omfang. Bilerne anvender gps samt fire små kameraer på fronten og bagenden, hvilket sikrer 360 graders udsyn. Desuden er der indbygget et specielt 3D-vidvinkel videokamera med høj opløsning til at overvåge trafikken foran bilen.

Det gør bilerne i stand til at gennemføre automatiske vognbaneskift og tilpasse hastigheden til den øvrige trafik, ligesom de kan accelerere og bremse og foretage sikre overhalinger helt automatisk. Kommende førerløse biler fra Audi vil kunne styre gennem tåge og snevejr bedre end menneskelige bilister, og de vil aldrig være uopmærksomme.

Audis A7 3.0 PDC klarede sig rigtig godt, og Audi forventer en neddroslet, førerløs model klar i 2018. Audis A7 3.0 PDC klarede sig rigtig godt, og Audi forventer en neddroslet, førerløs model klar i 2018.

Google: Uden rat og højst 40 km/t.
Den navnkundige it-gigant har nu arbejdet med en førerløs bil i seks år. Men tidspunktet for lancering bliver gang på gang forrykket i takt med, at virkelighedens vanskeligheder melder sig.

Først ville Google udvikle en 100 procent fritkørende, førerløs bil med gps, radar, masser af sensorer og en hundedyr software kaldet ”Google Chauffeur”. Men nu vil firmaet i stedet udvikle små køretøjer, der ved hjælp af kort, der er så nøjagtige og detaljerede, at bilerne hele tiden helt præcist ved, hvor de befinder sig, og hvornår de nærmer sig et trafiklys eller et fodgængerfelt, automatisk skal kunne finde vej og undvige forhindringer.

Google vil fremstille 100 biler uden hverken rat eller pedaler, som skal testes i de kommende år. Google tester sine biler på et privat afgrænset og kendt areal ejet af NASA, hvor det er muligt på lovlig vis at køre med biler uden rat. Men spørgsmålet er, om tilsvarende kortlægning af virkelighedens veje nogensinde vil kunne tage højde for vejarbejde, ny skiltning, nye trafiklys mv.

Desuden vil Google-bilerne maksimalt køre 40 km/t.

Google øver sig i øjeblikket med en lille, ratløs boble, der dårligt må køre hurtigere end en cykel. Men Google regnes alligevel for en seriøs aktør. Google øver sig i øjeblikket med en lille, ratløs boble, der dårligt må køre hurtigere end en cykel. Men Google regnes alligevel for en seriøs aktør.

Mercedes: Målet er automatisk bykørsel
Mercedes-Benz har i nogen tid været klar med en bil, der kan køre førerløst på motorvej i skikkelse af en S Class prototype, men fabrikken arbejder fortsat og har lejet en gammel våbenbase i Californien med omkring 40 km vejnet, smøger, gyder, trafikskilte og solide bygninger til testkørsler.

Mercedes anser derfor testkørsler foretaget her som lige så realistiske som virkelig bykørsel. Én ting er at cruise på en motorvej, noget helt andet at slippe en førerløs bil fri i bytrafik. Trafikken er tættere, der er masser af bløde trafikanter, og der kan let opstå uforudsete situationer.

Denne førerløse prototype fra Mercedes Benz vakte nogen opsigt, da den cruisede rundt i San Fransisco. Denne førerløse prototype fra Mercedes Benz vakte nogen opsigt, da den cruisede rundt i San Fransisco.

Volvo: Testes på livet løs omkring Göteborg
I Volvo-byen Göteborg tester den svenske bilproducent et antal førerløse biler på offentlig vej.

Der skal dog være en chauffør bag rattet i testbilerne, og bilen må kun køre selv på nogle bestemte motorvejsstrækninger uden modkørende trafik og med højst 70 km/t. Ifølge den sikkerhedsbevidste producent tilhører fremtiden førerløse biler, fordi de kan gøres meget sikrere og vil kunne køre meget tæt på hinanden uden at køre ind i hinanden.

Kloge biler vil også kunne afsætte passagerer ved deres bestemmelsessted og derpå selv finde en p-plads. Her kan de desuden parkere tættere, fordi ingen skal ud af dørene.

Volvo er i fuld gang med at afprøve sit bud på en sikker førerløs bil uden for Göteborg. Volvo er i fuld gang med at afprøve sit bud på en sikker førerløs bil uden for Göteborg.

Apple: Rygterne svirrer
En sort varevogn med mørke ruder og et virvar af kameraudstyr på taget er set køre omkring i Silicon Valley, og en lignende hvid vogn er spottet i New York. Det har naturligvis givet næring til formodninger om, at også Apple er ved at udvikle en førerløs bil.

På den anden side arbejder Apple også på sine egne korttjenester, og de to vogne kan derfor lige så godt være forsøgskøretøjer med det formål at fotografere gader på samme måde som Google og derved blive en truende konkurrent til Google Maps og Google Street View.

Måske er dette prototypen på en kommende iCar? Det tror de fleste dog ikke. Måske er dette prototypen på en kommende iCar? Det tror de fleste dog ikke.

Tesla: Førerløs bil om kun 10 år
Tesla Model S kan køre automatisk på hovedveje og motorveje og kan også skifte bane af sig selv. Endnu behøver bilen dog menneskelig assistance ved bykørsel.

Men det forlyder, at fabrikken i samarbejde med det israelske firma Mobiley vil sende en helt førerløs bil på gaden inden for næste tiår. Mobileye står bag et system til kollisionshindring. Det består basalt set af fem computerstyrede kameraer rettet mod alle sider af bilen.

Kameraerne er synkroniseret med bilens navigationssystem og gør bilen i stand til at orientere sig automatisk gennem gadekryds og foretage vognbaneskift. Bilen skal også kunne holde afstand til andre køretøjer og reagere på trafiklys.

Systemet, der i praksis er enkelt og billigt og velegnet til masseproduktion, har også været afprøvet på biler fra Opel, Audi, Toyota og Nissan.

Tesla vil gøre sine biler, som denne model S, førerløse med det israelske system MobilEye. Tesla vil gøre sine biler, som denne model S, førerløse med det israelske system MobilEye.

Nissan: I kø og på motorvej uden fører
”Nissan Motor Company” har store ambitioner og vil lancere teknologi til førerløse biler i 2020.

Teknologien, som Nissan selv benævner ”Autonomous Drive”, er baseret på en 360-graders kameraopsætning, ”Around View”, kombineret med laserscannere og et intelligent computersystem.

Teknologien skal fungere i samarbejde med gps, men skal ikke være afhængig af disse satellitsignaler udefra og vil stort set tilvejebringe alle de nødvendige navigationsinformationer selv. Fabrikken håber at have et testanlæg klar i Japan inden udgangen af næste år.

Derudover samarbejder Nissan og Renault med NASA og et helt nyt projekt, der inden fem år skal kunne udstyre biler med en såkaldt ”Traffic Jam Pilot”, som automatiserer køkørsel og kedelig motorvejskørsel. Projektet er primært søsat med det formål at udelukke trafikuheld, men har også tanke for sikrere kørsel for ældre bilister.

Nissan satser på to systemer til automatisk kørsel: Fabrikkens egen Autonomous Drive-teknologi og systemet Traffic Jam Pilot – i samarbejde med Renault og NASA. Nissan satser på to systemer til automatisk kørsel: Fabrikkens egen Autonomous Drive-teknologi og systemet Traffic Jam Pilot – i samarbejde med Renault og NASA.

BMW: Automatisk slalom og sving
BMW har udviklet to modeller, en Serie 2 Coupe og en Serie 6 Gran Coupe, der ved hjælp af en laserradar, ultrasoniske sensorer og kameraer kan aflæse omgivelserne, træffe selvstændige beslutninger og foretage den mest hensigtsmæssige styring.

Bilerne kan både tage sving og køre slalom med høj hastighed og endog bedre end en professionel racerkører, hævder fabrikken.

Det er ”gefühl”-præstationer, der ikke hidtil er præsteret af andre førerløse køretøjer, og BMW har store forventninger til denne teknologi ud fra den opfattelse, at fremtidens bilkøbere kun vil have fuld tiltro til en førerløs bil, hvis den virkelig behersker alle trafiksituationer, glatførekørsel osv. uden en førers hånd på rattet.

Foreløbig er to standardmodeller fra tyske BMW blevet udstyret med teknik til førerløs kørsel. Foreløbig er to standardmodeller fra tyske BMW blevet udstyret med teknik til førerløs kørsel.