Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Overvågning med problemer

Ip-kameraer til overvågning er notorisk svære at sætte op.
Men VideoMate fra Compro tog ordet vanskelig til nye og uhørte højder.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I løbet af de sidste par måneder har vi testet en del forskellige ip-kameraer til sikkerhed. De er næsten alle som en vejet og fundet for lette, men VideoMate IP50W fra Compro tager alligevel prisen. Ikke alene havde vi store vanskeligheder med det under testen – det endte også med, at vores netværk gik i dørken. Lad det være sagt med det samme, vi kan absolut ikke anbefale dette ip-kamera til noget formål.

Det startede med en opdatering

Kameraet viste sig med det samme at være af samme type, som vi anmeldte i sidste nummer. Nemlig et stationært kamera – der var ingen mulighed for at styre kameraet, hvilket i et eller andet omfang er i modstrid med ideen om et videoovervågningskamera. Nuvel – vi samlede det, som brugsanvisningen anviste, og derefter skulle vi så lige opdatere firmwaren i kameraet, der var nemlig kommet en nyere.

Men det var ikke ligefremt let, der var ikke umiddelbart nogle steder, hvor det var anvist, hvordan den operation skulle forløbe. Men endelig fandt vi ud af, at det skulle gøres fra kameraets ip-nummer (som vi så måtte gætte os til, for indtil vi havde installeret kameraets software, kunne vi ikke se nummeret nogen steder.

Kameraet restartede selv, og derefter kunne vi så installere den software, der styrer kameraet, og derefter gik softwaren så i gang med at konfigurere kameraet.

Umiddelbart var det let, softwaren spurgte om nogle ganske få ting, og lidt efter lidt kom vi igennem processen, ikke mindst virkede det meget lovende, at softwaren automatisk fandt vores trådløse netværk og bad om de nødvendige oplysninger for at koble sig på.

Det sidste skærmbillede, vi blev præsenteret for, viste så alle oplysninger, og ikke mindst stod der her, at kameraet var koblet til det trådløse netværk. Nu ville softwaren så lige gemme alle informationer i kameraet, og så skete der absolut intet. Vi ventede længe, men stadig uden held.

Vi besluttede derefter at slukke for kameraet og genstarte det manuelt uden netværkskabel, men der var absolut ingen forbindelse til kameraet. I med netværkskameraet og genstarte igen, samme reaktion, absolut nada reaktion fra kameraet.

Forfra igen

Vi lod os ikke slå ud – vi startede forfra med konfigurationssoftwaren. Men vi opdagede pludselig, at vores computer flere gange under den søgning på nettet, der fandt sted, blev koblet fra netværket. Men til trods for det, så fandt vi alligevel kameraet, men ikke på et ip-nummer, vi kunne genkende. Men hver gang vi frakoblede netværkskablet, så mistede vi forbindelsen.

Samtidig skete det med stigende frekvens, at når vi brugte konfigurationssoftwaren til at lede efter kameraet, så mistede vi forbindelsen til nettet. Vores frustration gik på, at vi ikke rigtig kunne se, hvordan pokker softwaren kunne finde kameraet, når det koblede os fra netværket (i sandhedens tjeneste skal det nemlig siges, at softwaren faktisk sagde, at vi nok ville miste forbindelsen til netværket ind i mellem under søgningen).

Den sidste gang, vi forsøgte at finde kameraet, kom vores computer aldrig på netværket igen, heller ikke selvom vi genstartede computeren adskillige gange.

Det endte med, at vi måtte genstarte vores router, inden det lykkedes for os at komme på netværket igen.

På det tidspunkt var vi kommet så langt, at vi ikke længere ønskede at forsøge at få VideoMate på netværket – der var ikke andet end problemer med det, og faktisk var vi endnu ikke kommet til at teste, de funktioner kameraet havde. Vi besluttede os til at stoppe og dumpe kameraet. På den igen Compro.