Home » Kamera » Overvåg hjemmet med kabelfri videokameraer
Overvåg hjemmet med kabelfri videokameraer

Overvåg hjemmet med kabelfri videokameraer

Share

Som det første firma i verden lancerer Netgear et trådløst HD-videokamera, som heller ikke kræver ekstern strømforsyning

Det intelligente eller smarte hjem kommer ikke lige pludselig. Men stille og roligt bliver flere og flere ting koblet på boligens trådløse netværk. Hvad kan blive smart? Det korte svar på dette spørgsmål lyder: Alt, der kan køre på strøm.

Sikring af private hjem er et oplagt område for smarte løsninger. Hvorfor betale en formue i oprettelse og drift af et anlæg fra et vagtfirma, når du for en tusse eller to kan købe noget elektronik, som holder øje med dit hjem og ringer til dig, hvis en sensor har registreret noget usædvanligt?

Kom godt i gang med kabelfri videoovervågning med dette sæt bestående af to kameraer og en basestation, der skal opkobles med et LAN-kabel til husets router.

Videokameraer, som oven i købet kan se i mørke, er også kommet langt ned i pris. Med sådan et kamera kan du på din smartphone se, hvad der sker derhjemme, ligegyldigt hvor du er i verden, optage begivenheden, og hvis det skulle dreje sig om et indbrud, sende billederne videre til politiet. Du kan også tjekke, om gravhundene gnaver i stoleben, når du ikke er hjemme, eller følge dine gamle, skrøbelige bedsteforældre. Og så videre.

Det er billigt og nemt at opsætte overvågningskameraer på strategiske steder indendørs i et hjem. Men udendørskameraer er den store udfordring ved video-overvågning af private hjem i almindelige indtægtsklasser. Det er fint, at mange modeller kan overføre video (og audio) trådløst til en central basestation, men de skal stadig tilføres energi fra en strømforsyning. Det kan være en bekostelig affære at få en installatør til at trække kabler ud til de steder på et hus, hvor der både er godt overblik, og kameraerne sidder nogenlunde beskyttet mod tyveri og hærværk.

En iPad eller en smartphone (eller en pc) kan vise billeder fra fire aktive kameraer ad gangen. Hvad mon de perfekte børn i køkkenet føler ved at blive overvåget på denne måde?

Derfor er det noget af en teknologisk bedrift, at Netgear nu har præsteret at udvikle et lille videokamera, som kan køre så længe på et sæt batterier, at det giver mening at tale om 100 procent kabelfrihed. Videokameraet er det første medlem af en ny produktfamilie, som er døbt Arlo.

Netgear lover en batterilevetid på op til seks måneder, og det er vildt imponerende for en konstruktion, som konstant er parat til at registrere bevægelser, aktivere videokameraet og kommunikere med en basestation via Wi-Fi.

De udskiftelige batterier giver dog også nogle begrænsninger med hensyn til placering af kameraer, for de bør normalt sidde så tilpas tilgængeligt, at der ikke kræves en lang stige – endsige et stillads – for at komme til dem. Og alligevel må det ikke være for nemt blot at pille dem ned.

Se også:  Somfy Protect Outdoor Camera [TEST]: Overvågning med udrykningshorn

Arlo har et udvalg af indstillingsmuligheder, som kan virke overvældende i begyndelsen. Der er også en digital pan- og zoomfunktion.

Nemt at komme i gang

Et Arlo-system kan købes som en pakke med fra ét til fire videokameraer plus basestation, magnetiske holdere, batterier, advarselssticker og diverse tilbehør. Kameraer kan også købes separat, og et system kan udbygges til maksimalt 15 kameraer.

Denne fleksible holder passer til kameraets standard-stativgevind og er uundværlig, når det skal placeres i en vinkel på mere end omkring 45 grader i forhold til underlaget.

Den medfølgende Quick Start Guide handler i al enkelhed om at besøge Arlos hjemmesider for at downloade den seneste vejledning og registrere systemet. Bortset fra at teksterne (endnu) ikke er på dansk, er guiden forbilledligt enkel og nem at følge, og der er selvfølgelig en QR-kode til download af Arlo-appen til en smartphone/tablet.

Basestationen ligner en forholdsvis stor, opretstående router, og den skal opkobles til hjemmets eksisterende adgangspunkt med et kabel. Derefter skal kameraerne synkroniseres – ét ad gangen – med basestationen. Det foregår ligesom med WPS i et trådløst hjemmenetværk. For os tog hele denne proces mindre end en halv time.

Så skal der findes placeringer til kameraerne. Det testede VMS3230-system med to kameraer leveres med fire magnetiske holdere, som monteres med en enkelt skrue. Kuplen på holderen gør det nemt at justere kameraets retning uden brug af værktøj. Som ekstra tilbehør kan tilkøbes mere solide holdere, der passer til kameraets ¼” standard stativgevind.

Denne holder, som kan tilkøbes, er udformet som et minifotostativ og kan bruges til overvågning i haven. Her ville det være på sin plads med en ”camouflagedragt”.

Det kan være lidt tricky at ramme det helt rigtige synsfelt, men godt gemt i appen er der en Position Mode-funktion, så man kan se på smartphone-skærmen, hvad kameraet indfanger.

Kameraets tæthedsklasse er IP65, som også kaldes weatherproof (vejrtæt). Du kan ikke bruge det nede i en svømmepøl, men i det danske klima kan det tåle at sidde ude hele året.

Vidvinklet og følsomt

Videokameraets synsfelt opgives til 130°, hvad der kan oversættes til et objektiv med en brændvidde på omkring 15 mm (35 mm-kameraformat). Vi nærmer os altså et fiskeøje, men billedforvrængningen er heldigvis ret beskeden.

Det fuldautomatiske kamera har HD-opløsning (1280 x 720 punkter), og billedkvaliteten afstemmes efter den tilgængelige båndbredde og den valgte strømsparefunktion. Det leverer pæne billeder i næsten enhver belysning, og når det bliver helt mørkt, oplyser infrarøde lysdioder motivet i op til 8 meters afstand.

Den indbyggede bevægelsesdetektor har en justerbar rækkevidde på op til 4,5 meter. Den reagerer sikrest på sideværts bevægelser – at en person passerer den frem for at gå hen mod den.

Se også:  Nu kan små virksomheder få mesh med Wi-Fi 6

Det er vigtigt at finde en optimal kombination af kameraets bevægelsesfølsomhed i forhold til den trafik, som det skal overvåge. Dels koster hvert videoklip dyrebar batteristrøm, og dels bør smartphonen ikke ligge og bippe hele tiden med nye notifikationer.

En kraftig magnet i selve kameraet gør det nemt at sætte det på denne holder, hvis kuppel giver fleksible muligheder for at rette kameraet mod det ønskede motiv.

Hvad bliver det næste?

I forhold til andre smart-hjem-løsninger, som også kan omfatte intelligente stikkontakter, fjernstyrede dørlåse, diverse sensorer og forskellige kameraer, er Arlo lige nu en meget lille produktfamilie. Så lyder spørgsmålet til 10.000 kr., om Arlo skal blive på dette niveau, og det nytter det ikke noget at stille til Netgear.

Et fingerpeg om, hvad der kan komme til at ske, er en Smart Home og en USB-indikator på basestationen, som ifølge installationsguiden er ”Reserved for upcoming features”, der eksempelvis kan være Zigbee og Z-Wave – hold øje med disse navne – kontrolenheder og integrere Arlo i et større hjemmenetværk.

Denne signatur har også et par forslag til Netgears udviklingsfolk. Øverst på listen står en version af kameraet, der kan fungere som en god gammeldags dørspion. Især hvis man bor i lejlighed, kan sådan en løsning give tryghed.

Vi kunne godt tænke os nogle forskellige holdere til besværlige placeringer, og til let tilgængelige steder kunne det være smart med en beskyttende kuppel af slagfast kunststof, der ikke er for nemt at fjerne. Et solcellepanel og genopladelige batterier kunne nedbringe de løbende omkostninger. Og endelig ville de digitale pan- og zoomfunktioner blive mere brugbare med en højere opløsning i kameraets billedsensor.

En Arlo-pakke med et enkelt kamera koster 1990 kroner. Hvert ekstra kamera hæver pakkeprisen med 1000 kroner, og et separat kamera kan fås for 1190 kroner.

En uundgåelig driftsomkostning er friske batterier. Et Arlo-kamera kører på fire litium CR 123 3 V-fotobatterier, som kan findes på nettet til hvad som helst mellem 10 og 60 kr. Det kan således svare sig at købe stort ind og overveje genopladelige batterier.

Som Arlo-ejer skal du have et abonnement til et lager i skyen, men det behøver heldigvis ikke koste noget. Et ”Basic”-abonnement er inkluderet i prisen og giver plads til syv dages optagelser eller op til 1 GB lagringsplads for op til fem kameraer og en basestation.

Har du behov for større kapacitet, tilbyder Arlo et ”Premier” eller ”Elite” abonnement til henholdsvis 69 eller 99 kr. om måneden. Ifølge Netgear klarer langt de fleste Arlo-brugere sig fint med den gratis Basic-pakke og rammer kun sjældent 1 GB-loftet.

I ”Optimized” indstilling fylder et 30-sekunders videoklip op til 2,1 MB, og så rækker 1 GB til et sted mellem 500 og 1000 klip eller mellem 70 og 140 om dagen.


Arlo WMS3230
  • Brugervenlighed
  • Funktionalitet
  • Ydelse
  • Pris
4
Sending
User Review
4.5 (2 votes)
TAGS
Arlo
netgear
overvågning
overvågningskamera

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2020
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S