Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Overraskende tæt duel: iPad versus Android-tablet

De fleste danskere vælger en iPad, når de køber tablet. Men hvorfor egentlig – kan vi ikke lige så godt vælge en Android-tablet? Testen mellem en populær iPad og en Samsung-tablet i samme prisklasse er overraskende tæt på dødt løb, så måske skal vi tænke i nye baner ….

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Apple iPad Pro Wi-Fi

Styresystem: iOS • Skærmstørrelse: 11” • Hukommelse: 64 GB • Pris: 5999 kr.

Styresystem

Det er vanesag, om du er til Android eller iOS. Men iOS er en meget avanceret og ret stabil platform, og de applikationer, der følger med styresystemet, er ekstremt brugbare. iOS får en kneben sejr på dette punkt.

Vurdering: 6/6 stjerner

Apps

Alle applikationer til iOS skal gennem en kvalitetskontrol. Det har Apples brugere haft stor glæde af med hensyn til både sikkerhed og stabilitet. Apple har tabt lidt terræn, men ofte kommer de sjoveste apps først til iOS.

Vurdering: 5/6 stjerner

Skærm

Apple har en lidt gammeldags teknologi med led-skærm og samtidig en marginalt lavere opløsning på en skærm, der er en halv tomme større. Skærmen har dog eminent skarphed og er hurtig. Den leverer ikke samme farvedybde, som Samsungs OLED-skærm gør, men til gengæld mere brillante farver. Dødt løb her.

Vurdering: 5/6 stjerner

Bestykning

Selvom Apples A12X Bionic-processor ikke er producentens allerhurtigste, er den forrygende hurtig, og her har Apple generelt haft et forspring til konkurrenterne. Du må til gengæld nøjes med 64 GB hukommelse, hvilket er lidt fedtet for en model med et ”Pro”-logo. Vil du have mere, må du til lommerne. Batteritiden er opgivet til 10 timer på Wi-Fi, og det holder uden problemer.

Vurdering: 5/6 stjerner

Kamera

Kameraet med 12 MP bagpå og 7 MP på fronten giver billeder af fornuftig kvalitet. Men det er her tydeligt, at vi tester en iPad af lidt ældre dato, og kameraet har ikke helt de samme muligheder, som vi ser i de helt nye (og mere kostbare modeller).

Vurdering: 3/6 stjerner

Design og kvalitet

iPad Pro er flot lavet. I hånden opleves enheden som det gennemførte kvalitetsprodukt, det er. Her er et produkt, der sætter niveauet for hele genren.

Vurdering: 5/6 stjerner

Pris

Apples produkter er kostbare, og du har kun én producent at vælge imellem, hvis du vil have iOS. Men det sikrer høj kompatibilitet mellem produkterne med iOS. Denne iPad Pro har været på hylderne i mere end et år, men den kan stadig dyste mod de nyeste. Det fortæller alt om, hvor godt teknologien er skruet sammen.

Vurdering: 4/6 stjerner

Testholdet mener

Selvom denne iPad ikke er af nyeste dato, er den stadig med helt fremme. Her taber den marginalt, og det er altså ret godt gået af et ”ældre” produkt. Det fortæller på mange måder alt om iPad og Apple generelt: Som udgangspunkt er produkterne af høj kvalitet og har ekstrem lang levetid. Bundniveauet er tårnhøjt. Men du får alligevel en anelse mere for pengene med den testede Samsung – og derfor bliver det et knebent nederlag til Apple.

Samlet vurdering: 4/6 stjerner

Samsung Galaxy Tab S6

Styresystem: Android • Skærmstørrelse: 10,5” • Hukommelse: 128 GB • Pris: 5600 kr.

Styresystem

Som udgangspunkt er Android et yderst fleksibelt system, der også fungerer hurtigt. Men det har altså ikke helt den finesse, som iOS har. Så et lille nederlag til Android her.

Vurdering: 5/6 stjerner

Apps

Der er ingen tvivl om, at der er flere ”sjove” apps til Android, hvilket skyldes færre restriktioner og kontrol end hos Apple. Der findes tæt ved 3 millioner apps til Android-systemet, mens der ”kun” er mellem 2,2 og 2,5 millioner apps til iOS, så her vinder Android.

Vurdering: 6/6 stjerner

Skærm

Selvom Samsung har en halv tomme mindre skærm, så har den højere opløsning. Den har en med andre ord en højere pixeltæthed og flere detaljer. sAmoled-skærmen har flot dybde og glød og er nærmest flydende i overgangen mellem forskellige farver og nuancer. Skærmen har ikke helt den glans og klarhed, som Apples skærm har til overflod. Der er meget tæt løb mellem duellanterne.

Vurdering: 5/6 stjerner

Bestykning

Den 2,8 GHz kraftige octa-core-processor leverer masser af power, og du oplever her en tablet, der er virkelig kvik. Den er dog ikke hurtigere end Apples ret vilde A12X-processor. Til gengæld har Samsung dobbelt så meget hukommelse som konkurrenten. Batteritiden er opgivet til 9 timer, reelt det samme som Apples. Alt målt og vejet er der også på dette punkt dødt løb!

Vurdering: 5/6 stjerner

Kamera

Samsung-tabletten kan afspille i 8K, men dog ”kun” filme i 4K. Bagpå finder du to kameraer, et ultra-wide og et wide, og de har en opløsning på henholdsvis 13 og 5 megapixel. Frontkameraet har 8 megapixel opløsning. Billedkvaliteten er høj med god tyngde i farverne. Bestemt ikke det bedste på markedet, men dog bedre end Apple i denne test.

Vurdering: 4/6 stjerner

Design og kvalitet

De afrundede kanter i metalramme og skærmen giver samlet et højt kvalitetsindtryk. Den 420 gram lette tablet ligger godt i hånden, og den medfølgende pen fungerer præcist. Men tabletten har ikke helt samme lækre ”feeling” som hos Apple.

Vurdering: 4/6 stjerner

Pris

Du får punkt for punkt lidt mere for pengene med en Android-tablet. Det gælder også her. Samsung giver mere moderne teknologi, men Apple har et styresystem og en byggekvalitet samt et design i særklasse. Så dødt løb her.

Vurdering: 4/6 stjerner

Testholdet mener

Repræsenteret af Samsung vinder Android-lejren i dag over Apple. Tager du den dyreste iPad, vil den give alle konkurrenterne baghjul. Men vælger du som her en prisfornuftig iPad fra sidste års lanceringer, får du en smule mere for pengene med en Android.

Samlet vurdering: 5/6 stjerner