Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dump dine iPod-filer på pc'en

iDump lader dig overføre musikfiler fra din iPod til din pc.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke nogen hemmelighed, at iPods og Windows-styrede pc’er ikke er de bedste venner. At overfører filer fra musikafspilleren til computeren er i hvert fald ikke en uproblematisk affære.

Der findes dog forskellige løsninger, men de fleste programmer til at fikse det koster penge. Det gør iDump ikke.

Ved at cracke Apple's sædvanlige fillagrings-protokol kan programmet vise sangenes iPod-sti og på den måde give adgang til at hente dem ind på computeren.

Programmet fungerer ganske simpelt. Brugeren præsenteres med et klart og overskueligt layout, som viser al musik på din iPod.

Det kan dog nemt blive en lang liste, hvis du har en rummelig iPod, men den kan hurtigt kortes ned via søgefunktionen. Numrene kan således organiseres i forhold til gængse kategorier som titel eller kunstner eller i forhold til mere specialiserede kategorier som år, bit-rate eller placering på iPod’en.

Via hovedvinduet kommer du til output-menuen. Her vælger du hvor på computeren du ønsker at gemme filerne. Derefter er det blot at vælge sangene og trykke ”Copy”.

Et enkelt klik på en sang markerer den, mens et dobbelt-klik spiller den i iTunes.

Derudover giver iDump egentligt ikke flere muligheder. Programmet er således utroligt simpelt, men det er kun til dets fordel. iDump får dine filer fra iPod’en til computeren, og det er sådan set alt hvad det skal. Vil du lege videre med musikfilerne, kan du jo altid finde andre programmer, som er mere avancerede.