Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Alt du skal vide om overclocking

Entusiastens guide til det afgørende brud med hertz-barrieren.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De to vigtigste dage i ens liv er den dag, man blev født, og den dag, man finder ud af hvorfor. Så vidt Mark Twain. Noget lignende gælder for en pc: De to vigtigste dage i dens liv er dagen for dens fødsel og den dag, man presser den til dens fulde potentiale. Pc’er er beregnet til at blive presset. Det er den konstante stræben efter større ydelse, højere clockfrekvenser og større IPC (instruktioner pr. clockcyklus) fra generation til generation, der ansporer computerindustrien til at begive sig fremad.

Forbrugerne vil have mere.

Mere ydelse, hurtigere indlæsningstider og hurtigere rendering med højere kvalitet. Anderledes er det ikke. Og hvordan får man mest muligt ud af en processor? Man overclocker den. Bevares, der er visse forbehold – navnlig strømforbrug – men efter vores mening overstiger de positive aspekter langt de negative. Der er naturligvis altid brokkehoveder, som står parat med udsagn i stil med “Får du virkelig noget ud af 100 points i Cinebench?” eller “Det er spild af den ekstra energi”, men tro os: Det er rent vrøvI.

Hvorfor? Ganske enkelt fordi fordelene ved cpu-overclocking i et arbejdsmiljø er kolossale. Når man for eksempel går fra 4,0 GHz til 4,8 GHz på en Intel Core i7-6700K, kan man have fornøjelsen af at barbere 20 procent af, når det gælder renderingstider i sammenligning med standardfrekvensen. Det lyder ikke af meget, men hvis man tænker på, at det kan tage en time at rendere en gennemsnitlig 10-minutters 4K-video, sparer man 12 minutter på en enkelt kørsel.

Gør det tre gange om ugen i løbet af et år

Besparelsen i tid bliver virkelig signifikant. Det spiller efter vores mening en anselig rolle. Hvis man hævder, at overclocking er overflødig, svarer det til at sige, at det ikke giver mening at ønske sig større processorhastighed. Når det gælder gpu-overclocking, taler vi udelukkende om fritidsaspektet, altså gaming med højere framerates, men det vender vi tilbage til senere. Til sagen: Hvad har du brug for at vide? Hvad skal du kunne for at skrue op for frekvensen? Og hvad kan du gøre for at gøre dit system mere stabit, nu du er i gang? Du må vist hellere læse videre ...

Hvad kan man forvente af overclocking?

Du har valgt din hardware, du har anskaffet din overclocking-egnede maskine, og nu skal du i gang med noget research om din kerne og dens clockpotentiale. På din processor kan du se en række tal. Dem kalder man chippens batch, og de viser, hvilken siliciumskive din chip bygger på. En hurtig Google-søgning fører ofte til fora, hvor andre entusiaster afprøver kerner fra de samme skiver. Her kan du få en fornemmelse af, hvad din kan klare.

Det kan også betale sig at lave noget generel research. Heldigvis kan man læse anmeldelser, der viser, hvad man kan forvente af overclocking-potentiale. Hvis man har en solid viden om, hvor langt man kan drive en chip, får man også en fornemmelse for, hvor heldig man kan være.

 

Valg af bundkort

Ens valg af bundkort er en af de faktorer, der varierer mest, når det gælder overclocking-erfaring – uanset om vi taler om hardwarevalg, UEFI BIOS eller generel stabilitet. Alle har et bestemt bundkortmærke, som de nyder at overclocke på. Vores foretrukne leverandør er Asus. Det rene og effektive BIOS i kombination med et væld af ekstra indstillinger betyder, at vi har fuld adgang til en lang række overclocking-funktioner, som hos andre producenter ofte er glemte, låste eller ikke er inkluderede.

Bundkort

Det betyder ikke, at man finder de højeste overclock-rekorder her, men den almindelige bruger, der kun har adgang til én processor, kan i de fleste tilfælde få en meget imponerende ydelse ud af et Asus-bundkort.

Bortset fra UEFI BIOS, overclocking-profiler og indstillinger styrer bundkortet leverancen af strøm til processoren. EPS-forsyningen sender strøm direkte til processoren, hvor den bliver konverteret via spændings-reguleringsmoduler (VRM’er) ved hjælp af en kombination af pulsbreddemodulatorer (PWM’er) og metaloxid-halvleder-felteffekttransistorer (MOSFET’er) fra 12 V og ned til de 1,2 V VID, som cpu’en skal bruge.

Automatisk vs. Manuel

Her beskæftiger vi os med automatiske overclocking-profiler og -funktioner. Asus har sin AI Tuning, MSI sin Game Boost technology, ASRock sine forudindstillede profiler og så videre. Hvis en bundkortproducent har et Z170-bundkort, medfølger der sandsynligvis en form for automatiseret overclocking.

I teorien er de fremragende, en nem metode til at opnå en stigning i clockhastigheder på 10-20 procent. Når det er sagt, vil der altid være begrænsninger, og disse automatiske funktioner tilfører næsten altid mere spænding, end der strengt taget er brug for. For eksempel tilfører vores automatiske Asus AI Tuning en Vcore på 1,34 V, hvilket giver os en overclock på 4,3 GHz. Til sammenligning kan vi få den samme
overclock med blot 1,31 V på Vcore, og det reducerer temperaturniveauet med 10 grader, samtidig med at den generelle stabilitet bliver bevaret.

Den fornødne hardware

For den indviede står det klart, at det kræver specifik hardware at virkeliggøre sine overclocking-ambitioner. Man kan ikke slippe af sted med en standardkøler og en middelmådig strømforsyning nu om dage. Det er faktisk mere kompliceret end som så.

Fra begyndelsen skal man planlægge sin maskine med henblik på overclocking, hvis det er det, man vil opnå. Naturligvis er der flere grader af forberedelse. Man kan enten købe en alt-i-en-løsning eller et skræddersyet kølesystem, og man kan også vælge at købe en K-processor og vente til senere i maskinens levetid med at tage springet ud i overclocking.

CPU

Man skal naturligvis også have en processor, der duer til overclocking. Enhver af Intels 2011 Extreme Edition-processorer er egnede til overclocking, men for de mere ydmyge af os falder valget på et eller andet med et K efter navnet – det betyder, at multiplikatoren er ulåst.
Resultatet er en Intel Core i5 eller en Core – afhængig af den pekuniære formåen. Der er en generel tendens til, at Intels i7-serie har langt højere clockfrekvens end i5 som standard, men de kan begge ofte overclockes til det samme maksimum.

K-processor

CPU-køler

En anden essentiel enhed er en anvendelig cpu-køler. Den seneste generation af overclockbare Skylake og Broadwell-E-processorer bliver ofte solgt uden medfølgende køler. Meningen er, at hvis man vælger overclocking, får man brug for noget, der kan bortlede al den overskydende varme. Når man sender større spænding til kernen, genererer processoren mere varme. Og det øger sandsynligheden for, at den rammer sin maksimale temperatur. Man kan enten vælge en towerkøler fra for eksempel Noctua, Be Quiet! eller Cooler Master eller satse på en komplet væskekøler fra Corsair, NZXT, EKWB eller en anden leverandør.

CPU-køler der bortleder al den overskydende varme.

Bundkort

Det næste på listen er bundkortet. Overclocking er ofte begrænset til chipsæt i den dyre ende. For Skylake er det Z170, og for HEDT (High-End Desktop) kan alt overclockes. Det er værd at bemærke, at de dyrere overclocking-bundkort hjælper, fordi de generelt har bedre strømfase-konstruktioner, der giver en mere konsistent spænding til processoren.

Bundkort

PSU

Valget af psu er der, hvor man nemmest kommer til at kvaje sig, og her kan man få de værste konsekvenser. En tommelfingerregel siger, at man skal have et overskud på omkring 20 procent i forhold til det, som systemet trækker ud af stikkontakten ved fuld, overclocket belastning.

Hvis et overclocket system trækker 450 W, skal man altså have en psu, der kan klare 550-600 W. Man bør bruge mindst 800 kroner på den for at vide sig sikker på effektiviteten. Mindre kan gøre det, men strømforbruget bliver større ved overclocking, og en højere effektivitet vil spare penge i det lange løb. Lad være med at være nærig her, for en billig løsning kan lægge hele systemet ned, hvis det går galt.

PSU

Det, vi bruger

I denne artikel arbejder vi med en Intel Core i7-6950X, et Asus X99 Strix Gaming-bundkort, 32 GB Crucial Ballistix Elite ddr4 ved 2.666 og en NZXT Kraken X6-køler cooler i forening med to Noctua NF-A14 iPPC-ventilatorer.

Hvis du har tænkt dig at prøve det her derhjemme, skal du sikre dig, at du har et passende kabinet med god, intern luftstrøm. Et positivt lufttryksystem er at foretrække, men et balanceret et er også i orden. Det er klogt at lave sin overclocking i kølige omgivelser, fordi stuetemperatur har en markant indvirkning på det samle overclockpotentiale. Idealet er at praktisere overclocks ved en stuetemperatur på 21 grader eller mindre.

Overclock din cpu guide

1 hent softwaren

Dit system er altså oppe at køre ved standardfrekvensen. Nu er tiden inde til at skrue op for spændingen og få processoren så højt op, som den kan klare. Først skal du downloade nogle programmer. Du skal bruge noget, der kan give dig basistal for ydelse; Cinebench R15 er hurtig, gratis og en god indikator for renderingsstyrke.

Det næste, du skal bruge, er en syntetisk benchmark; Prime95 og OCCT er to fremragende eksempler. OCCT stresstester også samtidig hukommelseskanaler. Endelig har du brug for yderligere to programmer – et, der kan måle Vcore, og et til at måle temperaturen. Vi vil foreslå CPU-Z til overvågning af spænding og frekvens og HWMonitor til temperaturerne. HWMonitor måler også spænding, men det er langt nemmere at se, hvad der sker, med CPU-Z.

2 kør de indledende Test

Efter download og installation af din benchmark-software skal du bruge nogle indledende tal. Det er bedst at skrive dem ned eller oprette et regneark, hvor du kan dokumentere, hvilken spænding du bruger, til hvilken multiplikator, og hvad dine scorer, temperaturer og stabiliteter er ved hvert forsøg. På den måde glemmer du ikke disse oplysninger, og du kan vende tilbage til dem senere hen.

Til at begynde med skal du åbne CPU-Z og HWMonitor, hvorefter du åbner Cinebench R15 og kører cpu-testen tre gange i træk [Billede A]. Noter alle tre scorer, og beregn gennemsnittet – det er dit udgangspunkt. Det er også bedst at notere, hvad din maksimale kernetemperatur er, idealet ligger et sted mellem 55-60 grader. Til sidst noterer du den maksimale spænding, som CPU-måler under dine benchmarks.

Bios

3 gå ind i BIOS

Når du har fået disse test overstået, begiver du dig ind i BIOS. Vi bruger gamingbundkortet Asus RoG STRIX X99’s BIOS. Det er identisk med Z170-platformen ligesom de andre mærker i Asus’ med farverne sort og rød. Genstart maskineriet, og tamp løs på Del-tasten for at komme ind i BIOS. Tryk F7 for at komme i Advanced-tilstand. Gå dernæst til AI Tweaker.

4 din første Overclock

Når du er i AI Tweaker, er det vigtigt at indstille hukommelsen, så den kører ved de optimale frekvenser. Klik på fanen “AI Overclock Tuner”, og vælg “XMP” fra rullemenuen. Du skal lægge ud med en indledende overclock [Billede B]: Gå til “CPU Core Ratio,” og vælg “Sync All Cores.” Skriv en lidt højere multiplikator. Hvis du for eksempel har en Core i7-6700K med tallet “42,” skriver du “44.” Tryk F10, gem, og genstart, Gå så til skrivebordet for at se, om det er stabilt. På dette stade er det ikke umagen værd at rode rundt med forskellige spændinger.

Overclocking-9

5 StressTesten

Gentag nu det, du gjorde i den indledende test. Hvis systemet er stabilt, er du på rette vej. Gå tilbage til BIOS, og forøg multiplikatoren en gang til. Det bliver du ved med, indtil systemet låser.

6 skru op for spændingen

Nu, da du har nået grænsen for grundspændingen, skal du begynde at øge spændingen til cpu’en, så du igen kan få stabilitet. Det er her, du begynder at se en markant stigning i den generelle temperatur. Gå tilbage til BIOS, til AI Tweaker, og blad ned, indtil du møder “CPU Core Voltage”. Skift den til “Manual Mode”.

Med den spænding, du tidligere havde noteret, ændrer du “Voltage Override” fra “Auto” til en lidt højere indstilling. Vi foreslår, at du øger Vcore med højst 0,05 ad gangen, indtil din overclock holder i Cinebench R15. Herfra drejer det sig blot om at blive ved og langsom øge multiplikatoren og Vcore side om side, indtil systemet er stabilt.

7 din endelige Overclock

Til sidst når du til et punkt, hvor både temperatur og stabilitet er problematiske. Hvis du har noteret alle disse tal i et regneark, er du godt forberedt på det næste trin. Idealet er at nå en temperatur omkring 70-80 grader under belastning. I virkelighedens verden rammer du sandsynligvis silicium-ustabilitet, længe før du når TJMax. På dette stade skal du gå én indstilling ad gangen tilbage til den sidste stabile frekvens [Billede C]. Derefter laver du en komplet system-stresstest ved hjælp af en syntetisk benchmark.

Lad den køre mellem 1 og 24 timer – afhængig af din tålmodighed. Vi anbefaler her OCCT, fordi den også mætter hukommelseskanalerne effektivt. Hvis du kommer ud for problemer, kan du kompensere ved at tilføje lidt ekstra spænding eller reducere multiplikatoren en anelse.

Overclocking-10

Tips & tricks til at komme videre

Der findes nogle tricks, der kan fremme ens overclock en smule. Gå tilbage til BIOS, til AI Tweaker, og begiv dig så til “External Digi+ Power Control.” Der finder du tre indstillinger, som man kan justere og dermed forbedre ydelse hos de nyeste Asus-bundkort.

Først fravælger du “VRM Spread Spectrum”.

Det forhindrer VRM’erne i at prøve at reducere eventuel elektromagnetisk interferens ved at fluktuere processorens basisfrekvens. Nu om dage bør det ikke være svært at slå dette fra, medmindre du arbejder med meget følsomt audioudstyr.

Dernæst gælder det “CPU Power Phase Control”.

Den skal du ændre fra “Auto” til “Extreme.” Det sikrer, at du bruger det fulde antal strømfaser på kortet, og det betyder mindre belastning af MOSFET’erne og mere langsigtet stabilitet. Næste punkt gælder “CPU Power Duty Control”. Den ændrer du fra “T Probe” til “Extreme.” Det forhindrer, at bundkortet balancerer strømmen på baggrund af VRM-temperaturen og i stedet fokuserer på at dele strømmen ligeligt over alle MOSFET’erne.

Den sidste indstilling er umagen værd.

Intel-processorer har et særligt stykke software ved navn SpeedStep. Det udsætter multiplikatoren og den spænding, der går ind processoren, for fluktuation, afhængig af belastningen på cpu’en. De fleste overclocks svigter ikke, mens processoren er på 100 procent belastning, men når multiplikatoren og spænding når op på de indstillinger, brugeren har foretaget under belastning.

Hvis man slår SpeedStep fra, opnår man, at processoren konstant kører ved den frekvens og spænding, man har valgt. Der er imidlertid ingen grund til panik. Det betyder ikke, at man konstant kører ved 80 grader. Det er muligt, at temperaturen er en anelse højere, men kernen bliver ikke varm, før belastningen stiger. Man slipper desværre ikke for at trække mere strøm ud af stikkontakten, men det hører nu engang til begrebet overclocking.

GPU Overclocking: Gider vi virkelig?

Nu er processoren ordnet. Hvad skal der så ske? Hvis vi ser bort fra hukommelsen (den kommer vi til), drejer det sig helt og holdent om grafikkortet. For gamingfolket er dette stykke hardware afgørende, når det drejer sig om at pumpe frames ud. Man kan overclocke de fleste grafikkort – nogle af dem er beregnet til det, andre er det i mindre grad. Overclocking af en gpu øger normalt de gennemsnitlige framerates, men det er endnu vigtigere, at de minimale framerates også stiger. Man får altså en mere flydende oplevelse, og man slipper for screen-tearing.

Tilbage til tegnebrættet

Overclocking af en gpu er tæt beslægtet med overclocking af en cpu. Man bør som regel begynde med den samme øvelse: research. Find ud af, hvad din gpu kan klare, hvilken arkitektur den er lavet på, og hvor godt den overclocker. I modsætning til cpu’er varierer gpu-arkitekturer voldsomt, når det gælder overclocking-potentiale.
Vi bruger referencekortet Nvidia GeForce GTX 1080 med Pascal-arkitekturen, der minder meget om overclocking-kongen Maxwell.

OC-Profiler og Pre-binned chips

Er OC-profiler en god ide? Det er ligesom diskussionen om automatisk versus manuel, som vi tidligere var inde på: Der er ikke den store forskel. Asus, MSI, Gigabyte og EVGA har på forhånd defineret en specifik hastighedsprofil for hver kortgeneration, og de inddrager den i en eller anden form for gpu-overclockingsoftware. Det kan fungere udmærket, hvis man er heldig i siliciumlotteriet, men det kan også ende med fiasko, hvis processoren ikke klarer sig, og man kan ende med et kort, der ikke kan leve op til sin overclockprofil. Ofte er der ingen forskel på en for-overclocket gpu og en almindelig – man bruger sandsynligvis blot en mere aggressiv over-clockprofil end nødvendigt.

Så er der spørgsmålet om pre-binning. Alle chips bliver sorteret under produktionen. Se for dig siliciumskiverne: Hver af dem rummer en komplet generation af processorer, idet placering og variation i siliciummet bestemmer hver chips væsen. Midten af skiven er altid af bedre kvalitet end kanten. Og det er her, producenten afgør, hvilke processorer der skal være 1080, 1080 Ti eller Titan. Det er dem, der bliver solgt til aftermarket-partnere. Disse producenter kan enten placere dem i de kort, de er beregnet til, eller sortere dem yderligere. Det gør de ved at teste, hvilke kerner der lækker mest spænding, hvilke chips der kræver mindst spænding, og hvilke chip der overclocker bedst. De allerbedste ender i de dyre “premium”-kort såsom EVGAs FTW-kort, mens de mindre gode kommer i mellemklassekort.

Kølemuligheder

Man skal også overveje begrebet køling. Der er fire kategorier. Standardkøleren har en enkelt indgangsventilator, der trækker luft ind i et lukket kammer og skubber den gennem en køler og ud af åbningerne bagtil – det er glimrende, hvis pladsen i kabinettet er trang. Så er der dobbelte eller tredobbelte spredningskort. Det er ofte de tunge drenge – Asus’ DCU III, Gigabytes Windforce og MSI’s Twin Frozr er gode eksempler. Disse kort trækker luft ind og rundt om ventilatorerne og skubber den ned gennem en køler og ud i det omgivende kabinet. De er ofte stille og effektive.

Endelig er der de helt vandkølede kort. De omfatter enten en lukket løkke såsom Fury X eller forudinstallerede vandblokke som i EVGA Hydro Copper. Og oven i alt dette findes der forskellige hybrider, der ofte inddrager en kombination af luft- og vandkøling.
Der findes også aftermarket-kort med mere komplicerede løsninger, herunder avancerede. MOSFET’er og chokes i kombination med bedre strømfaseudformning, hvilket giver bedre overclocks og højere ydelse som standard.

[su_row]

[su_column size="1/3"]  

[/su_column]

[su_column size="1/3"]

[/su_column]

[su_column size="1/3"]

 

[/su_column]

[/su_row]

Er det umagen værd?

Det er et svært spørgsmål, og svaret afhænger af dine omstændigheder. Der er ingen tvivl om, at overclocking er gratis ekstra ydelse. Det er et interessant tidsfordriv for den, der vil udvide sit kendskab til skræddersyede pc-systemer, og nu om dage er det ganske sikkert. Der er dog altid ulemper: Vi kan ikke ignorere det ekstra strømforbrug, og man skal forholde sig til afledning af varme. Når det er sagt, må vi indrømme, at vores eksistensberettigelse består i at presse hardware til det yderste, og det er vores yndlingsbeskæftigelse.

For den gennem-snitlige pc-bruger er det ikke noget, man skal tage for afslappet, men hvis muligheden er der, hvorfor så ikke drage fordel af den?

Imidlertid fokuserer computerverdenen ikke altid på mere kraft og højere ydelse. Hvis man ønsker at reducere temperaturen og støjen i kabinettet, kan det være rigtigt at skrue ned for spændingen. Intel har altid været ekstremt konservativ med den grund-VID (voltage identification), som man tildeler sine processorer, før de forlader fabrikken.

Og for mange chips er den langt højere end nødvendigt af hensyn til stabiliteten. Men det afhænger naturligvis af ens held i siliciumlotteriet. Som du kan se af vores resultater, har vi en reduktion af kernespændingen på blot 0,1 V fået sænket temperaturen med 15 grader og samtidig opnået en helt stabil overclock med minimal påvirkning af ydelse.Hvis du har en chip fra K- eller X-serien, og du ikke roder rundt med spænding og frekvenser, går du glip af meget. Det er muligt, at overclocking kan rumme farer og frustrationer, men den følelse, man får, når man omsider har ramt maksimum for sin processor, er helt enestående. 

CPU-benchmarks 

Vores testudstyr består af Asus X99 Strix Gaming, Nvidia GeForce GTX 1080, 32 GB Crucial Ballistix Elite ved 2.666 MT/s, 500 GB Samsung 850 Evo, 1 TB Samsung 850 Pro, Be Quiet! Dark Power Pro Platinum 1.200 W psu og en NZXT Kraken X61 plus 2 x 140 mm Noctua NF-F12 iPPC-ventilatorer. Under vores overclocking skruede vi Core i7-6950X op til 4,3 GHz ved 1,31 V og øgede kernefrekvensen med 200 MHz og hukommelsen med 450 MHz på GeForce GTX 1080.

GPU-benchmarks

System-benchmarks 

Overclock din gpu

1 flere programmer

Ligesom med cpu-benchmarking skal du downloade software for at komme i gang. Først downloader du GPU-Z. Dette program fortæller dig nøjagtig, hvilken gpu du har, inklusive alle tallene, og den overvåger også den maksimale boost-frekvens, hukommelsesfrekvens og temperaturer. Du skal også bruge en hurtig syntetisk benchmark såsom Furmark til at syntetisere belastning, en mere dybdeborende 3D-bench-mark som Strike [Billede A], en in-game-benchmark (vi foretrækker Far Cry Primal) og et program til at overclocke med. Til Nvidia-kort foreslår vi, at du bruger MSI Afterburner. Til AMD kan du enten bruge den integrerede Wattman-overclockingfunktion i Crimson eller Sapphires TriXX-software, afhængig af hvad der er til rådighed til dit kort. I dette tilfælde overclocker vi et Nvidia GTX 1080, men fremgangsmåden er den samme for begge mærker.
2 flere indledende test
Vi vil benchmarke kortet ved standardfrekvensen og notere, hvordan det yder, i et regneark. Åbn GPU-Z, klik på fanen “Sensors”, klik på “GPU Core Clock,” og vælg “Show highest reading.” Gør det samme for “GPU Memory Clock.” Åbn nu Fire Strike, og kør standard-benchmarken mindst to gange. Noter GPU-Z’ registreringer af de højeste frekvenser for Core og Memory Clock [Billede B]. Det viser, hvor langt gpu’en presser kernen ved standardfrekvensen. Noter den gennemsnitlige Fire Strike-score, og kør så din in-game-benchmark. Noter også dens resultat. Her kan du også skrive temperaturerne ned (tjek GPU-Z), men du løber ind i siliciumbegrænsninger, længe før temperaturen bliver for høj.

3 skru op

Åbn MSI Afterburner, og sæt “Power Target” på maksimum. Vær ikke bekymret for det stigende “GPU Temp Target,” for det er stadig et godt stykke under overgrænsen. Så går du i gang med at øge “GPU Clock Offset.” Til at begynde med øger du den med 50 MHz og klikker “Apply.” Åbn Furmark, og sæt den til en opløsning, der passer til dit kort (vi satser på at emulere 100 procent uden hakken). Med vores GTX 1080 vil det sige 2560 x 1440 ved en AA-indstilling på x4. Kør “GPU Stress Test”, og se, om Furmark eller skærmen låser. Hvis den stadig er stabil efter tre minutter, øger du clock offset med yderligere 50 MHz. Bliv ved med det, indtil den låser. Tag noter undervejs.

4 løs dine spændingsproblemer

Nu skal spændingen op, så vi kan presse kernefrekvensen endnu højere op. I MSI Afterburner går du til “Settings,” klikker ved “Unlock voltage control” i den første fane og vælger din korttype. Gå tilbage til hovedinterfacet, tilføj 10 mV/10 procent ekstra på overvolt-sektionen, og prøv din overclock igen. Hvis det ikke virker, bliver du ved med at tilføje spænding, indtil du når op omkring +40 procent. Hvis du går højere op, får du sandsynligvis problemer med stabiliteten. Fra nu af gælder det om at finde det ideelle punkt til kernefrekvensen. Gå op eller ned i trin på 10 MHz, indtil du har fundet gpu’ens begrænsning.

5 pas på grafiske anomalier

Nu har vi en stabil overclock med Furmark, og så skal vi se, hvordan det klarer sig i en mere intensiv benchmark. Åbn Fire Strike, og kør en enkelt omgang. Hold øje med sagerne. Du skal navnlig være opmærksom på det, der ikke bør forekomme: grafiske anomalier, såsom flimren, grønne eller lilla pletter. Spar tid ved at gå direkte til Scene 2 eller Scene 4, for de er de mest grafikintense.

6 så er det hukommelsens tur

Afslut nu din overclock ved at forbedre VRAM. Gå tilbage i MSI Afterburner [Billede C], og forøg langsomt hukommelsesfrekvensen med 50 MHz ad gangen. Det er normalt let at for udsige, hvor højt man kan gå: Gddr5 og 5X betyder i gennemsnit en stigning på 400-500 MHz, mens HBM som regel klarer omkring 50 MHz, før den begynder at svigte.

Når det er gjort, og Furmark stadig svarer, går du til til Fire Strike og leder igen efter anomalier. Heldigvis er hukommelsesoverclocks mere aggressive, når det gælder disse anomalier. Hvis du får problemer, kan du drosle frekvensen ned med 10 MHz ad gangen, indtil den er stabil. Hvis det stadig knager, og du er gået ned med 200 MHz eller mere, kan du prøve at gå op igen, idet du i stedet reducerer din overclock på kernen med 10 MHz ad gangen.

7 lær af dine fejl

Man skal prøve sig frem med gpu-overclocking. Det kan tage tid, fordi der er to komponenter, som skal over-clockes, men når du har en stabil profil, er alt godt. Gem profilen i MSI Afterburner, noter den i dit regneark, og åbn igen GPU-Z. Sæt de sensorer, vi før ændrede, til maksimum. Kør Fire Strike to eller tre gange plus din in-game-benchmark, og nu burde du kunne se en markant forbedring i forhold til standardindstillingerne. 

Moderne CPU’er har masser af hukommelses-båndbredde, og det er sjældent, at cpu’en sulter på dette område.

Men alligevel kan man overclocke hukommelsen, hvis man vil. Det kan betyde, at man skal holde igen med cpu-frekvenserne, men til hukommelses-intensive opgaver kan det være en god ide. Du skal først ind i din UEFI BIOS-funktion og vælge “DRAM Frequency”. Du skal basere den på hukommelsens anbefalede hastighed og øg gradvis, indtil der opstår ustabilitet. Du skal også ramme latensen rigtigt, idet en højere frekvens med ringe latens giver en ringere generel ydelse.

Til de fleste anvendelsesområder skal man blot køre hukommelsen ved standardfrekvens. Her kan du enten vælge de “sikre” JEDEC-indstillinger eller springe ud i en understøttet XMP-profile. Hvis du får problemer med hukommelse (Windows leverer en fejlmeddelelse), går du ind i BIOS og satser på en sikker standardfrekvens. Uanset hvad du gør, vil du næppe opleve nogen forskel i den virkelige verden.