Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Netgear Orbi RBR20: Router med potentiale til vækst

Netgears første separate Orbi-router er aggressivt prissat for en enhed i AC2200-klassen. Oven i købet kan RBR20 blive starten på et komplet mesh-system til større hjem.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En pris på lidt over tusind kroner virker overordentlig rimelig for en Tri-Band-router i den såkaldte AC2200-klasse, hvor den teoretiske Wi-Fi-hastighed kan komme op på 2,2 Gbps, fordelt med 400 Mbps på 2,4 GHz-båndet og 866 Mbps på hvert af de to 5 GHz-frekvensbånd.

Netgear Orbi RBR20 kan sagtens bruges som almindelig trådløs router og sørge for effektiv Wi-Fi-dækning af et areal på op til 125 kvm, ifølge producenten. Og når eller hvis man flytter til større omgivelser, eller antallet af brugere og opkoblede enheder vokser, kan man tilkøbe flere satellitter, som kan være den designmatchende RBS20 til omtrent samme pris eller en anden kompatibel Orbi-enhed. Dog kan RBR20 ikke spille sammen med satellitter fra Netgears professionelle Orbi Pro-familie – eller andre fabrikater.

FastLane til data

Ikke kun i lufthavnenes Security er det cool at have adgang til overhalingsbanen, som er forbeholdt guldkortdrenge m/k og rejsende med dyre billetter. Når Orbi RBR20 er alene i hjemmet, bliver begge dens 5 GHz-frekvensbånd brugt til datatrafik, men når routeren udbygges til et mesh-system med en RBS20-satellit, etablerer de to enheder en såkaldt backhaul-kanal på det ene 5 GHz-bånd til deres indbyrdes kommunikation. Hos Netgear kaldes denne teknologi FastLane-3, og den sikrer, at der altid er et tilgængeligt frekvensbånd med op til 866 Mbps til data.

Hvis en traditionel router udbygges med relæ-sendere af extender-typen, halveres båndbredden i hver enhed, hvad vi vist alle godt kan undvære. Endnu en fordel ved at bygge videre på en RBR20 er, at Wi-Fi-netværket hedder det samme i hele hjemmet, og man skal heller ikke spekulere på flere adgangskoder, eller hvilket frekvensbånd de opkoblede enheder skal bruge. Alt dette finder systemet selv ud af.

Opsætning og opdatering

Tilslutning og opsætning af en router som Orbi RBR20 bør ikke være en udfordring for en Alt om DATA-læser. Den trykte vejledning på størrelse med et postkort går ud på at downloade Orbi-appen og følge dens instruktioner.

Det kan være forvirrende, at routeren er sløv til at boote, så utålmodige sjæle som denne skribent kan begynde at spekulere på, om noget er galt. Vi kunne nå at lave tre dobbelt-espressoer på vores automatiske maskine og drikke den ene, inden RBR20 var oppe på mærkerne.

I første forsøg kunne vi ikke få lov til at oprette et gæstenetværk, hvad der nærmest er et ”must” hos os. Appen kunne ikke kvittere med andet end denne lidet informative meddelelse: ”Something went wrong. Try again.”
Så prøvede vi at opdatere firmwaren, og det lod til at virke.

Men noget usædvanligt kræver denne opdatering, at man logger ind på hjemmesiden orbilogin.com og følger anvisningerne på side 86 og frem i den 153 sider lange PDF-manual. I disse malware-tider ville det være rart med en automatisk opdateringsfunktion i appen.

En god start

I vores testmiljø (se forklaringen på www.aod.dk/routertest) sørger routeren single-handed for god dækning af kælderen, hvor den står, plus det meste af husets stueetage.

På første sal falder hastigheden stærkt på de håndholdte smartphones, mens en bærbar pc med en stærk Wi-Fi-adapter stadig leverer flotte resultater.