Guide: Optimer din brug af Windows

Guide: Optimer din brug af Windows

Share

Genovervej din brug af Windows 10, og få mere fart over feltet

Vi vil alle have vores pc’er til at køre hurtigere, men det er ikke gjort med at montere en ny processor, fordoble ram-mængden eller justere systemindstillingerne i håb om at sætte fut i Windows. Man skal også genoverveje den måde, man bruger pc’en på, og hvordan man finder nye genveje.

Man skal i virkeligheden tvinge sig selv til at arbejde mere effektivt. Der findes masser af skjulte tips og genveje, som kan revolutionere den måde, hvorpå du interagerer med Windows og dine yndlingsprogrammer og spare dig for en masse arbejdstid.

Hvor megen tid kan du spare? Isoleret set vil hvert af vores tips nok barbere et par sekunder af her og der, men når man begynder at bruge dem regelmæssigt, løber det snart op: Et tip, der sparer fem sekunder, og som du bruger 12 gange om dagen, sparer dig for et enkelt minut, men i løbet af et år bliver det til seks timer – blot med dette ene tip. Det betyder, at man ikke behøver at bruge ret mange af vores anbefalede tastaturgenveje og justeringer, før de årlige besparelser skal måles i dage eller endda uger – blot fordi du læser denne artikel.

Vi har primært fokuseret på Windows 10 her, men mange af tippene fungerer også på Windows 7 og 8. Vi optimerer din brug af skrivebordet, Startmenuen (og dens skjulte lillebror, Hurtig adgang-menuen) og Proceslinjen, og vi viser, hvilke indstillinger der kan strømline dit arbejde.

Vi inviterer dig også på en omvisning i tidsbesparende tastaturgenveje, undersøger en mere effektiv brug af højreklik-menuer og afslører hurtigere brug af Stifinder. Der bliver endda tid til at lære at oprette dine egne Jumpliste-kommandoer, arbejde med Kør-dialogboksen og sætte fart i brugen af Microsoft Office (og andre applikationer).

Se også:  Asus UX530UX-FY026T [TEST]: Solid og lidt anonym

Det er altså på tide at komme i gang. Begynd at arbejde med disse tips nu, og find ud af, hvordan du kan gøre din Windows-pc endnu mere produktiv.

Lad os indlede vores bestræbelser med at strømline dit skrivebord og gøre sagerne mere tilgængelige. Hvis du ikke allerede har gjort det, skal du begynde med at placere genveje til dine foretrukne applikationer på Proceslinjen. På den måde er de blot et enkelt klik væk. Hvis du får brug for at åbne en ny kørsel af et program ved siden af den første, skal du blot holde Shift nede, mens du klikker på proceslinjeikonet.

Den enkleste måde at gøre det på består i at åbne den pågældende applikation. Du kan se dens ikon komme frem i proceslinjen. Højreklik på det, og vælg “Fastgør til proceslinje”, hvorefter du trækker på plads. Du kan for eksempel ønske at gruppere beslægtede applikationer, altså kontor-applikationer et sted, web-applikationer et andet og så videre.

En anden fordel ved at køre applikationer fra proceslinjen er, at mange bruger jumplister til at skaffe to klik-adgang til nyligt åbnede dokumenter. Højreklik på Proceslinjeikonet for at adgang til dem alle. Hvis du vil knytte et element permanent til denne liste, ruller du musen over det og klikker på den fastgørelsesknap, der kommer frem.

Hvis du løber tør for plads til elementer på proceslinjen, kan du oprette en mappe, hvori du placerer alle dine genveje. Dernæst højreklikker du på proceslinjen og vælger “Værktøjslinje > Ny værktøjslinje”. Peg den mod denne mappe, og så kan du klikke på “>>” ved siden af den nyligt oprettede værktøjslinje og få adgang til dine genveje. Eller du kan gå videre og oprette dine egne skræddersyede jumplister ved hjælp af Jumplist Extender (se tekstboksen til venstre).

Få adgang til hele pc’ens indhold fra Proceslinje.

Opret skræddersyede jumplister

Udvid dine applikation-jumplister med Jumplist Extender (https://code.google.com/archive/p/jumplist-extender). Dette open source-værktøj er ikke født i går, men det fungerer perfekt sammen med Windows 10. Vælg blot dit program, og opret opgaver, som du kan føje til den liste over valgmuligheder, som fremkommer i programmets jumpliste. Det gode er, at Jumplist Extender redigerer registreringsdatabasen, så den kan oprette og redigere dine jumplister. Den behøver altså ikke at køre, for at de skal kunne virke.

Se også:  100 tips til Windows 10

Start for eksempel programmet, og vælg “Start a new jump list.” Skriv “snipping” i feltet “Search Programs”, og vælg Snipping Tool. Klik “Open” efterfulgt af “Run Snipping Tool” for at starte programmet. Når det er indlæst, klikker du i Snipping Tool-vinduet, hvorefter du klikker “OK” i Jumplist Extender-vinduet.

Skriv “Rectangular snip” i “Name”-boksen i Jumplist Extender, og hold derefter Alt nede, samtidig med at du trykker N. Nu kan du se “Alt+N” komme frem i vinduet “Press keyboard shortcuts”. Tryk nu Alt+M, og tryk R. Nu bør der stå “[Alt+N] [Alt+M] R.” Du kan tilføje andre skærmdump-funktioner med den højre tastekombination ved at trykke på den grønne “+”-knap – for eksempel “[Alt+N] [Alt+M] F” for en Freeform-snip eller “[Alt+N] [Alt+M] W” for en Window-snip. Når du er færdig, vælger du “File > Save and Apply to Taskbar.” Fastgør Snipping Tool-genvejen til proceslinjen, og luk programmet.

Højreklik nu på dets proceslinjeikon, så kan du se de funktioner, du har oprettet. Nu kan du tage skærmdumps uden først at skulle åbne Snipping Tool. Du kan bruge denne teknik i forbindelse med ethvert andet program og bruge tastaturgenveje til at udføre opgaver (hvis der ikke findes en direkte genvej, kan du læse i artiklen om en løsning med Alt-tasten). Man kan også bruge Jumplist Extender til at lave en filliste ved hjælp af det pågældende program.

Lav dine egne jumplister.

Del denne