Hauppauge lancerer en ny bærbar videooptager, der kan optage gameplay i
Full HD og kun vejer 130 gram. HD PVR Rocket optager PlayStation-, Xbox-
og pc-spil inklusiv kommentarspor, og som noget helt nyt kan den optage
direkte på et USB-flashdrev uden at være afhængig af en pc eller Mac
HD PVR Rocket er den seneste gameplay-optager fra Hauppauge. Med Full HD, indbygget lyd-mixer og kompakt format er det en oplagt gaming-optager til den bærbare gamer, der hurtigt og enkelt vil optage det fedeste gameplay samt kommentarspor.
For at optage det ønskede spil har videooptageren en USB-port, hvor man tilslutter en USB-lagringsenhed. Hvis der på forhånd er 16 gigabyte ledig plads på enheden, kan HD PVR Rocket optage hele fire timers gameplay i Full HD.
Med HD PVR Rocket kan gameren optage og lagre sine gameplay-sessioner uden at være afhængig af en computer – der skal blot tilsluttes en USB-nøgle. Den dedikerede gamer kan derfor nyde godt af en mobilitet, der ifølge Hauppauge hidtil har manglet på markedet.
“Rigtig mange af vores gaming-kunder har efterspurgt en gameplay-optager, der både er let at transportere og samtidig optager i høj kvalitet. HD PVR Rocket vejer kun 130 gram og kan tages med til fx en gaming-event, og der er ikke engang behov for en pc eller Mac for at optage, siger Ken Plotkin, CEO i Hauppauge.
HD PVR Rocket har en indbygget lydmixer, og det er derfor nemt at optage et kommentarspor sammen med lyden fra spillet – en funktion der især bruges af professionelle gamere bl.a. til at snakke om spilstrategier. En mikrofon sættes til videooptageren, og lydniveauet kontrolleres nemt på mixerens kontrolpanel.
Med HD PVR Rocket kommer programmet Hauppauge Capture – et Windows-program, der kan bruges, når de fedeste gameplays skal udvælges og uploades til YouTube. Skal filmen redigeres, inden den ryger på YouTube, er optagelserne også kompatible med en Mac, hvor videoen kan redigeres i iMovie.
Det gør ingen forskel, om du foretrækker at spille på konsoller eller på pc. HD PVR Rocket kan nemlig optage fra alle spilsystemer, der bruger enten HDMI-video uden HDCP eller såkaldte component video-porte. Det inkluderer fx både Xbox 360, Xbox One, WiiU, diverse pc-baserede spilsystemer, PlayStation 3 samt den kommende PS4.
Hauppauge HD PVR Rocket har en vejledende pris på 1199 kroner.