Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Opret et webforum

Du kan lave dit eget forum til et komplet webmiljø, eller du kan nøjes med chat.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du har næppe brug for, at vi fortæller dig, hvad et forum er. På mange sites er de i nogen grad kørt ud på et sidespor til fordel for blogsystemer og andre måder, hvorpå sitenes ejere kan styre diskussionen. Men et forum er stadig den bedste måde, når det gælder om at mødes fysisk og online. Det kan imidlertid være bøvlet at oprette et forum fra grunden, og det er ikke altid nemt at forudse forhindringerne.

Lad os begynde med den nemme del: selve forummet. Den nemmeste fremgangsmåde består i at bruge en tjeneste som ProBoards (www.proboards.com), der håndterer det hele for dig. I de seneste år har sociale netværk som Facebook også udfyldt tomrummet, men de har som regel gjort det meget råt, og man skal ofte slås med folks modvilje mod at tilmelde sig og give slip på personlige oplysninger.

På plussiden er de hostede tjenester som regel reklamefinansierede, eller også tilbyder de en gratis pakke, og man behøver ikke at bekymre sig om tekniske detaljer. Du skal ikke betale for webhosting, du behøver ikke at lukke sikkerhedshuller (men du skal være sikker på, at den virksomhed, der leverer forummet, er opmærksom på sikkerheden), du skal ikke opdatere software eller gøre noget som helst andet end at udfylde en kort formular og klikke ’OK’.

Dit forum

Ulemperne ved denne fremgangsmåde er tilpasning (du kan ændre nogle kosmetiske detaljer, men i det store og hele må man tage, hvad man får tilbudt) og den omstændighed, at du ikke har fuldstændig kontrol over dine data. Hvis du beslutter sig for at opgradere til et specialiseret forum som vBulletin, kan du ikke være sikker på, at du kan migrere dine eksisterende poster og din brugerbase. Det er et problem, for man ligger ikke længere og roder med sine egne blogtekster; man kan risikere at rode rundt med andre menneskers poster, drama og sure slid. Det er dit eget ansvar.

Hvis du hoster dit eget forum, får du langt mere kraft, og du får større ansvar. Oprettelsen af forummet er kun begyndelsen. Du leger med andre menneskers personlige oplysninger, og det er derfor afgørende, at sikkerheden er i orden og opdateret. Hertil kommer, at mens et lille forum nemt kan leve på en almindelig delt hostingpakke (af den type, som man giver mellem 30 og 75 kroner for), gør det ondt, hvis du skalerer op.

Databasernes størrelse, antallet af kald, som serveren skal håndtere, og den omstændighed, at siderne ændrer sig så hurtigt, at rigtig caching ikke er en mulighed, betyder, at der under væksten vil komme fejl og nedetid med stigende hyppighed. Din host begynder måske at snerre og pege alvorligt på sine fine, dyre, specialiserede servere. Hvis du har planer om at oprette et mødested for noget i retning af en World of Warcraft-loge eller læsere af et lille eller mellemstort website, bør alt være i orden. Hvis du forventer (eller blot håber på) mere trafik, bør du have en plan for skalering klar, før dine brugere bliver sure på dig.

Hvad angår software, er de fleste populære forum-programmer beregnet til at bruge den samme teknologi som blogs og andre værktøjer: php, en MySQL-database og nogle få andre småting, der normalt giver sig selv.

Hvis du allerede har en blog eller et cms i gang, er det en god ide at se, om der er noget, der kan hægtes direkte på databasen, således at du kan skåne eksisterende medlemmer for at skulle lade sig registrere igen, eller om der er plugins, der kan løse opgaver som automatisk at oprette nye emner, mens du lægger nyheder ud.

Navnlig mens forummet er ungt, er det ejerens ansvar at kickstarte samtaler og bevare roen. Med tiden spreder det sig ideelt set og bliver en bredere opgave i miljøet, men der er ikke noget, der kan myrde et forum mere effektivt, end at der ikke er nogen, der har noget at tale om.

Ud med troldene

Af den grund er det ofte klogt at begynde med noget småt. En af de hyppigste fejltagelser består i at oprette et nyt forum og give det 20 forskellige subfora, der alle prydes af skiltet ”Endnu ingen poster”. Medmindre du har en specifik grund (for eksempel en loge, der vil adskille trades og raid-chat fra almindelig snak), er det bedst at begynde med mindst muligt og skære sagerne til senere.

Det er også vigtigt, at du modererer tingene hurtigt i denne fase. Senere vælger stamgæsterne tonen, men her skal du selv slå tonen an. Hvis du lader troldene få fodfæste, holder de aldrig op. På den anden side må du heller ikke være for autoritær og firkantet, for så er der ingen, der vil bidrage.

Et forum er glimrende til at få folk til at komme igen. Det kan opbygge et ægte miljø omkring dit site, men du skal være omhyggelig. Det kan koste dyrt, både i form af tid og energi, og apati og mangel på entusiasme kan koste dig kontrollen over dit eget værk.

Hvis du imidlertid elsker udfordringer, skal vi nok hjælpe dig med at komme i gang.

Tre af de mest populære muligheder

1. vBulletin
Hvis du er parat til at betale for det, er det langt det mest effektive værktøj. Det koster cirka 900 kroner, men det er fuldt af moduler, der tilføjer funktioner og hægter det på dit cms. Det ser også bekendt ud, og dine brugere vil sandsynligvis vide, hvordan tingene skal fungere, så snart de er indenfor. Det er også glimrende, hvis du har brug for et forum, der skal kunne skaleres, eller hvis du skal udføre større temaprojekter.

2 phpBB
Den gamle arbejdshest. Det er gratis, der er populært ... og det er ofte under belejring, fordi det er så allestedsnærværende. Du finder ikke mange løsninger med flere udvidelser, temaer og tilpasningsmuligheder. Hvis du senere beslutter dig for at opgradere til vBulletin, har det også en af de nemmeste opgraderingsstier. På siden ’Mod Statistics’ kan du finde de essentielle plugins.

3 Vanilla
En anden form for forum, der kan håndtere store miljøer, men som virker særlig godt i de små. Vanilla bruger kategorier i stedet for subfora, holder liv i sagerne og gør det nemt at zoome ind på interessante områder. Det har også et forbavsende stort miljø, når det gælder justeringer og tilpasninger. Hvis du har brug for et målrettet forum, er det en overvejelse værd.

Kom i gang med phpBB-metoden (de fleste andre vil ligne den)

1 Tjek din serveropsætning
Download den nyeste stabile version fra www.phpbb.com, og sørg for, at din server kan håndtere den. Du skal kun bruge php 4.3.3 og en sql-database, og det får du af enhver delt hosting-pakke. Gratis hosting som Google Sites er desværre en undtagelse. Her skal du bruge et hostet forum som ProBoards.

2 Unzip og upload
Pak phpBB-arkivet ud, og upload mapperne til din host. Hvis du allerede har et cms som WordPress, skal du gøre det i en mappe ved navn forum for at undgå at overskrive filer. Hvad angår databasen, vil dit forum med glæde dele den med andre programmer, du har installeret. Men det er klogt at dele dem op og oprette en ny, hvis du kan.

3 Systemtjek og installation
Dette er så kompliceret, som det kan blive. Før installationen kører phpBB et systemtjek. Et rødt mærke betyder ikke, at der er et problem – det kan være en alternativ database eller et valgfrit pbp-bibliotek. Skriv de databaseoplysninger, du har fået af din host, eller som er oprettet i CPanel eller Virtualmin, og følg anvisningerne, indtil installationen er færdig.

4 Få adgang til admin-kontrolpanelet
Af sikkerhedshensyn skal du slette din ’Install’-mappe, før du bruger dit forum. Besøg dit domæne. Her bør du kunne se dit forum. Du begynder på ændringerne ved at klikke ’Administration Control Panel’ nederst. Det er kun synligt, når du logger på med de rette tilladelser. Som ejer har du dem automatisk.

5 Admin-indstillinger
Nu kommer vi til den tidskrævende del. Admin-panelet er fuldt af valgmuligheder, fra spørgsmålet om brugerne kan sende private beskeder, til hvor meget de kan uploade, om der skal vises billeder, hvordan spam skal håndteres, og måske vigtigst af alt: hvordan brugerne bliver registreret. Skal du godkende dem, eller er du tilfreds med en hurtig e-mail-verifikation?

6 Opret subfora
Omsider er tiden kommet til at oprette dine subfora. Hvert af dem kan have unikke moderatorer, være synligt for kun visse medlemmer og andet. Den funktion, man skal være mest omhyggelig med, er auto-pruning, der sparer plads på serveren ved at kassere gamle beskeder. Hvis du aktiverer denne funktion, bør du overveje at oprette et specielt subforum til at gemme de bedste tråde.

Og send dem hen, hvor peberet gror

1 Den virale sælger
Denne trold vil prakke dig noget på. Problemet er, at efter at han er væk, bliver enhver ny bruger, der foretager et link eller en forbindelse, mærket af hans værk.

Det kan føre til et iskoldt miljø. Bed folk om at sende dig en hurtig tekst, så du kan godkende dem, før de linker til deres egne sager. Gem dem i tråden.

2 Mørkets fyrste
En person, der svinger sine mange posteringer som en kølle, tilsviner nyankomne og udløser dramatik, som skræmmer mere fredelige, men ikke mindre vigtige medlemmer væk. Den slags skal man ikke uden videre blackliste, men en midlertidig afvisning er som regel nok til at få budskabet igennem. Sørg for at forklare årsagen, og prøv at være taktfuld.

3 Ip-snyderi
Brugeren, der ikke vil forsvinde. Dit bedste våben er en ip-afvisning, men der er ingen garanti for, at det virker. Det er nemt at snyde med tallet, og hvis du går for aggressivt til værks, risikerer du at blackliste uskyldige mennesker. Led efter en plugin, der giver mulighed for at slette personens konto og posteringer. Så skal han bruge mere tid på at sende ragelse, end det tager dig at rydde op.

Det virkede engang, som om hvert site havde et forum, man kunne være stolt af. Nu om dage er der ikke nogen grund til at oprette et, medmindre man har en god grund. Hvis der er megen trafik, kræver det meget arbejde at holde det hele organiseret, og man kommer nemt til at gøre mange mennesker meget sure. Hvis der ikke er megen trafik, får tomme tråde og diskussioner forummet til at se ud, som om man ikke har nogen besøgende.

Når det er sagt, er der ikke mange bedre måder at opbygge et trofast miljø på, hvis man har et fornuftigt formål. I begyndelsen kræver det meget arbejde at skabe dette miljø og sikre, at spørgsmål og forumposteringer bliver besvaret hurtigt, og at eventuelle trolde bliver kvalt i fødslen. Men når miljøet er oprettet, vil det i stigende grad kunne passe sig selv.

Tilbring så megen tid som muligt på travle sites, der kører på de vigtigste forumplatforme, før du opretter dit eget. Det hjælper dig ikke kun med at vælge en platform, det giver dig også en fornemmelse af, hvilke funktioner der virker godt, og hvilke der ikke gør det. En forumejer, der for eksempel skal håndtere spam, kan gøre klogt i at lade et CAPTCHA-program vurdere alt. Som bruger ser man tingene anderledes, og du kan tage den erfaring med dig, når du sætter dig ned for at konfigurere dit eget forum fra bunden.

Den mest krævende opgave består i at ramme balancen mellem funktionalitet for dig som forumejer og brugervenlighed for de mennesker, der besøger og bruger dit site. Det er grunden til, at vi anbefaler, at du giver dig tid til at sætte dig ind i, hvordan levende miljøer fungerer.

Det allervigtigste er dog, at du sikrer dig, at du er fortrolig med den tekniske side af sagen – eller kender en, der er det. Der er intet, der driver et miljø til vanvid hurtigere end tab af dyrebare arkiver eller forsøg på at lægge ting på et system, der ikke er forberedt på skalering. Du behøver ikke skalering til at begynde med, men du skal i det mindste have en form for plan.

Der er tre vigtige risici, du skal være opmærksom på, når du kører et forum. Den første er den mest oplagte og den mest udbredte: spam. Det får du meget af, og selvom der findes filtre, er det altid sværere at fjerne spam end at lægge den ud. Søg efter værktøjer, der kan blackliste en bruger med et klik, men husk, at det kun er en kortvarig løsning at blackliste ip-adresser, for de fleste brugere har dynamiske ip’er.

Den anden er ondsindet kode, der downloader ting på din side eller omdirigerer dine brugere. Den tredje er hacks og lækager. Tag regelmæssigt backup for at undgå datatab, og abonner på din forumsoftwares rss-feeds, således at du får alle relevante sikkerheds-patches, når de bliver frigivet. Hvis du ikke gør det, får du vrede brugere, og du får brug for at rydde op, hvis noget går galt.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Det skal du bruge:

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]