Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Opret dit eget sociale netværk - del 2

Lav et databasedrevet site, så du kan bevare kontakten med venner og slægtninge.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sidste gang gik vi i gang med at forberede din server, installere Oxwall og male din server, så den passer til formålet, og nu går vi videre med at tilpasse dit eget databasedrevne site, så det passer til dig og dine behov.

4. Aktiver plugins

Du kan ikke blot tilpasse netværket visuelt, du kan også lave markante ændringer ved at aktivere plugins. Det gør du ved at gå til ’Plug-in | Available plug-ins’ og installere dem, dine brugere kan få glæde af.

Nogle af dem er ligetil og kræver ingen konfigurering, for eksempel Latest activity og Friends. Men andre plugins, for eksempel Forum og Contact Importer, kræver mere styring. Hvis du for eksempel vil importere kontakter fra Yahoo eller Facebook, skal du udstyre Oxwall med dit Yahoo-app-id og din Facebook-api-nøgle.

Når du vil installere yderligere plugins, skal du downloade dem fra www.oxwall.org/store/list/plug-in/fearured og pakke dem ud i mappen ow_plug-ins. To plugins, der er nyttige, uanset hvilken slags netværk du kører, er Data Exporter og Data Importer. Med dem kan du oprette og gendanne en backup af dit site, herunder alt indhold, tematilpasning og oplysninger om medlemmer.

Nogle plugins kos-ter penge, for eksempel PayPal Billing, der gør det muligt for dig at modtage betalinger fra dit netværks brugere via PayPal.

5. Styr brugerne

Muligheden for at styre netværkets brugere er en af Oxwalls stærke funktioner. Før du lukker op for dit netværk, bør du oprette kundekontotyper og redigere profilspørgsmål til hver enkelt. Hvis du for eksempel opretter et netværk til en uddannelsesinstitution, kan du have forskellige spørgsmål afhængigt af, om brugeren er lærer eller elev.

Når du skal oprette en kundekontotype, skal du gå til ’Users | Profile questions | Edit account types’. Angiv din brugertype, for eksempel ’Lærer’, og klik på knappen ’Add’. Du kan også redigere eller slette en eksisterende brugertype ved at føre musemarkøren hen over den tomme kolonne ved siden af brugertypen og derefter vælge enten ’Edit’ eller ’Delete’.

Gå nu til ’Add question’. Skriv kundespørgsmålet (for eksempel »Fag«) og en kort beskrivelse af spørgsmålet (»Hvilke fag underviser du i?«). Vælg dernæst den brugertype, som dette spørgsmål henvender sig til, i rullemenuen.

Vælg også den del af profilen, som det henvender sig til (’Basic’ eller ’Interests’). Den vigtigste del er ’Answer Type’. Den afhænger også af det spørgsmål, du har stillet. Den kan være en tekstboks, en radioknap eller en multitjekboks, der kan tage imod op til 31 tal.

Til sidst skal du tage stilling til, om der er tale om et obligatorisk spørgsmål til registrering, eller om det skal være valgfrit. I vores eksempel vil det også være praktisk, hvis svaret på spørgsmålet er synligt på brugerens profilside, og hvis det er til rådighed til brug i søgninger.

Når du har tilføjet dine spørgsmål, dirigerer Oxwall dig til ’Profile Questions’, hvor du får et overblik over de spørgsmål, der bliver stillet til en brugertype. Her har du også mulighed for at ændre den rækkefølge, de kommer i.

Du kan også fjerne bestemte spørgsmål fra udvalgte brugertyper, afhængigt af netværkets art. For eksempel er ’Looking for’ og ’Here for’ ikke ret relevante i et lukket socialt netværk til en uddannelsesinstitution eller en familie, fordi alle på netværket er der af den samme grund.

6. Gør layoutet personligt

Med Oxwall kan man tilpasse tema og stil, men man kan også omarrangere instrumentbrættets udseende. Det afhænger af de plugins, du har valgt.

Først skal du gå til ’Pages and menus | Pages and menus’. Her ser du en liste over de sider, der fremkommer i toppen og bunden af dit netværk. Dem kan man omarrangere ved at trække og slippe dem med musen. De har farvekoder i overensstemmelse med deres synlighed, og man kan redigere dem, så de er synlige for alle, for gæster eller for medlemmer, der er logget på.

Gå til ’Pages and menus | User dashboard’ for at tilpasse rækkefølgen og placeringen af komponenter såsom widgets’ene ’Welcome’, ’Whats happening’, ’Invite friends’ og så videre.

Man kan slette widgets eller redigere dem, så de viser en bestemt besked. Du kan give brugerne mulighed for at skræddersy deres egne sidekomponenter, og du kan fryse bestemte elementer for at forhindre, at de bliver redigeret eller flyttet rundt af brugerne.

Hvis du kører et lukket eller et meget specialiseret netværk, vil du måske gerne lade de besøgende læse om det netværk, de er på vej ind i. Du kan konfigurere Oxwall til at vise et skræddersyet skærmbillede via ’Pages and menus | Splash screen’. Foruden at slå skærmbilledet til og fra og redigere dets indhold kan du specificere en exit-url for det tilfældes skyld, at brugeren ikke vil ind.

7. Hold styr på brugerne

Før du slår portene op og lader brugerne vælge deres egne brugernavne, er det klogt at reservere nogen, for eksempel ”admin” og ”rod”. Tilføj dem under ’Users | Restricted usernames’.

Du kan også holde øje med aktive brugere ved at gå til ’Users | Browse users’. Herfra kan netværksadministratorer overvåge nyligt aktive brugeres status. Det er en god ide at holde øje med de aktive brugere via denne side, for dermed kan man udelukke grove brugere og genaktivere deres konti, når de igen opfører sig ordentligt.

Du kan invitere nye brugere til dit netværk ved at sende dem en e-mail. Gå til ’Users | Browse users’, og klik på knappen ’Invite new members’. Det åbner en tekstboks, der kan modtage op til 50 e-mail-adresser, som du kan sende invitationer til.

Før du bruger denne funktion, skal du sikre dig, at du har udstyret Oxwall med de korrekte smtp-indstillinger. Dem kan du specificere under ’Settings | Main settings | SMTP’.

En anden nyttig funktion er masse-udsendelse af mail. Med den kan administratoren sende tekst- eller html-e-mail til alle registrerede medlemmer.

Det er nyttigt, når man vil fortælle brugerne om ændringer, der vil berøre dem. Det kan for eksempel dreje sig om at køre netværket offline på grund af vedligeholdelse eller indførelse af et nyt værktøj. Du kan skræddersy meddelelsen ved at bruge variabler såsom {$user_name}, {$site_name}, {$site_url} og {$site_email}.

Det var det. Du er færdig. Nu er tiden inde til at gå fra vedligeholdelsestilstand og slå dørene op for dit nye sociale netværk.

Byg en sandkasse med BitNami eller XAMPP

Før du bruger Oxwall (eller en anden webapplikation) på en produktionsserver, er det bedst at prøve den i et sandkassemiljø. To af mulighederne er Apache Friends’ XAMPP og BitNamis LAMPstack. De kører begge på en række platforme, og de er udstyret med alle de komponenter, du skal bruge til at teste Oxwall.

Foruden de essentielle komponenter omfatter XAMPP værktøjer såsom phpMyAdmin til at administrere databasen. Den MySQL-udgave, der følger med XAMPP, har ikke noget kodeord, og det kan muligvis forhindre Oxwall i at få forbindelse til den database, du har oprettet, men det kan du komme uden om ved at oprette en bruger, der kun administrerer Oxwall-databasen.

Windows-versionen af XAMPP omfatter også FileZilla-ftp-serveren til at overføre filer til serveren. Du kan også bruge filmanageren til at pakke Oxwall ud i mappen htdocs. Hvis du får brug for at få adgang til XAMPP-installationen fra dit netværk, skal du sikre dig, at den maskine, den kører på, har en fast ip-adresse, og specificere den (i stedet for ’localhost’), når du konfigurerer Oxwall.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Det skal du bruge…

[/themepacific_accordion_section]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Onlinedemo

[/themepacific_accordion_section]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Nye funktioner

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]