Af Jan Skøt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
ElectroHub Universal Wireless Charging hedder denne tingest, der virker via induktiv opladning. Du kan bare lægge det apparat, du vil oplade oven på pladen, så lader den automatisk.
Tidligere versioner af denne teknologi har krævet et særligt bagstykke til apparaterne, hvor den induktive lader var integreret – og så gik noget af ideen jo tabt.
Denne udgave har integreret laderen i batterierne. Det vil sige, at du skal have nye batterier til dine apparater.
Oplysningerne om ElectroHub’en fortæller dog ikke noget om, om disse batterier bruger så meget plads på opladeren, at deres kapacitet er nedsat.
Og indtil videre findes batterierne kun i de meget almindelige størrelser (AA og AAA). Det er altså ingen løsning til den skov af mobilbatterier, som vi andre skal navigere i.
Til gengæld koster de nye batterier omtrent det samme som almindelige genopladelige batterier.
Apparatet kan oplade op til seks forskellige ting samtidigt. Du kan også få nogle covers til forskellige apparater, som indeholder opladeren, så de kan lades, selvom du ikke har specialbatteriet.
Prisen er 50 $ hos www.dascheap.com.