Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Opgradér din pc

Giv din maskine ekstra levetid (og spar penge) ved at opgradere dens kernekomponenter frem for at købe en ny og yngre model.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

r du virkelig opsat på et hurtigere Windows, er der ingen bedre metode end opgradering af din hardware. Det betyder dog ikke, at din nuværende pc skal i skraldespanden. Hvis dit budget ikke rækker til en ny topmodel, kan du se på udvalgte opgraderinger, der for alvor vil ændre måden, du bruger din maskine på.

Lad os starte med den største potentielle flaskehals: harddisken. Et solid state drive (ssd) kan mærkbart forbedre dit system med kun én opgradering. Ved at flytte din Windows-installation til en ssd opnår du mere end alle, ellers nyttige, rengørings- og systemjusteringer – til sammen.

Ssd’er koster mere pr. GB end traditionelle diske, så udnyt pladsen. Det kan give besvær i forhold til bærbare, men opgraderer du en stationær med en 500 GB harddisk og plads i overskud, kan du tilføje en relativt lille ssd på 128 GB, eller endda 64 GB hvis du ikke har så mange apps – og brug det udelukkende til Windows og større programmer, og gem alle data på din ældre, langsommere harddisk.

Processen behøver ikke at være vanskelig. På næste side giver vi en trin for trin-vejledning i, hvordan du kloner Windows fra en eksisterende harddisk til en ssd uden geninstallation.

Vil du kun opgradere en eneste ting på din pc, så vælg harddisken.

Mere hukommelse, tak

En anden måde at puste liv i pc’en på, og uden store udgifter, er at hælde ram i. På hjemmesiden http://eu.crucial.com vælger du model eller fabrikant for din pc eller dit bundkort for at få vist hvor meget hukommelse, din pc understøtter. Sigt efter at købe så meget hukommelse, du har råd til. 4 GB er et brugbart minimum, mens 16 GB får din pc til at flyve.

Har din computer kun to monteringsriller, kaldet slots, skal du sandsynligvis erstatte den ram, du allerede har. Er der fire slots, bør du kunne tilføje mere ram og dermed holde omkostningerne nede.

Priserne varierer alt efter hvilken type hukommelse, du har brug for, men forvent at betale omkring 2-300 kroner for 4 GB, 500-600 kroner for 8 GB og 1100-1300 kroner for 16 GB. Køb ram’en parvis for maksimal ydelse.

Ram-blokke i par giver de største ydelsesfordele.

Flere opgraderinger

Ejere af bærbare pc’er må nøjes med ekstra ram og et nyt drev. Ejere af stationære maskiner har nogle ekstra muligheder. Er du gamer, kan du blive fristet af et nyt grafikkort. Moderne processorer har i dag mange grafikkræfter, som for eksempel kan afvikle 4K Ultra HD-video, men et diskret (separat) grafikkort har fordele såsom egen hukommelse og mulighed for at blive ”overclocket” til højere hastigheder. Når du vælger, skal du være opmærksom på, at Nvidia-kort understøttes meget længere end AMD-kort.

Udfører du jævnligt cpu-intensive opgaver, som HD-videokodning eller -redigering, er du måske fristet til at købe en ny processor. Problemet her er, at medmindre din pc eller dit bundkort er relativt nyt, kan du ikke fremskaffe en mere kraftfuld cpu, fordi processorer bliver opdateret på årsbasis, og de er ikke bagud-kompatible. Det betyder, at du også skal indregne udgifter til en opgradering af bundkortet.

Ulempen ved at påbegynde en sådan opgraderingscyklus er, at omkostningerne hober sig op. Udskiftning af bundkort og processor medfører, at du sandsynligvis også skal skifte ram og have en stærkere strømforsyning til.

En opgradering af bundkort vil udløse en genaktivering af Windows, hvilket ikke er et problem, hvis din kopi er købt i handlen, men var den forudinstalleret, skal du købe en ny licens. Er det tilfældet er det alligevel nok billigere at købe en ny pc.

Sådan kloner du harddisken

1 Forbered dit drev

Højreklik på c-drevet, og vælg ”Egenskaber”. ”An-vendt plads” skal af forskellige årsager, herunder fremtidig brug, være mindst 15 gigabyte mindre end kapaciteten på dit nye drev. Kan du ikke opnå det, flytter du store datafiler til et sekundært drev.

2 Tilslut det nye drev

Indpas ssd'en i en ledig bås (stationær pc) eller i et eksternt, USB-forbundet kabinet (bærbar). Forbind med relevante kabler (SATA- og strømkabel til stationær, USB til bærbar) og start din pc. Installer Macrium Reflect Free (macrium.com/reflectfree).

3 Udvælg partitioner til kloning

Vælg i Macrium dit Windows-drev, og klik ”Clone this disk”. Tjek, at kun nødvendige partitioner kopieres på tværs. For eksempel systemreserverede partitioner og din aktuelle Windows-partition. Fravælg alle andre, og klik på ”Select a disc to clone to”.

4 Vælg destinationsdisk

Vælg dit nye drev. Se efter et uden angivne partitioner. Træk efter tur hver partition over – Macrium vil automatisk skrumpe dit c-drev, så det passer. Hvis nødvendigt, klikker du på ”Cloned Partition Propeties” for at bekræfte, at de er sat til ”Vista/7/SSD”.

5 Vælg destinationsdisk

Vælg dit nye drev. Se efter et uden angivne partitioner. Træk efter tur hver partition over – Macrium vil automatisk skrumpe dit c-drev, så det passer. Hvis nødvendigt, klikker du på ”Cloned Partition Propeties” for at bekræfte, at de er sat til ”Vista/7/SSD”.

6 Indsæt den nye ssd

Luk pc’en. I en bærbar bør du udskifte det aktuelle drev med ssd’en. I en stationær maskine skal du genstarte og i BIOS/UEFI-indstillingerne sikre, at ssd’en er sat til primær opstartsdrev. Er alt ok, bør Windows starte op – og det meget hurtigere end før.