Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Opfindsomt tv med svær betjening

Der er tænkt innovative tanker i udviklingen af dette tv, men de er ikke gennemført ordentligt.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når en producent prøver noget nyt, klapper vi nyhedshungrende entusiaster i vores hænder. Vi ved samtidig godt, at man som ”first mover” kan møde visse udfordringer. Så glæder og ærgrelser går hånd i hånd. Sådan er det med dette LG-tv. Producenten forsøger at gøre et meget smart tv meget enkelt. Man har blandt andet lavet et såkaldt webOS, der skal gøre det lettere at håndtere smart-tv-funktionerne.

Således får du kun en lille fjernbetjening, der har en pegefunktion, som er nem at bruge, og som gør det let, når der skal anvendes tastatur på den 55” store skærm. Man har desuden integrerede apps og smart-tv-funktioner i bunden af skærmen i en menu, hvor du også kan få fat i mange andre funktioner. Det er ret smart, og når du har lært ikonerne at kende, er det også ret enkelt.

Men ærgrelserne kommer, når du skal bruge de almindelige indstillinger. De er ganske enkelt vanskelige at finde. Det tager for lang tid at få en menu frem, der kan ændre for eksempel farvetonen i billedet. Det er selvfølgelig mest til at begynde med, at du har brug for disse indstillinger, men det burde være gjort enklere.

Stilrent design

Fjernbetjeningen med sine få knapper fungerer da, men vi savner knapper, hvor man let kan få en hovedmenu frem – dette er et tilbagevendende irritations-moment. Desuden reagerer tv’et langsomt. Et eksempel er tv-guiden, som er opbygget som hos mange andre tv-producenter. Fin og overskuelig. Men når du skal scrolle gennem kanalerne, reagerer tv’et ikke prompte, og man er konstant i tvivl om, hvorvidt tv’et har modtaget det ønskede input.

LG-nyheden er ellers et meget stilrent tv med en ultrasmal ramme, som kun er lidt større i bunden. Bagpå finder du alle de tilslutninger, du kan ønske dig – og endnu flere i siden. Ønsker du at optage live-tv, gøres det meget enkelt med den lille fjernbetjening, og du kan let spole tilbage i udsendelsen. Fin detalje.

Med et almindigt tv-signal, som typisk er i 720p-standard, varierer billedkvaliteten meget. Det er indholdet, der afgør, om du får et rent billede uden synlige jpg- konturer. LG er – som mange store tv'er – ret afhængigt af det input, det får, og det er ganske som forventet langt bedst med et Blu-ray-signal eller et godt signal fra en streamingtjeneste. Her kan LG give et billede med rene, dybe farver. Sort står helt sort, og det betyder, at de øvrige farver træder frem. Her kan du virkelig bruge den professionelle ISF-kalibrering, som tv’et er certificeret til.

Billedet kan have en tendens til lidt hakken, når det går hurtigt. Igen er det tv-signalet, der afgør, om dette fænomen indtræffer. Det tolker vi, som at tv’ets billedprocessor er på overarbejde.

Lydkvaliteten halter noget, og selv når der er skruet op, kan det være svært at høre, hvad der siges. Det er jo ikke usædvanligt for et fladt tv med denne skavank, men LG er under standard her.

Som vi ser det, har dette tv et stort potentiale. Der er tænkt mange gode tanker i udviklingsprocessen, men det mangler lige det sidste. Det er især betjeningen, der trækker ned.