Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Der skal nytænkning til for at vække opmærksomhed på et marked, der i forvejen er fyldt med tilbud, men det ser ud til at engelske Angelbird har formået at ramme det rette mål af innovation til at skabe røre på SSD-området.
Ulempen ved SSD’erne kan være at du på grund af de høje priser køber en for lille disk og er nødt til at udvide igen kort tid efter. Det er selvfølgelig heller ikke umuligt at gøre, men kan være lidt besværligt.
Angelbird gør det en hel del nemmere med sit nye Angelbird Wings PCIe kort, som kan rumme en, to eller fire SSD’er på en gang, og gør det nemt at udvide, når man mangler kapacitet. Du kan dog ikke installere hvilken som helst SSD på kortet – det skal være Angelbirds egne Crest diske med 120GB og en SandForce controller.
Angelbird Wings lover fuld understøttelse af såvel Linux som Windows og Mac OS X, der vil kunne bootes fra samme maskine og drevene kommer desuden med en dedikeret partition til at lagre et OS disk image samt drivere for at gøre en geninstallation nemmere, hvis noget skulle gå galt.
Angelbird Wings står heller ikke tilbage for andre SSD-diske i forhold til ydelse. Et fuldt udrustet modul med fire diske er blevet mål til at køre med en læsehastighed på 1.02GB/s og en skrivehastighed på 900MB/s. Det er imponerende.
Desværre ligger prisen i den høje ende. Et kort med et enkelt modul skal du slippe 540 dollar (2900 kroner) for, mens du må af med 840 dollar (4500 kroner) for to moduler og 1400 dollar (7500 kroner) for fire.
I første omgang er Angelbird Wings kun tilgængelig i USA, men vi kan håbe at vi også får kortet at se i Danmark på et tidspunkt.