Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: OnePlus Nord: Stærk allrounder

OnePlus har disponeret rigtig fornuftigt, så du får en stærk mobil uden at betale kassen<span class="Apple-converted-space"> </span>.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er en lidt buttet, men ganske nydelig mobil. Knapperne er af metal, siderne af plast; skærm og bagside består af Gorilla Glass 5. Den føles solid, men OnePlus Nord har ingen IP-certificering, så der er ikke garanti for, at den overlever en dukkert i poolen eller holder til en arbejdsdag på en byggeplads. 

Som andre OnePlus-mobiler er der en tretrins-knap, der skifter mellem Ring, Vibrer og Lydløs – en fin feature, man hurtigt lærer at sætte pris på. Dog betyder det, at volumenknappen er placeret i venstre side, hvilket vi ikke er store tilhængere af.

Nord byder på en hurtig og velfungerende fingeraftrykslæser indbygget i skærmen samt på effektiv ansigtsgenkendelse, så det er nemt at logge på mobilen.

Skærmen måler knap 6,5” og er flot, farvestærk og kontrastrig, med god pixeltæthed og hurtig 90 Hz-opdatering. Lyden er klar og relativ bredspektret for en smartphone.

Mobilen er således fornuftigt gearet til gamerne, omend kræfterne ikke er på niveau med de bedste i testen. OnePlus har dog været gavmild med både ram og lager. Du får hele 12 GB ram og 256 GB lager i den testede version. Det er ret vildt for en mobil til denne pris.

Mobilen byder også på 5G, men ikke det nye Wi-Fi 6.

Batteriet holder telefonen kørende op til et par dage, mens hurtigopladning fylder den op på under en time. 

Udmærket kamera 

Der er ikke mindre end seks kameraer i OnePlus Nord. Fire bagpå, to foran.

Hovedkameraet byder på 48 MP, optisk billedstabilisering og mulighed for at kombinere fire pixel til én stor, så du får 12 MP billeder med fin lysfølsomhed. Det er dog, når lyset bliver svagt, at kameraet kommer til kort. Ellers skyder mobilen ganske flotte billeder og byder desuden på fin vidvinkel og makro samt glimrende video-funktioner.

Nord er en mobil uden de helt store kompromiser til en rigtig flot pris.