OnePlus har som mission at levere mere for pengene end man kan forvente til prisen. Hidtil har de forsøgt at føre dette igennem i den øvre del af smartphone-markedet, hvor de er gået i krig mod konkurrenternes topmobiler.
Med introduktionen af Nord-serien har de imidlertid kastet sig over andre dele af markedet. Målet om at give brugeren mere for pengene end man kan forvente er intakt, og det er således med det mantra, OnePlus kaster Nord CE ind på et tætpakket mellemklasse-marked.
Priserne starter fra 2.499 kroner. Vi er vant til at måtte affinde os med nogle kompromisser, når vi befinder os i dette prisleje, og det ér da heller ikke fordi at de ikke er at finde her, men OnePlus har gjort en del for at man ikke lægger mærke til dem. I hvert fald ikke, når man blot ser på overfladen.
Det er en let og slank mobil. Rar at håndtere og med en god størrelse skærm. 6,4″ udgør en fin vægtning mellem skærmareal og håndterbarhed. Selv for dem uden en kæmpe lab er den nogenlunde nem at betjene. OnePlus skal også have point for at presse et minijack-stik i den slanke mobil. Det giver mulighed for at koble kablede hovedtelefoner til.
Bagside og ramme er af plastik. Det er forventeligt i prislejet. At den ingen IP-certificering har er heller ikke et chok. Hvad der dog kom bag på os var, at den ikke har nogen form for Gorilla Glass som skærmbeskyttelse. De fleste konkurrenter kommer med Gorilla Glass i en eller anden form, men det er der intet af her. Det betyder dog faktisk ikke, at der ikke er skærmbeskyttelse. Den kommer blot i form af det lidt mindre kendte Dragon Trail. Dertil kommer mobilen desuden med den sædvanlige plastikfilm, som man kan vælge at beholde på, hvis man vil undgå ridser.
Skærmen er i FHD+ og der er tale om et Amoled-display med 90 Hz opdateringshastighed. Det er fine specs for prisklassen og grundlag for en ganske glimrende oplevelse. Lyden er ikke prangende, men fin til lidt YouTube, spil osv, når man ikke har et headset ved hånden.
På kamerafronten byder Nord CE 5G på en trippel-konfiguration bestående af 64 hovedkamera, 8 MP vidvinkel og 2 MP selfiekamera, der også dublere som monokromkamera til sort/hvid-fotos.
Det kan lyde ekstravagant med 64 MP, men det er ikke ualmindeligt i dette prissegment. Anvender du kameraets fulde opløsning kan du få fine detaljer, når lysforholdene er gode.
Som standard er opløsningen dog sat til 16 MP, hvor fire pixel kombineres til én for at give mere lysstærke fotos. Det vil være denne indstilling, der giver mening i langt de fleste tilfælde (ikke mindst på grund af billedfilernes størrelse, som i 64 MP er uforholdsmæssigt store til deling på sociale medier m.m.).