Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: OnePlus Nord 2T: Et fantastisk godt mobilkøb

Den glimrende OnePlus Nord 2 har fået en solid opgradering med mærkbare løft i design, kamera og især opladning, som nu er hurtigere end de fleste af markedets topmobiler.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sidste års OnePlus Nord var - og er stadig - en fremragende mobil i mellemklassen, med lige præcis de specs der batter noget til en rigtig fornuftig pris.  Læs vores test her:

https://www.altomdata.dk/oneplus-nord-2-5g-test-overraskende-god-men-ingen-flagskibsdraeber/

Nord 2T er, som navnet indikerer, ikke en splinterny Nord, men en opgradering af Nord 2'eren, efter samme princip som OnePlus tidligere havde tradition med deres halvårlige opgradering af topmobilerne.

Der er dog tale om mere end blot et lille ansigtsløft.

Dristigt design

I sin basale dimensioner er den stort set identisk med Nord 2. Det er også samme skærm, der sidder i den. En flot 6,43" Amoled-skærm i Full HD og med 90 Hz opdatering samt Gorilla Glass 5 til beskyttelse.

Designet er dog ikke helt det samme. Først og fremmest har kameramodulet et andet look. Her har man tilladt sig at lege lidt, med en sjov opsætning af de to kameralinser, som giver et dejlig uhøjtideligt look. Vores testmodel var iklædt pænt matsort glas på bagsiden, som synes helt uimodtagelig overfor fingeraftryk.

En lille smule hurtigere

På ydelsen har den også fået en opgradering i form af en MediaTek-chip, som er en tak højere i hierarkiet end forgængerens Dimensity 1200. Forskellen til Nord 2 er dog minimal, når man måler på rå regnekraft. Nord 2T klarer sig en anelse bedre i multikerne- og gpu-benchmark men lidt ringere i single-kerne. Vores Geekbench 5-resultater herunder:

 

Det er næppe noget, der vil mærkes, men uanset hvad er det en hurtig smartphone. Med mulighed for op til 12 GB lpddr4x ram og 256 GB UFS 3.1-lagerplads kan den udgøre en ret velkørende gamermobil.

Sluger strøm i toptempo

Hvor der virkelig er noget at mærke er på opladningen. Nord 2T er forsynet med samme 80W opladningssystem som i den seneste topmobil, OnePlus 10 Pro.

Slut den medfølgende oplader i mobilen, og det 4.500 mAh store batteri er fyldt helt op på mindre en halv time. Selv hvis du kun når at have den i opladeren 10 minutter, inden du skal i byen, behøver du ikke bekymre dig om strøm resten af aftenen. Det er en egenskab, der virkelig kan gøre en forskel.

Stærkere kamera

Kamerakonfigurationen er grundlæggende den samme som i Nord 2, men den nye processor har stærkere AI-motor og det udvider fotoegenskaberne med blandt andet bedre nattefotografering og generelt lidt højere ydeevne i svagt lys samt muligheden for at skyde slowmotion-video med billedhastighed op til 960 fps i HD og 480 fps i Full HD. Det er ret unikt for denne prisklasse. Også det højtopløste 32 MP selfiekamera på fronten gør et fint arbejde.

Rigelig for de fleste

Du får svært at finde noget, der kan matche til blot nogenlunde samme pris. For langt de fleste brugere, vil Nord 2T så rigeligt levere, hvad der skal for en førsteklasses mobiloplevelse og man er godt fremtidssikret med teknologier som Wi-Fi 6, Bluetooth 5.2 og nyeste Android-system tilsat det nye og ret velfungerende OxygenOS 12.1.  Over tid vil mobilen modtage to større Android-opdateringer og i alt tre års sikkerhedsopdateringer.

Pris:

OnePlus Nord 2T 5G 8GB+128G: 3.299 kroner.
OnePlus Nord 2T 5G 12GB+256GB 3.899 kroner.