Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: OnePlus 9 Pro: Er OnePlus den nye kamerakonge?

Et spritnyt kamera skabt i samarbejde med Hasselblad sætter enorme forventninger til OnePlus' nye topmobil, som også byder på lynhurtig opladning. Men kan de indfries? Læs dommen her ...

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke kameraet, der traditionelt har været OnePlus-mobilernes stærkeste kort. Deres kameraer har ikke været dårlige, langt fra. De har bare ganske enkelt ikke været helt så gode som de bedste konkurrenters. Men det skal være fortid nu. Ved at kaste gigantiske ressourcer efter et storstilet samarbejde med det ikoniske fotobrand Hasselblad, vil OnePlus vinde kameratronen.

Den nye topmobil, OnePlus 9 Pro, viser, at målet er indenfor realistisk rækkevidde.

Fantastiske farver

Man er ikke i tvivl om, at Hasselblad har været involveret. Navnet står tydeligt på bagsidens kameramodul. Kendere vil også lægge mærke til at kliklyden, når der trykkes på udløseren, nøje efterligner lyden i et Hasselblad-kamera.

Men så er der faktisk heller ikke flere Hasselblad-referencer. Kamerasoftwaren skilter ikke med navnet. Den er overraskende konventionel. I sit layout ligner den det vi kender fra de fleste smartphones. Det er primært under overfladen Hasselblad har haft fingrene nede.

OnePlus 9 Pro kan købes hos Telia. Se mere her ...

Farvegengivelsen er finkalibreret, så den matcher profilen fra Hasselblads ikoniske kameraer. Og det er faktisk mere end bare salgsgas. Der er en varm, mættet og afbalanceret tone, som er ret exceptionel. Se sammenligning med to af de stærkeste konkurrenter, Samsung Galaxy S21 Ultra og iPhone 12, herunder:

Selv under mørkere forhold er der flot kontrol over farverne. Her får mobilen faktisk mange konkurrenter til at blegne. Hovedkameraet er 48 MP og har betydeligt større sensor end tidligere OnePlus-mobiler. Der er desuden optisk billedstabilisering. Begge dele bidrager til, at mobilen kan levere betydeligt bedre resultater ved vanskelige lysforhold end forgængerne. Når det bliver helt mørkt, har den dog sværere ved styre farverne, som det ses nedenfor:

Mørkt rum:

Helt mørkt rum:

Helt mørkt rum med Nat-tilstand:

"Pro"-sektionen er skabt for at man manuelt kan styre basale kamerafunktioner som eksponering, hvidbalance, ISO, lukkerhastighed og fokus (med mulighed for at slå fokus peaking til og fra). Her er også mulighed for at skyde i 12-bit RAW, så mulighederne for efterredigering er på linje med professionelle kameraer.

Hasselblad har også været inde over det såkaldte "Freeform"-kamera; et ultravidvinkel-kamera, der takket være softwareoptimering stort set ingen forvrængning i kanterne har. Det her er lykkedes rigtig fint, dog er resultatet ikke meget bedre end på andre mobiler. Hold øje med de yderste ender af tagrenderne på disse tre vidvinkelskud. Selvom objektiverne bøjer dem, er de fint rettet op via softwaren i alle tre mobiler:

 

Nogle vil dog nok mene, at vidvinkel-billeder mister noget af deres charme, når det buede "fiskeøje" forsvinder.

Samme kamera har en supermakro-tilstand, som kan skiftes til automatisk, hvilket både er smart og velfungerende. Det er første gang vi ser den funktion i en mobil. Det er ligeledes første gang vi ser et tilt-shift-objektiv-implementeret. Det gør det muligt at lave miniature-agtige effekter.

Derudover er der 3,3 x zoom med optisk billedstabilisering og et dedikeret monokrom-kamera, for optimale sort/hvid-billeder.

Video kan skydes i op til 8K 30 fps, dog kun fem minutter af gangen. Der kan tages 32 MP stillbilleder samtidig, men ikke efterfølgende, som det er tilfældet på Samsungs Galaxy S21-mobilerne.

Der er desuden mulighed for 120 fps slow motion i 4K, og der er en Super Stable funktion, som giver ekstrem stabilisering - velegnet til action-videoer og andre situationer, hvor det går hektisk for sig. Selv uden denne er stabilisering dog god. Videokvaliteten er generelt imponerende. Særligt i lav belysning klarer kameraet sig overlegent, med ret begrænset støj i forhold til kamerakraftværket Galaxy S21 Ultra.

Selfie-kameraet er knap så imponerende. Det er ikke så kontrastrigt, lysstærkt og detaljerigt, som det der sidder på de bedste konkurrenter. Der er dog en fin portræt-effekt, både på bag- og frontkamera, men stort set uden mange muligheder for justering.

Det er således et kamera, der kan mange ting, en del heraf ret unikke og ganske gennemførte. Det er så absolut det bedste kamera OnePlus har præsteret. På ren billedgengivelse er det på niveau med markedets bedste konkurrenter, undtagen under meget ringe lysforhold.

Forrygende skærm

På skærmkvaliteten har OnePlus-mobilerne generelt ikke har manglet noget. Det gør OnePlus 9 Pro heller ikke. Her er tale om et QHD+ Amoled-display med 120 Hz opdateringshastighed og LPTO-teknologi, som automatisk justerer hastigheden til det indhold der vises. Det er med til at spare batteri.

Lyder det bekendt, er det fordi det er samme teknologi, der sidder i Samsungs skærme. Det er simpelthen en Samsung-skærm, der er anvendt. En skærm i stil med dem, der sidder i de nye Galaxy S21-mobiler. OnePlus har dog tweaket den, så den kan gå helt ned på 1 Hz, hvis du ser et stillbillede.

Lysstyrken er hele 1.300 nits. Selv i dagslys kan du derfor uden problemer se hvad der sker på skærmen.

Billedkvaliteten er i sandhed imponerende. Farvegengivelse og kontrast er faktisk det bedste vi endnu har oplevet i en mobil.

Til glæde for gamere kan touch-responsen reduceres til 4 ms, når du aktiverer Hyper Touch. Så vil du opleve et minimum af forsinkelse i spil.

Lyden er også rigtig fin. Der er godt smæk på de stereohøjttalerne, som understøtter både Hi-Res-lyd og Dolby Atmos.

Store kræfter

Processoren er den nye Snapdragon 888. Den leverer en rigtig flot ydelse, men vi havde faktisk forventet lidt mere. I hvert fald på grafikken. På processorkraft scorede den et mulehår højere end Samsung Galaxy S21 Ultra (som anvender Samsungs egen Exynos 2100-processor) i vores benchmark, men den var lagt bagefter på grafisk ydelse. Det er dog intet, som almindelige brugere vil lægge mærke til, og for så vidt heller ikke gamere eller multimedie-brugere, med mindre man virkelig presser mobilen ud i det ekstreme. Der er kræfter til alle opgaver. Hurtig lagerteknologi gør samtidig sit til at alt kører flydende.

Hurtig trådløs opladning

Batteriet er 4.500 mAh, hvilket ikke ligefrem slår nogen rekorder. Vi oplevede dog ikke problemer med at nå igennem en dag en opladning. Dér hvor OnePlus 9 Pro til gengæld lægger sig forrest i feltet er på opladning. Den viderefører OnePlus 8Ts lynhurtige dobbelt-opladnings-teknologi, hvor to batterier simultant suger strøm til med en samlet kraft på 65W. Det skal ifølge OnePlus betyde at mobilen kan lades helt op på 29 minutter. Helt så hurtig lykkedes det os dog ikke at få strøm på mobilen. Lidt over 40 minutter tog det, men det er også ret hurtigt.

Det vildeste er dog den trådløse opladning. Den kan ske ved 50W. Det sikrer en fuld opladning på cirka 43 minutter. Dog kræver det en trådløs oplader, der kan trække det, og den er OnePlus selvfølgelig villig til at sælge dig (den koster 549 kroner). Hvis du alligevel skal ud at købe en trådløs oplader, så er Warp Charge 50 dog faktisk en af dem du bør overveje, da den udover 50W også kan lade ved lavere hastigheder, så uanset hvad du ønsker at oplade trådløst kan du får den fulde power her.

De 43 minutters opladningstid er dog noget optimistisk sat. Som du kan se i videoen herunder gik der tæt på 1 time og 5 minutter, da vi testede det. Men det er nu heller ikke ringe. Det er hurtigere end mange konkurrenter kan oplade med kabel.

https://youtu.be/NsfxQ087Tq4

Den kablede oplader følger med i æsken, modsat tendensen hos visse konkurrenter. Til gengæld er det en oplader, der kan opfylde mange formål, da den i kraft af sin høje strømstyrke kan lade stort set alle gadgets, inklusiv bærbare computere. Du kan derfor nøjes med kun denne i tasken, når du er på farten.

Den stærke teknik er pakket ind i et befriende "kedeligt" og stilrent design, som i langt højere grad rammer vores personlige præference end de glinsende og farvestrålende modeller vi har set fra OnePlus tidligere. Den sølvfarvede model vi testede kan dog ikke sige sig fri for at være glinsende, lige lovlig glat og ret modtagelig over for smuds og fingeraftryk, men pæn det er den. Den fås også i en mat sort farve som hverken er glinsende eller glat, og der er også en ny grønlig variant. Alle med IP68-certificering, så man er sikker på at de tåler vand og støv.

Enormt vellykket mobil

OnePlus 9 Pro er uden tvivl den bedste og mest fuldendte smartphone OnePlus har leveret til dato. Kameraet er af en kvalitet, der kan konkurrere med markedets bedste, skærm og opladning er enestående og ydelsen på et niveau, der lader intet tilbage at ønske. Og så er den pæn. Det er endda til en pris, der måske ikke ligefrem er billig, men ligger i den lave ende, når man sammenligner med markedets øvrige topmobiler.

Priser:

• OnePlus 9 Pro - 8/128 GB: Vejl. udsalgspris Kr. 6.999,-
• OnePlus 9 Pro - 12/256 GB: Vejl. udsalgspris Kr. 7.999,-