Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Omfattende værktøjskasse

Et af verdens mest udbredte værktøjs- og
optimeringsværktøjer er klar med den nyeste version. Norton Utilities 14 samler
alle værktøjer i et og samme program.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det var med den helt store nostalgi, at jeg installerede Norton Utilities 14 på min testcomputer. De første versioner af denne værktøjssamling var en fast følgesvend på min computer i rigtig mange år.

Programmet har dog levet et lidt stille liv de sidste par år, men nu ser det ud til, at et af verdens mest udbredte værktøjsprogrammer har fået nyt liv. Det skal også siges med det samme, at Norton Utilities 14 er et rigtig godt program, der udover sine egne fortrinlige værktøjer også samler de bedste af Windows egne programmer under sine beskyttende vinger.

Optimer og analyser

Når programmet er installeret på din harddisk, har du fire hovedmenuer, du kan vælge at arbejde i. ’Optimize’, ’Monitor’, ’Windows Tools’ og ’Administer’.

Under ’Opitmize’ finder du værktøjer, der kan optimere din registreringsdatabase, rydde op i dine starteup-programmer, håndtere dine tjenester, defragmentere din registreringsdatabase, rydde op på din harddisk, og ikke mindst defragmentere den.

Det er her, man bruger en stor del af tiden, når man første gang installerer den på sin computer. ’Clean Your Registry’, er god til at undersøge registreringsdatabasen, og den fandt faktisk ret mange defekter i vores testmaskine. Nok ikke så underligt – for den bliver tit udsat for installation af nye programmer og drivere.

’Manage Your Startup’ er ligeledes en smart tjeneste, der viser dig, hvilke programmer der bliver startet under opstarten af din computer. Samtidig har du så mulighed for at slå dem fra, hvis du dømmer, at de tjenester ikke er nødvendige for din computer. Herved får du ofte en meget hurtigere opstart af computeren.

Vi testede naturligvis de forskellige elementer af ’Optimize’-delen og måtte konstatere at vores computer blev markant hurtigere til starte, og samtidig blev den også noget mere stabil, hvilket klart var en effekt af oprydningen i registreringsdatabasen.

Vi gik nu videre til at kigge lidt nærmere på ’Monitor’-delen. Her var der tre punkter, hvor du kan overvåge hele systemet og dets ressourceforbrug, overvåge registreringsdatabasen og muligheden for at teste din computers ydelse.

’Performance Test’ var faktisk et sjovt punkt, hvor du kunne se forbedringerne på din computer, hvis du altså huskede at benchmarke før og efter ændringer. Herunder kunne vi se cpu’ens ydeevne, 2D og 3D kræfterne i grafikkortet, hukommelsens og harddiskens ydeevne og endda dit cd/dvd-drevs kræfter.

’Monitor Your Registry’ fik programmet til at lægge sig i baggrunden og hele tiden holde øje med ændringer i din registreringsdatabase, og det gav faktisk rigtig god mening, for eventuelle fejl ville kunne fanges med det samme.

Windows egne værktøjer

Under menupunktet ’Windows Tools’, havde Norton Utilities 14 samlet Windows egne vedligeholdelsesprogrammer. På den måde var der let adgang til specielle opgaver som for eksempel ’System Restore’, uden det var nødvendigt at skulle forbi kontrolpanelet, og regne ud, hvor pokker man kunne finde den opgave.

Helt generelt var Norton Utilities 14 alt det, vi havde forventet, og det er sikkert og vist, at det fremover vil blive en trofast ledsager på vores computer. Det bliver spændende at se, om det ikke kan forlænge tiden mellem de nødvendige reinstallationer af hele computeren.