Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Omfattende børnesikring

Denne solide tablet byder på mange børne-apps, og der er rigtig gode imellem.

Af Kasper Nesager, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du er bekymret over dine børns Google-søgninger eller besøg i app-butikken, skal du give dem en Kurio 7S i hånden. KD Interactive har udviklet en 7” stor Android-tablet, hvis filter afskærmer børnene fra de mere grelle ting på nettet. Kurio 7S fungerer med op til otte forskellige profiler, så Esther på seks har sin egen profil, mens Josefine på tre har en anden. Forældre har en all acces-profil.

KD Interactive har sin egen app-butik, hvor du sågar kan bestemme, om dit barn må have adgang til apps. Du kan differentiere app-udbuddet efter alderstrin, smart!.

Du kan overføre penge til børnenes virtuelle sparegris, så de selv kan bestemme, hvilke apps de må købe og hvornår. Alt sammen foregår fra din voksenprofil.

Bruger børnene internettet, kan de blive afskærmet fra de værste hjemmesider, film og billeder på Google. Der er nemlig bestemte sider, som Kurio 7S-filteret simpelthen blokerer. Desværre opfanger filtret ikke alt det grove, og børnene kan komme i kontakt med upassende indhold, men det kræver en mere specifik søgning end blot at skrive ”sex”.

Kurio 7S er spækket med børne-apps, når du åbner den første gang. Der er mange gode og børnevenlige spil, der byder på stavning, tegneprogrammer og andet godt. Desværre findes der enkelte spil, som reklamerer for andre apps og brug af penge, hvilket vi stadig finder uetisk og upassende. Tabletten er meget let at finde rundt i, og selv en treårig har megen glæde af at bruge den. Et minus er det, at app-ikonerne er små og statiske at se på – de mangler liv.

Kurio 7S er lavet af solid plastik med gummi-overtræk, der beskytter tabletten mod tab. Overtrækket sidder dog en smule løst, hvilket gør tabletten vakkelvorn, når du har den i hænderne.

Skærmen er glat og umulig at ridse, hvis du bruger negle eller tænder. KD Interactive har sat et 2 MP-kamera bag på, mens fronten byder på 0,3 MP. I siden er der HDMI-indgang, så børnene kan se tegnefilm på en tv-skærm via deres tablet. Kurio 7S har 8 GB harddisk med plads til microSD-kort. En rigtig god og sikker tablet til en meget rimelig pris. Testens bedste bud efter vores mening.