Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fra hybridkameraets opfinder

Olympus viser sig stadig som mesteren inden for hybridkameraerne.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Olympus var først med hybridkameraet og er stadig foran i nyeste generation af slagsen. Det er tydeligt, at Olympus har haft lang tid til at videre-udvikle fra generation 1, og E-PL5 er et sandt overflødighedshorn af muligheder. Ud over intelligent auto får du også en række effektfiltre, som man har lyst til at prøve konstant, da de giver rigtig gode effekter. Du kan lege med farver og stil og for eksempel lave et billede fra dengang, man kørte hestevogn.

E-PL5 er et halvstort og meget gedigent kamera med mange knapper. Men de er placeret hensigtsmæssigt og nogle er vinklede på bagsiden så man let kan skille funktioner fra hinanden. Objektivet er af meget høj kvalitet, og autofokus skulle være verdens hurtigste. Olympus er ekstrem hurtig til at stille skarpt på de rigtige steder.

Billedkvaliteten er i den meget høje ende. I denne test er det kun det dyre Sony, der er på niveau. Du får en farvedybde og glød i farverne, som er ret betagende – plus nuancer og detaljer. Der kunne godt være lidt mindre støj i billedet under ringe lysforhold. Men alt i alt: Testens vinder!