Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Ollo S4X: Designlækre hørebøffer afslører hver en detalje

Ollo S4X er professionelle studiehørebøffer skabt i et design, der er alt andet end kedeligt. De hævder ultimativ linearitet i lydbilledet, men kan de levere varen? Vi gik i studiet og testede dem ...

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er formentlig de færreste, der har hørt om Ollo Audio. Én ting er at det er et relativt nyt brand, som indtil kun har lanceret få hovedtelefoner, en anden er at deres produkter retter sig specifikt mod professionel musikproduktion. De er tiltænkt producere, der skal lytte analytisk til musikmix og masters for at finde fejlene og optimere lyden.

Smukt og komfortabelt

S4X ligner ikke hvad man normalt forbinder med denne type hørebøffer. Designet er retro-lækkert - som et hi-fi-headset grebet ud af 70'erne - med hovedbøjle af stål, ørekopper af træ og puder af læder og velour. Det er decideret smukt.

Et elastisk hovedbund sørger for at S4X sidder blødt på hovedet, mens det tykke skum og den bløde velour gør, at ørekopperne lukker komfortabelt omkring ørene. De er lige på grænsen af hvad man kan kalde over-ear, for de går ikke helt rundt om øret, men hvilker på de yderste spidser. Konkurrenter som eksempelvis Sennheiser HD 650 går hele vejen udenom, så intet presser mod øret. S4X er dog så komfortable, at du snildt kan arbejde med dem i mange timer, og det er et must, hvis de skal bruges professionelt.

Der medfølger en ledning af god kvalitet. Den ene del er af stof og har minijack i enheden (der følger adapter til fuldstørrelse jack med  i pakken), den anden splitter ud to, med stik til hver ørekop, og den er af blødt rødt gummi (farvevalget er os en gåde, når resten af headsettet er så stilrent i sine neddæmpede naturlige farver). Enderne er afmærket med L og R, så man ved hvilket øre de hører til, men det betyder intet hvilken af ørekopperne du putter dem i.

Både æstetisk og ergonomisk er det således et vellykket headset. Dog har det én svaghed. En hovedbøjle af stål er ganske vist flot, men har den ulempe at det rigide materiale sender vibrationer ned i ørekopperne, hvis man rører ved det. Men skal ikke engang slå, blot røre ganske svagt, så er der er tydelig metallisk lyd, som ikke er særlig behagelig. Det er derfor de fleste konkurrenter vælger mindre ekstravagante materialer som plast i denne del af headsettet.

Skarp og detaljeret lyd

Hvis du er glad for pumpende bas eller stor 3D-lyd, er det ikke dette headset du skal vælge. Ollo har sat en ære i at lave et så transparent lyd som muligt. De hævder at S4X leverer en højere linearitet i frekvensgangen end klassikere i samme prisleje.

Faktisk er de så sikre i deres sag at de med i pakken leverer et certifikat med en individuel måling på netop dit headset.

Det var ikke en snorlige streg, der figurerede på vores certifikat, og det kan det heller aldrig nogensinde blive. Alle headsets har små udsving hist og her. Men det er en rigtig fornuftig frekvensgang, som faktisk ligger meget tæt op ad Sennheiser HD 650, som vel nok kan siges at være referencen i denne prisklasse.

Én ting er dog en streg på et stykke papir, en anden er den faktiske lytteoplevelse. Elementer som stereovidde og dybde fremgår ikke af sådan et stykke papir. Her er Ollo S4X væsentlig anderledes end den førnævnte Sennheiser-model. HD 650 har et bredt lydbillede med stor dybde - som et se film på et stort biograflærred. Ollo har et smallere, men ultraskarpt lydbillede - som at se film på en 8K OLED-skærm hjemme i stuen (hvis vi nu skal blive i analogien). Hver en detalje står klart og nuanceret, uden at mudre sammen med de andre elementer. Det er derfor nemt at høre, hvor der gemmer sig eventuelle uhensigtsmæssigheder i lydbilledet. Bassen er hverken buldrende eller dominerende, men stram og veldefineret, så man reelt kan høre, hvad der foregår i dette spektre.

Diskanten er pænt afrundet og ganske behagelig. Det var kun den øvre mellemtone, vi ikke helt blev gode venner med. Den har tendens til at blive en lille smule hidsig. Dette har dog også lidt at gøre med outputtet. S4X gør sig ikke optimalt ved for høj volumen. Headsettet gør sig helt bedst ved moderat lytteniveau. Det niveau som de fleste alligevel vil anvende, hvis de sidder og mixer en hel dag. Problemet er således ikke kæmpe stort, men man skal være opmærksom på at S4X er en anelse mere sart over for lydniveauer og kilder end mange andre studiehørebøffer.

Et forfriskende alternativ

Selvom der er brugt meget krudt på design og materialer, er lydkvaliteten heldigvis ikke forsømt. Ollo S4X imponerer med sin skarpe analytiske gengivelse. De er ikke nødvendigvis bedre end klassikeren Sennheiser HD 650, men de er anderledes. Og anderledes er godt i studieverdenen. Her er det vigtigt at lytte fra så mange vinkler som muligt. Ideelt ville vi derfor have et af hver. Skulle vi ende med at sidde kun med Ollo S4X ville vi dog være mere end tilfredse.

Pris: Ollo S4X koster 2.995 kroner
De kan købes hos Ollo Audio