Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Ollo S4X: Flot design og fyldig lyd

Et enormt lækkert headset, som heller ikke skuffer på lyden. Især bassen er rigtig god.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Markedet for studie-hovedtelefoner er domineret af dinosaurer. De mest populære modeller kommer fra gamle og veletablerede varemærker og har eksisteret i årtier. 

Engang imellem dukker der dog en ny spiller op, som ryster posen lidt. Ollo er sådan en. Et relativt nyt, slovensk brand med en anderledes tilgang til feltet.     

Smukt design

Som lidt af en sjældenhed er der tale om decideret lækkert design. Hovedbøjlen er af rustfrit stål, ørekopperne af træ og puderne skabt i en kombination af læder og velour. 

Det er næsten for meget af det gode, men det er faktisk lykkedes at skabe et headset, som ikke bare er pænt, men også funktionelt og behageligt. Dog ikke helt i samme grad som de andre to. Der et par hager ved Ollos design. Ørepuderne er dejlig bløde, men de går ikke helt rundt om øret. De hviler lidt på kanterne, og det kan give noget træthed i længden.

Mere kritisk er dog, at stålbøjlen giver en metallisk ringen ned i ørekopperne, når man rører ved den. En lyd der ikke er særlig behagelig.  

Stram bund

At man har brugt så meget krudt på designet gjorde os bekymrede. Betyder det, at man har forsømt lyden? Heldigvis ikke.

Ollo hævder en linearitet, der er højere end konkurrenternes. Faktisk er de så sikre i deres sag, at de med i pakken leverer et certifikat med en individuel måling på netop dit headset.

I vores tilfælde viste det en fornuftig frekvensgang, som ligger tæt op ad HD 650, dog uden samme dyk i den nederste del. Ollo leverer en dyb og veldefineret bas, som får andre til at blegne lidt. 

Til gengæld er der et cut i toppen. Det betyder, at S4X ikke har samme åbne lyd som især JD 650. Den øvre mellemtone kan blive en smule hidsig. Her spiller outputtet dog også en rolle. S4X er mere sensitiv end de andre to. Hovedtelefonen fungerer bedst ved moderat lydstyrke.

Stereoperspektivet er velbalanceret, og der er en flot detaljegrad. Ollo egner sig derfor godt til kritiske lytteopgaver.