Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

OLED-tv'er [STORTEST]: Så gode er super-tv’erne lige nu

OLED og QLED i størrelsen 55” – det er super-tv’erne her i første del af 2018. Billige er de selvfølgelig ikke, men hvis man går ”all in”, hvad får man så for pengene? Det tester vi her med fem tv-nyheder.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kan man få luksus-tv på budget? Svaret er et rungende … næsten. Den bedste tv-teknologi lige nu, OLED, er faldet drastisk i pris. Et godt eksempel er Sony-tv’et i denne test, hvor vi koncentrerer os om 55”-skærme. Det havde en vejledende pris på 22.000 kroner, men kan nu fås for omkring 15.000 kroner. Eller testens Philips, som vi havde på besøg for nogle måneder siden – det er nu faldet med op imod 5000 kroner. Så for omkring 12.000 kroner er du altså med i tv’ernes luksusklasse. Det er stadig over den magiske grænse på 10.000 kroner, men udviklingen indikerer, at det ikke varer længe, før vi ser OLED-tv’er til samme priser som de allerbedste LED-tv’er.

[irp posts="3096879"]

Der er mange gode grunde til at kigge efter OLED. For denne skærmteknologi kan noget, som vi har savnet ved tidens dominerende LED-teknologi. OLED har den naturlighed og glød i farverne, som vi har savnet, siden plasma-tv’erne forsvandt. I plasma-skærmene var det fosforlys, som udførte billedmirakler. I OLED-panelerne skyldes det flotte billede, at lyset dannes i hver enkelt pixel og ikke ved hjælp af lys bagfra som i LED-panelerne.

Desuden kan OLED-skærme gøres ekstremt tynde, hvilket ser rasende godt ud, når de står på et tv-bord eller hænger på væggen.

Bedre chip – bedre billede

Generelt er OLED-panelerne, siden de blev introduceret i tv’er, blevet bedre. Det skyldes forbedringer i den chip, som styrer billedet. At elektronikken og ikke kun skærmteknologien betyder meget, dokumenterer testens Samsung-tv. Samsung har valgt ikke at producere OLED-tv’er. De tror tilsyneladende ikke rigtig på markedsmulighederne, så længe OLED-teknologien i tv-sammenhæng er så ny og kostbar. I stedet satser koreanerne på en videreudvikling af LED-teknologien, QLED.

Det lidt overraskende er, at Samsung-tv’et er ganske tæt på at have en farvegengivelse på OLED-niveau. Nu er der også tale om tv i den – mildt sagt – bedre ende. Så årsagen er selvfølgelig, at man har kunnet kaste midler efter at udvikle styreelektronikken, herunder billedchippen.

Lyden vender tilbage

I takt med at skærmene er blevet tyndere, og billedet er blevet flottere, er lydgengivelsen forværret. Men her sker der noget nyt. For at få plads til kraftfulde højttalere er de fleste af testens top-tv’er udstyret med en ”kasse” bagpå. Her har man indbygget højttalere af en tilstrækkelig størrelse til, at den triste, spinkle lyd, som vi i årevis har måtte lægge ører til, er afløst af en gengivelse, som har mere bund og mere saft i mellemtonen. Stemmer fremstår mere ægte og er lettere at høre.

Lyden er dog stadig langt fra optimal og matcher ikke det imponerende 55”-billede.

Så vi opfordrer stadig til, at man tilkøber en lydbar eller et ægte surroundanlæg.

En klar trend i de nye tv’er er også, at du næsten glemmer, at du kan se almindeligt tv på dem. Streaming- og nettjenesterne er helt i forgrunden, og det er – i de fleste tilfælde – gjort nemt at aktivere dem, så du for eksempel kan hoppe fra en streamingtjeneste til en anden med tryk på en enkelt knap.