Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Oclean X Pro Elite: Techsmart tandbørste giver bedre bisser

Den prisstærke Oclean X Pro Elite tager din tandbørstning til nyt højteknologisk niveau.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er stort set ikke det, moderne teknologi ikke kan gøre for dig, så selvfølgelig kan den også hjælpe dig med at pleje dine tænder.

Oclean X Pro Elite er en af de mest high-end gadgetificerede tandbørster, vi har mødt. Den er ikke bare elektrisk, men også Bluetooth-forbundet, så du kan koble den på mobilen. Derved er det muligt at få detaljeret statistik på din børstning og skræddersy den måde, der skal børstes på. Fortæller du appen, hvordan dit bid er, hvilken farve dine tænder har, og om du ryger eller drikker vin, te eller kaffe, vil den indstille børstningen derefter.

Du kan vælge mellem en række forudinstillede programmer, alt efter om du ønsker rensning, hvidtning, massage af gummerne mm., eller du kan selv lave dine egne programmer ved at vælge intensitet, tilstand og varighed. Indstillingerne sendes til tandbørsten, som husker dem fremadrettet.

Det er også muligt at foretage indstillinger direkte på tandbørsten – på et OLED-touchdisplay i farver. Her vises også en lille timer, når du børster, og når du er færdig, kan du få en illustration af, hvor godt du er nået rundt i tænderne, og om der eventuelt skulle være områder, du ikke har fået dækket. Det er ret smart og en stor hjælp til at opnå en bedre børstning.

Efterfølgende vil du i appen kunne se en samlet score og detaljeret info på tryk, dækning og varighed. Oplysningerne samles i månedlige og daglige rapporter, så du kan følge fremskridtet.

Lydsvag og hurtig

Tandbørsten er overraskende lydsvag, selvom den børster med en hastighed på op til 42.000 rpm.

Den ligger godt i hånden, er vandafvisende med IPX7 og klarer et pænt hårdt tryk. Der er desuden en tungebørste bagpå.

Batteriet holder over en måned, hvis du børster 2 x 2 minutter om dagen, og tandbørsten kan oplades trådløst med en standard Qi-oplader eller den diskrete, medfølgende oplader.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Vi har testet tandbørsten sammen med en Smart UVC Toothbrush Sanitizer, som desinficerer tandbørsten med UV-lys. En smart løsning for dem, der ønsker at stå op til en helt ren tandbørste hver morgen.

Pris: 750 kroner

Facebook: Oclean Danmark

Instagram: @ocleandanmark