Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: NZXT N7 B550: Solidt fundament for din næste gaming-pc

Et veludrustet og prisstærkt bundkort til dem, der vil udnytte kræfterne i de nye AMD Ryzen-processorer. Portene er fornuftigt placeret, og der er mange af dem.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

AMD har fået et gevaldigt comeback det seneste års tid. Deres Ryzen-processorer er blevet et eftertragtet valg, ikke mindst hos byg selv-folket, der ønsker den stærkeste teknologi til deres gaming-maskiner.

Det nye NZXT N7 B550-bundkort er skabt til AMD’s B550-chipsæt, så man kan udnytte de nyeste AMD-processorer i Ryzen 5000-, 4000- og 3000-serierne.

Plads til lynhurtigt lager

Med metalcover i sort eller hvid matcher det NZXT H-seriens stilrene og transparente kabinetter. Designet er slankt og fint, og kortet er nemt at installere. Portene er fornuftigt placeret, og der er mange af dem. Ikke mindre end 10 USB-porte på bagsiden – dog kun en USB-C og ingen med Thunderbolt-understøttelse.

DisplayPort er der heller ikke, kun HDMI 2.1. Det kan udgøre en begrænsning, hvis du ikke anvender et dedikeret grafikkort.

Til lager er der to M.2-porte, hvoraf én understøtter PCIe 4.0, så du kan få fuldt udbytte af markedets hurtigste ssd’er. Hukommelses-overclocking op til 4733 MHz understøttes ligeledes.   

Meget for pengene

Med Wi-Fi 6E, Bluetooth V5.2 og mulighed for 8-kanals hi-res-lyd er der grundlag for at skabe en stærk gaming-pc.

Der er også plads til at installere RGB-lys, som kan styres via NXZT CAM-softwaren. 

Prisen er rimelig og ydelsen fremragende, så kortet skal have en stor anbefaling.  

Samlet vurdering: 5 af 6 stjerner

NZXT N7 B550 til 1779 kroner