Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nyt tv-format sprænger alle rammer

Nu kan du få tv-skærme med fire gange så høj opløsning som full HD. Skærmene går under betegnelsen UHD – Ultra High Definition – og de kan give tv-oplevelsen et kæmpe løft. Læs om den nye, endnu kostbare teknologi, og tjek den første stortest af fremtidens skærmformat.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den næste tv-revolution kommer nu. Og denne gang handler det om endnu skarpere billeder. Ultra High Definition – forkortet UHD – kaldes en ny skærmteknologi, som kan gøre dit tv fire gange skarpere end det full HD-tv, som du sikkert har i øjeblikket. Derfor går de nye skærme også under betegnelsen 4K.

Springet fra den gode, gamle SD-opløsning til full HD har været en
stor oplevelse for os, der har fulgt tv-udviklingen i mange år. Sikke en skarphed, vi pludselig fik, og det på langt større skærme, end man turde drømme om for bare et årti siden.

Med de hidtil skarpeste tv-skærme, full HD, bliver billedet gengivet med 1920 vandretliggende og 1080 lodrette billedpunkter eller pixel. Det vil sige i alt cirka 2 millioner pixel. En UHD-skærm har 3840 vandrette og 2160 lodrette pixel, hvilket giver cirka 8 millioner pixel. Et sandt kvantespring!

Men er det ikke som at skyde gråspurve med kanoner? Man kan jo ikke finde en eneste tv-udsendelse i UHD-opløsning uanset, hvilken tv-udbyder man har valgt.

Nej, det er sandt. Men der findes andre måder at få glæde af den ultrahøje opløsning på. Tv-billederne kan nemlig opskaleres, så et full HD-billede omdannes til et UHD-billede.

Billedprocessoren i tv’et gætter sig forenklet sagt til de manglende billedpunkter i signalet, og lægger billedpunkter til. 2 millioner billedpunkter bliver til 8 millioner, og resultatet er i det fleste tilfælde forbavsende godt. UHD giver et kvalitetsløft, der er markant. Det viser vores test af tre tv-modeller med 65”-skærm med al tydelighed.

Måske får vi ikke mange ægte UHD-udsendelser fra tv-stationerne foreløbig, så på den front må vi nøjes med opskalering en tid endnu. Men der er andre kilder til ægte UHD: nettets tv-tjenester. Allerede nu er der en del spillefilm, som er optaget og klippet med 4K-udstyr.

Måske vil udviklingen gå stærkere, end vi aner lige nu. Fordelene ved teknologien er lette at forstå: Flere pixel lig med bedre billedopløsning lig med skarpere billeder. Og så behøver du ikke have noget specielt tilsluttet for at få det til at virke. Det kan man kalde en markedsføringsmæssig ”no brainer”, som vi nok er mange, der har fattet pointen i.

Stadig alt for dyre

Den eneste alvorlige hindring synes at være prisen på tv-apparaterne. Den er stadig langt fra folkelig accept. Faktisk er disse tre tv’er uhyrligt dyre. Men sådan er det med alt nyt, og om ikke så mange år koster et UHD-tv det samme som nutidens full HD-tv.

Vi tester her tre nye UHD-tv’er. Og det er lidt af en begivenhed, for det er den første test af den nye teknologi. Kvaliteten af de tre UHD-tv'er i testen er imponerende høj, selv om apparaterne er meget forskellige.

Bemærk, at karaktererne i skemaet er sammenlignelige med andre UHD-tv’er – og ikke tv-apparater generelt. For den nye teknologi giver de gamle full HD-apparater baghjul, så det sprøjter!

UHD har 16 gange højere opløsning end billedet fra en dvd-afspiller. Illustrationen viser, hvor høj opløsningen er i forhold til en dvd (violet), en typisk HD-udsendelse (blå), full HD (grøn), for eksempel film fra en Blu-ray-disk, og UHD (orange).

Der er altså fire gange så mange billedpunkter i UHD som i full HD, som er den opløsning, de fleste moderne tv'er har.

Omregnet har et dvd-billede cirka 350.000 pixel. Full HD har lige over 2 millioner, mens UHD har mere end 8 millioner pixel at gøre godt med. Og det er noget, som kan aflæses direkte i billedkvaliteten i form af bedre detaljering, rigere farvenuancering, mere dybde og stoflighed.

Det nye format giver nye – også overraskende – muligheder.
For eksempel kan to personer spille hver sit spil på den samme skærm i full HD-opløsning. Man skal blot have fat i samme type briller som ved tv-kigning i 3D.

Brillerne sørger nemlig for, at den ene spiller kun ser alle de lige, vandrette linjer i tv-billedet, mens den anden spiller ser alle de ulige linjer. Da opløsningen er så høj på en UHD-skærm kan hver spiller få full HD-opløsning. Det kræver naturligvis, at spillet er lavet til at kunne afvikles på denne måde.

I teorien vil man på den måde også kunne se to forskellige tv-udsendelser på samme tv-apparat. Det vil dog kræve en særlig løsning med hensyn til lyden.

Der er ingen kendte planer om at skabe et Blu-ray-format, der kan bruges til UHD-film. Og det kommer næppe nogensinde. Diskformaternes tid synes at at være forbi, og det er mere sandsynligt, at du i fremtiden vil få UHD-opløste film fra streamingtjenester som Netflix. Flere udbydere i USA er allerede i gang med at teste teknologien.

Heller ikke UHD-tv via luftbårne signaler er sandsynligt i den nærmeste fremtid. Signalet fylder simpelthen for meget til, at de kan rummes i æteren.

Vi har test tre af de nye UltraHD tv. Læs anmeldelserne her:

Panasonic TX-L65WT600E
Philips 65PFL9708S/12
Samsung UE65F9005