Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Smart systemkamera fra Samsung

Samsung NX30 giver mange fotomuligheder til en fornuftig pris.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Samsung NX30 er et 20,3 MP systemkamera med et væld af funktioner. Det er testet med det 18-55 mm EX-S1855CSB objektiv, som fulgte med kameraet. Objektivet har indbygget billedstabilisering. Det kan indstilles til automatisk samt manuel fokusering, og der er i-function-knap.

NX30 er bygget op om en elektronisk søger. Den udklappelige amoled touchskærm på 2,34 MP er flot farvemæssigt, men kan være lidt svær at se i direkte sollys. Samsung NX30 er velbygget med et kamerahus, der ligger rigtig godt i hånden og ikke vejer alverden.

 

Billedkvaliteten er generelt god med flot farvegengivelse, kvaliteten overstiger langt den fra smartphones og kompaktkameraer. Det stikker måske ikke ud med fremragende egenskaber på et specifikt felt, men det er godt til næsten alt. De automatiske indstillinger gør et godt job i langt de fleste situationer, men man kan opnå endnu bedre resultater, hvis man er erfaren fotograf.

Kameraet arbejder med ISO-værdier fra 100 til 25.600, i automatisk tilstand op til 3200. Der er scenetilstande til bestemte optagelser, og en panoramafunktion, der er let at gå til. Kameraet kan arbejde med lukketider på ned til 1:8000 sekund, man kan tage op til ni billeder i sekundet, og der er en del indstillinger til justering af hvidbalancen efter lysforhold. Der kan optages video i 1080p, og man kan med det rette objektiv tage såvel 3D-fotos som 3D-videoer. Der er selvfølgelig også indbygget lydoptagelse.

Kameraet har dual band 802.11n Wi-Fi, så man kan dele sine fotos trådløst og sende dem til sin Samsung Camera-app på sin android-smartphone. Kameraet leveres yderligere med Adobe Lightroom 5. Samlet set mange muligheder til en fornuftig pris.