Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Rigtig meget mobil for en tusse

Huawei har markeret sig stærkt de seneste år med en række prisvenlige
mobiler for dem, der gerne vil have smarte funktioner, men ikke ønsker
at betale det hvide ud af øjnene. Ascend Y530 melder sig fint ind i
denne tradition.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Faktisk må det siges at være Huaweis hidtil stærkeste bud på en billig smartphone. Selvom prisen er under tusind kroner får du en smartphone, der på rigtig mange punkter giver dig en velfungerende oplevelse uden de kompromisser, man hidtil har måtte sluge i denne prisklasse.

Ascend Y530 har et ganske sobert og solidt design i holdbar plast og aluminium samt en velvoksen skærm på 4,7”. Selvom opløsningen selvsagt ikke er full HD som markedets bedste mobiler, er det faktisk en glimrende skærm med hæderlige 854 x 480 pixel og sågar ips-panel, der end ikke er en selvfølge på de dyreste mobiler.

Du må leve med en smule ventetid engang imellem, da mobilens 1,2 GHz processor kommer til kort ved større belastning. Ved almindelig brug er der dog ikke meget at mærke, og takket være Huaweis simple Motion UI glider navigationen helt ubesværet. Som noget nyt er der tilføjet en ekstra simpel brugerflade, som du kan skifte til, hvis du foretrækker et overskueligt interface med hurtig adgang til nogle få funktioner.

Det er en fin feature, som gør Ascend Y530 velegnet for ældre eller som arbejdsmobil. Kamera, batterilevetid og deslige er også godkendt. For en mobil til denne pris er det faktisk overvældende, hvad du får.