Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

God lyd til gameren

Seiren er en mikrofon skabt til gameren der ikke vil gå på kompromis med lydkvaliteten.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Gamere har brug for god lyd – ikke kun den der kommer ud, men også den der kommer ind i maskinen. At chatte med hinanden under spil eller at optage spilvideoer med kommentarer til YouTube og andre online-platforme bliver mere og mere udbredt. Ligesom de indbyggede højttalere i en computer sjældent er meget værd, gælder dette også for mikrofonen.

Razer har derfor skabt en mikrofon i høj kvalitet, der er skabt primært til gamere, YouTubere og andre med behov for at optage god lyd på computeren. Der er tale om en stor solid kondensator-mikrofon, der, ligesom professionelle modeller, giver mulighed for at vælge fire mønstre, der egner sig til forskellige optagesituationer. Mikrofonen byder dog også på funktioner, man ikke almindeligvis forventer af en studiemikrofon.

Den har indbygget volumenknap samt en hovedtelefonudgang. Mikrofonen understøtter lydoptagelse op til 192 kHz og 24-bit og takket være direkte USB-tilslutning, skal du ikke bruge et eksternt lydkort for at anvende Seiren. USB-tilslutningen var dog ikke helt så ligetil, som vi kunne have ønsket. Først når du har installeret Razer-softwaren, Synapse, taler computeren sammen med mikrofonen.

Når Seiren er tilsluttet, overtager den lydkortets funktion, og det er ikke altid hensigtsmæssigt. Hvis du eksempelvis vil indspille musik, betyder det, at du ikke samtidig kan få lyden ud gennem dine monitors. For gamere, der blot skal buge hørebøffer og mikrofon, kan det imidlertid gøre tingene nemmere.

Lydkvaliteten er væsentligt bedre, end den du får i en indbygget mikrofon og fin til tale. Til indspilning af sang og instrumenter er lyden dog lige lovlig livløs og kedelig – her ville det hjælpe, hvis man kunne sætte en god preamp imellem mikrofon og lydkort, men det er kun muligt med Seiren Pro, som har XLR-udgang.