Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gennemført gaming-mus

G303 Daedalus Apex er en velbygget gamingmus, der byder på rigtigt gode features, specielt når det kommer til fleksibilitet.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke en helt billig mus, men den er pengene værd for gameren, som søger en holdbar mus, der kan klare lidt af hvert. Typemæssigt må musen her betegnes som værende en allrounder, den er udstyret med seks programmerbare knapper hvilket er fint, men nogle gamere vil dog kunne have gavn af flere.

Musen er naturligvis USB-baseret. Den flettede ledning er to meter lang og af en kraftig kvalitet. G303 Daedalus Apex vejer ikke alverden, men den er solidt konstrueret. Højre og venstre museknap er udstyret med metalfjederspænding, der skal holde museklikkene præcise selv lang tid efter købet. G303 er meget fleksibel med de muligheder, den tilbyder.

Der kan vælges mellem fire forskellige følsomheder, alt lige fra 200 dpi helt op til 12.000 dpi, og det skyldes den meget præcise optiske sensor, der sammen med den indbyggede teknologi sørger for, at tab af kontrol begrænses ved hurtige bevægelser.

Det er også muligt at skifte følsomhed i løbet af spillet. Musen har tre forskellige profiler, hvor det er muligt at gemme indstillinger til enkelte brugere eller til specifikke spil. Musen glider let som den skal, den har også et fornuftigt ergonomisk design, selvom den personligt kunne have være en smule større. Logitech Gaming-software er et meget godt stykke software, et af de bedste af sin slags.

Her kan man foretage alskens indstillinger, vælge mellem 16,7 millioner farver til logoet og siderne. En vigtig funktion er, at man i software kan kalibrere musen til forskellige underlag, det virker, og faktisk ret godt.