Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den billige iPhone er for dyr

iPhone 5C er en glimrende mobil, men prisen er alt for høj ...

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Stik imod traditionen kom Apple ikke blot med én ny iPhone i efteråret, men hele to styk. Den første, topmodellen iPhone 5S, kan du læse anmeldelse af i Alt om DATA nr. 17. Her har vi kigget på den anden, iPhone 5C, som er Apples bud på en billig smartphone.

”Billig” er dog så meget sagt, for med en minimumspris på 4599 kroner er den dyrere end mange konkurrerende topmodeller og ligger kun 800 kroner under iPhone 5S.

Skal ret være ret føles den nu heller ikke særlig billig. Godt nok er den designet i plast, men der er tale om hård plast af en lækker kvalitet, og hele vejen igennem er der tale om en velskabt og solid smartphone, som dog er lidt tungere end sin dyrere artsfælle.

Specifikationerne er mere eller mindre identiske med forgængeren iPhone 5, dog får du lidt længere batterilevetid og bedre FaceTime-kamera. Især det første er en velkommen forbedring, da det betyder, at der nu er en reel chance for, at mobilen klarer en hel dag på en opladning. Således er der tale om en virkelig fin smartphone.

Dog er prisen alt for høj, både når du sammenligner med konkurrenterne, og når du ser på, hvor meget mere du får for en relativt lille merpris i iPhone 5S.