Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kan lagergiganten også lave lyd?

Kingston er mest kendt for ramklodser og ssd'er. Med HyperX Cloud II har de imidlertid skabt et gamingheadset. Vi testede hvordan producenten er sluppet fra det ...

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kvalitetsindtrykket er godt med brug af gedigne materialer. Headsettet er udstyret med 53 mm neodymium højttalerenheder i en lukket konstruktion, der minimerer udefrakommende støj og forstærker basniveauet.

Frekvensområdet går fra 15 Hz til 25 kHz. Mikrofonen er aftagelig med fleksibel mikrofonarm og påmonteret vindhætte. HyperX Cloud II headsettet har sin force i computerspil, hvor det leverer en god atmosfære med en godt helstøbt lyd med glimrende bund. 7.1-kanals lyden udvider lydbilledet, men giver ikke rigtig den ønskede effekt.

Headsettet er også velegnet til lytning af musik, hvilket ikke altid er gamingheadsets stærke side. Her har headsettet en fin velafbalanceret lyd, der dog selvfølgelig ikke når specialiserede audiohovedtelefoner i den dyre ende. HyperX Cloud II har mellemstore ørekopper med indlejrede metalkapper med HyperX- logo. Bøjlen, der går op i det velpolstrede og fleksible hovedbånd, er også udført i kraftig metal.

Headsettets ørekopper sidder fint til hovedet uden at udøve et stort pres. Ørepuderne med det læderlignede materiale kan udskiftes med ørepuder med stofpolstring. Headsettet sidder godt, hvis man har et stort hoved kan hovedbøjlen dog komme til at hvile permanent på hovedet. Headsettet er udstyret med en kraftig flettet ledning på 1 meter der ikke filtrer, i enden af denne sidder en 3,5 mm minijackstik til brug i smartphones, tablets, Xbox One samt PlayStation 4.

Der medfølger desuden et 2 meters forlængerkabel med indbygget virtuelt 7.1-lydkort med USB-stik og volumenkontrol til brug med pc. Her kan du skrue op og ned for såvel hovedtelefonen og mikrofonen, hver gang ledsaget af et lille bip. Mikrofonen kan også mutes her, og 7.1-surroundlyden kan slås til eller fra. Headsettet er ikke billigt, men det udmærker sig alligevel ved i høj grad at være pengene værd. Man kunne savne muligheden for at fintune lydkortets lydindstillinger, men ellers er der mest ros at dele ud.