Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Windows 8 har åbnet for kreativiteten – i hvert fald når vi taler computerdesign. Her er endnu en bærbar i strømmen af nye designløsninger. Acer Aspire R7 har en trykfølsom 15,6”-skærm og er designet, så den kan klappes op og vendes rundt. Mest af alt minder den om de nyeste alt i en-computere.
Tastaturet har en ny type hængsel, Acer kalder Ezel Hinge. I Ezel Mode trækker du skærmen tættere på, så du ikke behøver strække dig ind over tastaturet for at røre skærmen. Med Notebook-indstillingen kan du skubbe skærmen tilbage bag tastaturet, og du har en ”normal” pc. I Visningstilstand vendes skærmen, så den kan anvendes til at se film og billleder på. Og i Pad-indstillingen trækkes touchskærmen ned over tastaturet, og du har noget, der minder om en tabletcomputer.
Ud over dette er R7 en ret stærk pc med Intel Core i5-processor, op til 12 GB hukommelse, 1 TB harddisk (eller 256 GB ssd) samt baggrundsbelyst tastatur i fuld størrelse. Der er også HDMI-port, USB 3.0 og alt det andet, du forventer af en moderne bærbar. Prisen starter omkring de 7800 kroner.
Vigtige plusser: Bærbar med smart hængsling.