Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: EliteBook x360 1040 G7: Nysgerrige blikke ingen adgang

Denne nye bærbare fra HP forhindrer, at nysgerrige kigger med på skærmen. Men vi er også i luksusklassen.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er du irriteret over, at sidemanden kigger med på din bærbares skærm – eller ønsker du at skjule kritiske informationer for potentielle konkurrenter i toget eller flyet?

Med et tryk på F2-tasten kan du med den nye bærbare pc HP EliteBook x360 1040 G7 skjule din skærm for nysgerrige blikke. Du er den eneste, som kan se, hvad panelet viser, hvis du sidder lige foran skærmen. 

14”-skærmen er udstyret med HP Sure Shutter, en funktion, der med reflekterende kobberfinish forhindrer, at sidemanden læser med. I praksis virker tricket ret godt. Skærmen bliver helt ulæselig, når du slår funktionen til. Billedet bliver mørkere og mere blankt og står samtidig en anelse ringere for pc-brugeren. Du kan stadig læse tekst og arbejde videre. Til film og billedbehandling er funktionen ikke brugbar, da den fjerner for meget af glansen og dynamikken i billedet.

Men alt har en pris. Små 17.500 kroner skal du smide for HP’s nye maskine. Har du ikke behov for den smarte skærmfunktion, kan du finde bedre løsninger i den priskategori. 

En let drømmemaskine

Det ændrer dog ikke ved, at HP her leverer lidt af en drømmemaskine. Den blot 1,32 kilo lette sag er bestykket med nyeste i7-processor, 16 GB hukommelse og 512 GB SSD. Tastaturet opleves rart, og touchfunktionen på skærmen er både kvik og præcis. Alt afvikles pænt hurtigt.

Til underholdning er skærmen også mere end godkendt. Her kan du vælge at vende skærmen hele vejen rundt. Til spil kniber det mere, da der ikke er gaminggrafikkort. Den kvikke processor opvejer dog manglen lidt.

EliteBook x360 1040 G7 er altså en speciel maskine til brugere med et særligt behov for diskretion. Den leverer, hvad den lover, men prisen er også lige vel pebret i vores optik.

For: Smart skærmteknologi, stærke specs

Imod: Prisen er meget høj

Samlet vurdering: 5 af 6 stjerner