Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nyheder fra erhvervslivet

10 millioner til digitalisering<br />.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er vigtigt, at dansk erhvervsliv griber de nye muligheder inden for digitalisering og e-handel til gavn for vækst og beskæftigelse i Danmark – men mange små og mellemstore virksomheder halter imidlertid fortsat bagefter.
Derfor afsættes der nu 10 millioner kroner under den nationale pulje af EU’s socialfondsmidler til ”styrket e-handel og digitalisering i små- og mellemstore virksomheder”, som det hedder i bevillingen.
”Vi kan se, der er en tæt sammenhæng mellem virksomheders digitalisering og produktivitetsvækst. Det er derfor helt afgørende, at vi sørger for at få hjulpet vores små og mellemstore virksomheder med på den digitale bølge, så vi kan løse den produktivitetsudfordring, vi står over for i Danmark.
Hvis vi skal kunne konkurrere på det internationale marked, er det vigtigt, at virksomhederne får hjælp til at kunne få del i den stigende e-handel,” siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

AOD09_erhverv03
De 10 millioner kroner skal anvendes til en landsdækkende indsats, og til midlerne fra EU’s Socialfond skal lægges et mindst ligeså stort beløb i national medfinansiering, så den samlede indsats bliver på 20 millioner kroner.

 

Stærkt på vej mod 5G
Den mobile datatrafik har vokseværk! I løbet af de næste fem år vil den mobile datatrafik blive ottedoblet, hvilket svarer til en årlig vækstrate på 53 procent. Det svarer til 81 billioner mms’er eller, at alle mennesker i verden sender 28 billeder om dagen i et år. Samtidig vil der blive flere mennesker med en mobiltelefon end mennesker med adgang til el og vand i 2020.
Det viser den nye Visual Networking Index-rapport fra Cisco, der også viser en anden interessant tendens nemlig, at vi ligeledes vil se en syvdobling af Wi-Fi-hotspots, der gør det muligt at føre samtaler via VoWiFi - Voice-over-WiFi. Det kommer blandt andet til at ske gennem endnu flere Wi-Fi-hotspots i det offentlige rum.
Desuden vil såvel virksomheder som forbrugere i stigende grad efterspørge højere videoopløsning, mere båndbredde og hurtigere hastighed. Det betyder, at 4G-tilsluttede enheder forventes at overhale 2G i 2018 og 3G i 2020. I 2020 vil 4G udgøre mere end 70 procent af den totale mobile datatrafik, og 4G-forbindelser vil generere næsten seks gange mere trafik pr. måned end forbindelser, der ikke er 4G.
 ”Mobilnetværket bliver hele tiden udfordret, og allerede om fem år vil vi have blikket rettet mod 5G grundet en stigning i antallet af blandt andet Internet of Things-applikationer. Om fem år anslår vi således, at der vil være 5,4 milliarder mennesker i verden, der har en mobiltelefon,” siger Michael Nielsen, der er teknisk chef for Service Provider segmentet hos Cisco Danmark.

AOD09_erhverv04

 

Sparer mange penge med softwarerobotter
Det er ikke kun i industrien, at robotter vinder frem. Hos Sanistål A/S anvender man Kapows SW robotteknologi i administrative processer til at afløse manuelle indtastninger, hvor mennesket ikke tilfører værdi til processen. Digitaliseringen betyder en forventet besparelse på 60 procent i forhold til de omkostninger, der før blev brugt på at få løst opgaven manuelt.
Allan Freiheit, der er økonomichef, Sanistål A/S, kom til virksomheden for ni måneder siden med erfaringer i at digitalisere og automatisere processer. Han ser naturligvis på, hvor der bruges mange ressourcer. Eksempelvis steder hvor man med nye tiltag kan skabe mere nytteværdi for både virksomheden og kunderne.
I en gennemgang af virksomhedens processer identificerede man således en række opgaver, hvor det ikke tilførte nogen værdi til processen, at opgaven blev udført af en ansat. Allan Freiheit tog derefter kontakt til BPA Solutions, der sammensætter løsningerne baseret på produkter fra leverandører som Kofax og GROUP Business Software kombineret med egenudvikling og den ekspertise, som BPA Solutions konsulenter har opbygget igennem en årrække.

Allan Overgaard Freiheit, økonomichef hos  Sanistål A/S, er godt tilfreds med den løsning, som BPA Solutions har leveret. Allan Overgaard Freiheit, økonomichef hos
Sanistål A/S, er godt tilfreds med den løsning, som BPA Solutions har leveret.



Den værdiskabende medarbejder
Opgaverne involverede data fra flere forskellige systemer, som skulle integreres, men da Saniståls it-afdeling er hårdt belastet med opgaver, var et af succeskriterierne, at projektet kun måtte kræve et minimum af afdelingens tid, lige som der ikke måtte ændres i de eksisterende programmer.
”Med Kapow har Sanistål fået en robotløsning, der er meget hurtig at lære op til at udføre de manuelle processor, som tidligere blev udført af medarbejderne. Med den tid, der er blevet frigivet, kan medarbejderne nu fokusere på de opgaver, hvor menneskets evne til at vurdere og analysere bidrager til værdiskabelsen”, siger Kim Rudbeck, der er administrerende direktør i BPA Solutions.
Robotterne blev udviklet i løbet af blot 4-6 uger, inklusiv designmøder og analyse af arbejdsgangene. I dag har digitaliseringen afløst de arbejdsprocessor med repetitive og nedslidende arbejdsopgaver og dermed frigivet tid til andre opgaver.

Digitalisering står ikke alene
”Det var vigtigt for os med en stram tidsramme. Med opstart af projektet i september sidste år og første udgave klar til test i slutningen af januar i år, må jeg sige, BPA Solutions har levet op til vores forventninger. Vi har med løsningen fået en stor gevinst, og vi kan se, at der er potentiale flere steder i virksomheden i forhold til at løse opgaver mere effektivt med nye løsninger”, siger Allan Freiheit.
Han føjer til, at man har fået et godt værktøj, der er fleksibelt og funktionsdygtigt. Digitalisering kan ikke stå alene, og man arbejder blandt andet derfor også på at give medarbejderne mere ansvar. Man har således ligeledes kigget på nogle af de af vores processer, der ikke kan erstattes af teknologi.

 

Der er gode penge i robotter

Det vakte opsigt, da amerikanske Teradyne sidste forår betalte mere end 285 millioner dollar for samtlige ejerandele i Universal Robots. Købsprisen for et dansk firma med 150 ansatte afspejlede imidlertid forventningerne til betydelige vækstrater i robotindustrien – ikke mindst inden for det nye marked for en innovativ robottype kaldet samarbejdende robotter eller cobots. Det er billige robotter, der er nemme at opstille og enkle at programmere, og som arbejder side om side med den fysiske medarbejder for at forbedre kvaliteten og øge effektiviteten.
Universal Robots står bag selve opfindelsen af verdens første cobots, og den første blev solgt i december 2008. I 2015 blev markedet vurderet til 677 millioner kroner, og cobot-markedet vurderes af nogle analytikere til at nå op på over 20 milliarder kroner i 2020. Dermed har den danske frontløber sikret sin ejer Teradyne en yderst stærk position i dette højvækst-segment.

Fornemt rekordregnskab
Det seneste regnskab for Universal Robots viser en omsætning på 418 millioner kroner i 2015 svarende til en fremgang på 91 procent i forhold til omsætningen i 2014 og 223 procent i forhold til 2013. Resultatet før skat udgør 65,4 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på 122 procent sammenlignet med 2014. Robotproducenten har dermed både øget omsætningen og mindsket omkostningerne pr. robot.
Siden 2012 har Universal Robots i gennemsnit øget sit årlige salg med ca. 75 procent. Al produktion af robotarme sker i Odense, og de færdige robotter leveres via 200 forhandlere. I 2015 blev 45 procent af robotterne leveret til industrien i Europa, 30 procent til Nord- og Sydamerika og 25 procent til Asien.

Forspringet skal holdes
Det danske selskabs kapitalstærke ejer er også parat til at investere ambitiøst i at bibeholde Universal Robots’ forspring inden for samarbejdende robotter. I 2015 er der med ansættelse af nye robotudviklere sket næsten en fordobling af staben i Universal Robots’ udviklingsafdeling i Odense.
“Vi forventer, at markedet for samarbejdende robotter vil vokse med mindst 50 procent årligt i de kommende år, ikke mindst i kraft af den korte tilbagebetalingstid, der ofte er mindre end 12 måneder. Vi er klart markedsleder og har øget vores investeringer i teknik, salg og kundesupport for at øge dette forspring”, siger Enrico Krog Iversen, der er administrerende direktør i Universal Robots.

Administrerende direktør Enrico Krog Iversen kan godt være tilfreds med resultatet i det seneste årsregnskab. Administrerende direktør Enrico Krog Iversen kan godt være tilfreds med resultatet i det seneste årsregnskab.