Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nye indtjeningsmuligheder i digital publicering

Digital publicering, app-baseret marketing og Big Data er på vej til at blive bundet godt og grundigt sammen. Den nye Adobe Digital Publishing Solution er en del af fundamentet.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Stort set samtidig med, at Steve Jobs an-noncerede iPad’en, lancerede Adobe Digital Publishing Suite – en palette af værktøjer
og tjenester til interaktiv, digital publicering. Og selv om vi i dag synes, såvel iPad som digitale magasiner har været her altid, er det altså ikke mere end cirka 5 år siden, vi som medieforbrugere fik dette helt nye tilbud.

Siden er der naturligvis sket en række forbedringer af platformen, men groft sagt kan man sige, at selv om ny hardware og ny software tilsammen har betydet spændende muligheder for interaktiv publicering på den digitale platform, har der grundlæggende været tale om udgivelse ganske, som vi har kendt det, siden Gutenberg opfandt trykpressen. Nemlig fortløbende udgivelse af maga-siner med faste intervaller. Dermed gør det ikke den helt store forskel, om magasinerne står på hylden i kiosken rundt om hjørnet eller på hylden i Apples Newsstand.

Det er Adobe for længst blevet klar over. Derfor er Digital Publishing Solution så langt fra blot en opdatering af Digital Publishing Suite. Man har nemlig så at sige pillet hele strukturen i publiceringsprocessen fra hinanden og sat den sammen på en helt ny måde. Grundlæggende betyder det, at der er lagt en mere tydelig skillelinje mellem app og indhold, hvilket giver helt nye muligheder for ikke blot at publicere sit indhold, men også helt nye måder at generere indtjening på.

Ikke nok bare at være digital

Især det sidste er interessant, fordi konverteringen fra fysisk til digital udgivelse langt fra altid er ensbetydende med øget indtjening. I hvert fald ikke på alle markeder. Der findes et par eksempler på danske, digitale magasiner med et nydeligt oplag, men de er typisk gratis – finansieret via annoncer – mens tærsklen ind til forbrugeren er langt højere, når det gælder betalingsmagasiner. Årsagerne hertil kan være mange. En kan være, at vi på nettet har vænnet forbrugerne til, at digtalt indhold er gratis. En anden kan være, at det ikke altid er nok bare at gå digitalt.

Netop det argument blev der slået på tromme for under Adobe Summit EMEA 2015 i London før sommerferien, hvor der for alvor blev lukket op for nyhederne i Digital Publishing Solution. Her sagde Senior Product Manager Scott Dreier således: ”Users want content on mobile – not animated print on mobile”. Med disse ord in mente er det således også værd at huske på, at DPS i version 2 i langt højere grad har fået smartphonen i centrum som distributionsmedie.

Fokus på corporate og Big Data

Digital Publishing Solution giver desuden i langt højere grad mulighed for sætte indholdet i fokus. Man udgiver ikke blot et magasin. Det nye koncept binder i langt højere grad indholdet sammen, så det kan udgives både som magasin, som nyheder integreret i appen og som nyheder på en hjemmeside. Der lægges altså op til mere kontinuerlig udgivelse med mulighed for at pakke og præsentere indholdet på mange forskellige måder, hvilket åbner op for differentierede indtjeningsmuligheder.

Samtidig satser Adobe på langt højere grad af integration med eksisterende CMS systemer som Drupal, Wordpress samt formentlig også Joomla. Men nok så væsentlig er det også at påpege, at Adobe ikke længere kun satser på udgivere og mediehuse, men i allerhøjeste grad også på corporate markedet.

Blandt internationale corporatekunder kan således nævnes forsikringsgiganterne Allianz og BNP Paribas, hvilket understreger at digital publicering set med Adobes øjne i dag er tæt integreret med både enterpriseudgaven af Creative Cloud og ikke mindst Marketing Cloud.

I den sammenhæng er det ligeledes interessant at notere sig, at Adobe har indgået et partnerskab med Microsoft, der byder på muligheden for at integrere Microsofts Dynamics CRM i en Marketing Cloud løsning. Jo, digital publicering, app-baseret marketing og Big Data er på vej til at blive bundet godt og grundigt sammen.