Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
I går kom nye iPads, i dag er Apple så klar med friske iMacs til det stationære arbejde.
Designet er som vi kender det, men ydelsen er opgraderet betydeligt, takket være nye processorer og grafikkort.
Ottekernede processorer
Intel-processorer af niende generation sørger for motorkraften, mens det er AMDs nye Radeon Pro Vega grafikkort, der håndterer grafikken.
21,5"-modellen fås med 8.-generations Intel-processorer med fire eller seks kerner, der giver op til 60 procent højere ydelse.
27"-modellen fås med op til 9.-generations sekskernede eller ottekernede processors, som skal være i stand til at booste ydelsen op til 2.4 gange sammenlignet med forgængerne.
De nye iMacs er de desuden de første Apple-maskiner med Radeon Pro Vega grafik fra AMD. I 21,5"-modellen betyder det op til 80 procent højere ydelse, mens det i 27"-modellen skal sikre op til 50 procent højere ydelse.
Som forgængerne fås maskinerne med 4K- og 5K-skærme, med 1 milliard farver, 500 nits lysstyrke og P3 wide color gamut.
iMac 21,5" med Retina 4K display fås fra 11.499 kroner. En 27" iMac med Retina 5K display koster fra 15.999 kroner og opefter afhængig af konfiguration. De kan begge købes i dag fra diverse forhandlere og direkte hos Apple.