Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ny trend: Lyt til masteroptagelser på spolebånd

En trend breder sig lige nu blandt verdens lydnørder: De lytter til spolebånd – især kopier af de masterbånd, som musikken oprindeligt blev indspillet på. Det lyder fjollet, men det er slet ikke så dumt endda ….

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Uanset hvordan du lytter til musik – via streaming, cd eller vinylplader – så er der altid tale om en reproduktion af den indspilning, der blev lavet i et studie eller til en livekoncert. Ideelt set skal musikken gengives tæt på den oprindelige lyd. Og man kan faktisk komme ret tæt på.

Det er der ikke noget nyt i. For selv dengang, hvor optagelserne blev lavet på store analoge spole-bånd, kunne man opnå en høj grad af ægthed i gengivelsen. Begrebet hi-fi – high fidelity – blev opfundet længe før den digitale tidsalder.

Fra spolebåndene blev musikken i gamle dage mixet til vinylplader og andre båndformater. Senere blev tonerne digitaliseret og distribueret på cd’er.

Kopier af masterbånd købes ofte med et trykt ark, som fortæller om musikken og optagelsen. Båndet sidder på en metalspole.

Men spolebåndene hører ikke kun en svunden tid til. Det analoge bånd er ved at få en opsigtsvækkende renæssance blandt alverdens hi-fi-nørder.

Det bunder i, at en direkte kopi af et masterbånd ligger meget tættere på den oprindelige optagelse end for eksempel digitale cd- eller streamingversioner af musikken, hvor man ikke kun har konverteret fra analogt til digitalt format, men også benyttet forskellige filtre, så dynamikken i musikken tæmmes.

Næsten som at være der

Der er opstået en helt ny kult omkring spolebånd og masterkopier. En skov af netbutikker sælger nu båndene til en måske snæver, men meget entusiastisk kreds af købere.

Efter at have gennemlyttet flere masterkopibånd på en restaureret professionel Studer-båndoptager fra 1978 må vi da også indrømme, at lydkvaliteten er helt i særklasse. Et eksempel er Opus 3’s One Open Reel Selection (sample af forskellige optagelser), som vi også har på vinyl og cd.

Båndet er klasser bedre. Selv via en pladespiller, der med pickup koster tæt på en kvart million kroner, brillerer masterbåndet. Musikken er ikke kun detaljeret og med en formidabel dynamik. Alt lyder mere naturligt. Når der slås an på et klaver, kan udøveren hamre i tangenterne, uden at lyden bliver hård eller anstrengt.

Dynamikken fra det helt lave til det højeste register er ganske enkelt enorm og meget hurtig. Det er især her, når der for eksempel spilles svagt på klaver og violin, hvorefter et fuldt orkester slippes løs, at du oplever det som en virkelig koncert.

Du bliver blæst bagover, men aldrig på en ubehagelig facon. Det er tydeligt, at de filtre og nødvendige dynamik­begrænsere, som både vinylplader og det digitale format kræver, ikke generer her.

Mindre støj end tidligere

Du behøver ikke være nervøs for båndstøj. De bånd, man producerer i dag, har langt bedre kvalitet og ikke mindst et bedre signal/støjforhold end dem, man brugte i 1960’erne og opefter.

Signal/støjforholdet er op imod 30 dB bedre, hvilket gør en enorm forskel. Derfor kan du i dag få kopier af bånd, som måske er blevet kopieret 10 gange siden den oprindelige optagelse, uden at du kan spore en nævneværdig forringelse af lydkvaliteten.

Bagsiden af medaljen er især prisen. For kun få producenter fremstiller nye spolebåndoptagere. Så du skal måske ud at finde et godt renoveret eksemplar. Den førnævnte Studer ligger i prisklassen 50.000 kroner i god stand. Men en Revox B77 i god stand kan du let finde brugt for 5000-7000 kroner.

Masterbånd køber du i for eksempel en af de webshops, vi nævner i denne artikel. Her skal du regne med priser på over 1500 kroner pr. stk. – og ofte det dobbelte – for 30-40 minutters musik.