Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Med det nye Lightroom for Apple TV kan man se og dele sine fotos på tv-skærmen med mulighed for at zoome ind og se alle detaljerne. Nyheden giver mulighed for at vise fotos som slideshow og nemt navigere i dem for at finde specifikke fotos frem.
Alle ens billeder er tilgængelige med deres seneste ændringer, og man kan se og dele alle ens synkroniserede Lightroom-fotos, inkl. fotos man har uploadet med programmet på sin desktop samt mobil eller web.
”Det har altid været Adobes mål, at det skulle være den foretrukne løsning til at se og dele sine fotos i den bedst mulige kvalitet, uanset hvorhenne man befinder sig. Derfor har det været et naturligt skridt at gøre programmet tilgængelig på den store skærm via Apple TV,” siger Jes Schyum, kommunikationschef for Adobe i Norden.
Lightroom for Apple TV kræver et Apple TV 4. generation og et Creative Cloud-abonnement for at logge ind. Appen kan nu downloades gratis i App Store.