Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Sæt fart på hjemmets Wi-Fi

Du kan forbedre dit trådløse netværk og få et endnu bedre internet. Datatid TechLife giver dig her en guide til, hvordan du øger ydelsen og løser en lang række problemer, hvis der er knas på linjen.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I dag har næsten alle et hjemmenetværk af en slags. Selv om du har kun en enkelt pc, så er du sand-synligvis forbundet til internettet via en trådløs router, og du bruger sikkert også hjemmets bredbånd til at forbinde en lang række af forskellige enheder, fra en smartphone eller tablet til et smart-tv via et Wi-Fi-netværk.

Alt burde køre i smør i vores moderne, trådløse verden, men det er selvfølgelig ikke altid tilfældet. I denne store guide hjælper vi dig med at løse de mest almindelige netværksproblemer, fra tabte forbindelser til svagt internetsignal. Vi ser på de tre kritiske punkter i dit netværk: din pc som en individuel klient, der ikke opretter forbindelse til et ellers fungerende netværk, din router, som styrer både dit interne netværk og internettet og endelig selve internetforbindelsen, der leveres af din internetudbyder (ISP) via enten kobberledninger eller et fiberoptisk netværk.

Vi gennemgår også metoder til at forbedre dit Wi-Fi i hele hjemmet, og vi hjælper med at løse problemer med overbelastede netværk samt forstyrrelser, der kan stække ydeevnen og føre til ”døde” steder i bestemte områder af din bolig. Vi har også fundet plads til at se på nogle af din routers skjulte funktioner, hvordan du tætner sikkerheder, og hvad du skal gå efter, når du vælger din næste router. Hvis dit netværk ikke kører så godt, som det burde, er du kommet til det rigtige sted.

Løs Wi-Fi-problemerne

Kæmper du med at få forbindelse til dit netværk, så læs videre her, hvordan du trin for trin og med basale metoder får løst det irriterende problem.

Normalt kan mange forbindelsesproblemer spores til din pc. Med andre ord fungerer resten af dit netværk, som det skal, men din pc kan ikke oprette forbindelse af en eller anden grund. Et hurtigt blik på Proceslinjens meddelelsesområde kan give det første fingerpeg. Er der et gult udråbstegn ved det trådløse ikon, betyder det, at du er tilsluttet, men at der er et problem. Klik, for få en mere dybdegående diagnose. Et rødt kryds angiver, at forbindelsen er gået tabt. Også her skal du klikke for at få vejledning.

Er dit netværk nede, ser du muligvis et gråt, nedtonet ikon med en hvid stjerne, som angiver, at du er ”afbrudt”, men at forbindelserne er tilgængelige. Klik for at se, hvilke netværk der er synlige. Sandsynligvis ser du flere valg, hvoraf ingen genkender dig. Det er dine naboers netværk. Er der for mange og i kombination med din pc’s position i forhold til routeren, kan det give forstyrrelser. Gå til side 48 for at få tips om, hvordan du løser det.

Windows har en indbygget fejlfinder-funktion, som forhåbentlig kan løse de fleste typer netværksproblemer.

En ting ad gangen

Før fejlfindingen skal du kontrollere, at dit Wi-Fi fysisk er tændt. Er det en USB-forbundet adapter, så tjek, at den er tilsluttet korrekt. Er den indbygget i din bærbare, skal du se efter en fysisk kontakt og sørge for, at den også er aktiveret. Klik på Wi-Fi-ikonet i Meddelelsesområdet. Er ikonet tonet ud i funktionsmenuen, må du et spadestik dybere ned for at prøve at rette tingene op. Mens du er her, kontrollerer du, at flytilstand ikke er blevet slået til ved et uheld.

Hjælper det ikke, så klik på linket ”Netværks- og internetindstillinger” og ret opmærksomheden mod sektionerne ”Status” og ”Wi-Fi”. I den første kan du se, om din forbindelse er afbrudt. Er den det, kan du også se, hvor problemet ligger. Er du forbundet til netværket, men har det ikke adgang til internettet, skal du bladre hen til slutningen af denne guide for hjælp.

Længere nede finder du værktøjer til forbindelsesproblemer. Klik for eksempel på ”Fejlfinding af netværk” for at teste forbindelsen. Får du ingen løsningsforslag, leder værktøjet dig gennem en serie spørgsmål for at spore sig ind på dit problem. Du kan også skifte til sektionen ”Wi-Fi” og klikke på ”Administrer kendte netværk”. Vælg det problemramte netværk, og klik på knappen ”Glem”. Prøv at oprette forbindelse igen.

Fiks firewallen

Complete Internet Repair 5 er værd at føje til værktøjskassen.

Problemerne kan også stamme fra din firewall, hvis den af en eller anden årsag er konfigureret forkert. Deaktiver den midlertidigt via underretningsområdet i dens Proceslinje. Er der ikke nogen indlysende mulighed, så prøv følgende kommando ved en administratorkommandoprompt: $ netsh advfirewall set allprofiles state off. Løser det forbindelsesproblemet, skal du fjerne og geninstallere firewallsoftwaren. Hvis du bruger Windows egen firewall, skal du muligvis bare nulstille den.

Gå til Start > Indstillinger > Opdatering og Sikkerhed > Windows Sikkerhed > ”Firewall og netværksbeskyttelse”. Klik på ”Gendan firewalls til standardindstillinger”. Kontrollerer du Windows' firewall ved hjælp af et tredje-partsværktøj, for eksempel Windows Firewall Control (www.binisoft.org/wfc.php), kan det være fejlkonfigureret. Tjek og ret indstillinger, før du prøver en gendannelse, som sletter alle dine tidligere indstillinger. Uanset om du fik løst problemet eller ej, bør du tænde for din firewall igen.

Skridtet efter fejlfinding

Er problemet opstået efter en nylig opdatering af netværksdriveren, muligvis via Windows Update (besøg Start > Indstillinger > Opdatering og sikkerhed > ”Vis opdateringsoversigt”; en opdatering skal være tydeligt mærket som sådan), skal du rulle tilbage til den forrige driver. Højreklik på knappen ”Start”, og vælg ”Enhedshåndtering”. Højreklik på dit Wi-Fi-netværkskort, vælg posten ”Egenskaber” fra funktionsmenuen, og skift til fanen ”Driver”. Er det muligt, klikker du på ”Annuller driveropdateringen”. Genstart din pc.

Vil du tjekke installation af en nyere driver, skal du bruge en anden pc med en netforbindelse. Besøg hjemmesiden for producenten af din Wi-Fi-adapter eller pc (hvis den er indbygget i din pc) for at se, om der findes en. Hvis der gør, henter du den og overfører til den første pc via et USB-flashdrev. Leveres driveren med sin egen installationsfil, skal du installere fra den.

Ellers vender du tilbage til fanen ”Driver” i Enhedshåndtering. Klik denne gang på ”Opdater driver”, og vælg ”Gennemse computeren ...” for at finde mapper med driverfilen.Kontroller også dine antivirusprogrammer, hvis en deaktivering af dem viser sig at være kilden til problemet. Er det tilfældet, så prøv at afinstallere og geninstallere ved hjælp af et værktøj, som giver en grundigere afinstallation, for eksempel ESET AV Remover (https://support.eset.com/kb146/), hvis producenten af din antivirus ikke har lavet et.

Opdaterede drivere kan ikke altid rulles tilbage, men afinstallering og genstart kan få Windows til at finde enheden automatisk og installere en bedre, nyere driver.

To ekstra løsninger

Først skal du gå til Enhedshåndering. Denne gang afinstallerer du netværksdriveren fra fanen ”Driver” og genstarter. Windows forsøger nu at geninstallere nyeste driver, hvilket kan løse problemet. Fejler det, skal du vende tilbage til sektionen ”Netværket og internet” i indstillingerne. Under sektionen ”Status” klikker du på ”Netværksnulstilling”. Et drastisk skridt, men forhåbentlig vil du fjerne eventuelle stædige fejlkonfigurationer og gøre det muligt at forbinde igen.

Nulstil netværket

Det er værd at fravælge enhver firewall-ændring, du har foretaget, før du splitter hele din opsætning ad for at begynde forfra.

Nogle gange skal du nulstille bestemte dele af netværks-indstillingerne i Windows 10 for at få tingene til at fungere igen. Den enkleste metode er med et gratis værktøj kaldet Complete Internet Repair (www.rizonesoft.com). Sæt kryds i de første fire bokse, og klik på ”Go!”. Dette forudsætter, at du allerede har værktøjet installeret.

Er det ikke tilfældet, højreklikker du på Startknappen og vælger posten ”Kommandoprompt (Admin)” eller ”Windows Powershell (Admin)”. Når vinduet vises, skal du skrive følgende kommandoer én ad gangen, trykke på ”Enter” efter hver: • netsh winsock reset • netsh int ip reset • ipconfig /release • ipconfig /renew • ipconfig /flushdns Fortsætter problemet, skal du vende tilbage til artiklens hovedtekst og fortsætte fejlfindingen.

Tips til hjemmets Wi-Fi

Med disse ekspertråd optimerer du din Wi-Fi-forbindelse og får en hurtigere og mere driftssikker adgang til internettet.

vis din pc’s trådløse forbindelse er langsommere end andre dele af dit netværk, eller du kæmper med at opretholde en stærk og vedvarende forbindelse, så er der potentielle problemer med dit Wi-Fi-netværks rækkevidde. Der kan også være mulig interferens fra andre overlappende netværk eller enheder.

Den trinvise vejledning på næste side viser, hvordan du bruger en gratis app, Wi-Fi Analyzer, til at diagnosticere problemer. Statusskærmen viser to vigtige informationer: hastigheden på dit Wi-Fi-netværk og en måling dBm (decibel-milliwatts).

Her vises din faktiske hastighed versus den teoretisk maksimale, som er til rådighed for det pågældende netværk. Den faktiske vil altid være betydeligt lavere end den teoretiske. DBm-målingen refererer til dit W-Fi-signal, og jo lavere den er, desto svagere er signalet.

Find den bedst mulige placering for routeren.

Fiks dårlig modtagelse

Tallene er baseret på to faktorer: din routers fysiske placering i forhold til din pc og antallet af overlappende signaler fra dine naboers Wi-Fi-netværk. Routerens placering er vigtig, for er den for langt væk, eller er der fysiske barrierer (typisk faste vægge), bliver signalet for svagt.

Den indlysende løsning er at flytte din router tættere på din pc, hvis det er muligt. En central placering er normalt bedst, men overvej hvilke værelser, der er vigtigst, og find ud af, hvor mange faste vægge, signalet skal passere.

Der kan også være interferens med andre trådløse enheder på 2,4 GHz-frekvensbåndet. Prøv at skifte til 5 GHz (se nedenfor) eller udskift ældre enheder. For eksempel sender moderne trådløse DECT 6.0-telefoner over 1,9 GHz for at undgå interferens. Alt efter dit hjems størrelse og indretning, skal du sandsynligvis indgå nogle kompromiser, før du får et rimeligt signal til de fleste dele af det. Tjek her boksen nedenunder for fire muligheder for opgradering.

Reducer overbelastning

En anden årsag til langsom ydeevne er trafikpropper. Vores hjem fyldes med flere og flere trådløse gadgets; fra bærbare computere og mobiler til sikkerhedsenheder og smarte tv’er. De tilstopper nemt netværket i deres intense konkurrence om båndbredden på din enlige 2,4 GHz-kanal.

Har du en 802.11ac-router, er der endnu en grund til at flytte enheder over på 5 GHz-netværket, hvor du kan, for at reducere belastningen. Husk, at 5 GHz-netværket har mindre rækkevidde, og at ældre enheder, som bruger 802.11n og 802.11g Wi-Fi, ikke understøtter det. Det er værd at lave en oversigt over, hvilke enheder der er forbundet til dit netværk.

Naboerne stjæler fra dit netværk

Måske har du et par frække naboer, som nasser på din forbindelse (skift adgangskode, for at smide dem af). Det har man faktisk hørt om, selvom det i dag hører til sjældenhederne, alene af den grund at dit netværk forhåbentlig er beskyttet med en adgangskode. Mere sandsynligt er det derfor, at du simpelthen må indse, at du har (for) meget opkoblet på samme tid. Du genererer en liste over tilsluttede enheder med det gratis program Advanced IP Scanner (www.advanced-ip-scanner.com).

Opgrader dit netværk

Hvis din router er mere end et par år gammel, understøtter den kun den ældre, trådløse protokol 802.11n. Overvej at opgradere til en 802.11ac-model, hvis du kan. Tal med din udbyder, hvis routeren er leveret som en del af et abonnement. Alternativt kan du investere i en Wi-Fi-extender, som videresender signalet til en bestemt del af dit hjem. Den placeres centralt mellem din router og din pc. Eller udvid dit kablede netværk til andre rum med HomePlug-enheder, som udvider det gennem elnettet. Endelig kan du overveje en mesh-router. Læs mere om den særlige routertype på www.altomdata.dk.

Minimer Wi-Fi-interferens

1 Installer og opsæt

Åbn appen Microsoft Store og søg efter ”Wi-Fi Analyzer”. Installer den gratis version og åbn appen. Angiv din placering som Europa og klik på ”Luk”. Giv appen mulighed for at skifte dine Wi-Fi- og Bluetooth-forbindelser, hvis du bli-ver bedt om det.

2 Gennemgå din forbindelse

Aktuel hastighed og signalstyrke på dit Wi-Fi-netværk vises. Hold øje med eventuelle orange ikoner under disse målinger. Klik på ”Help” for at se, hvad de refererer til. Et sandsynligvis orange ikon i stjernen, (vist ovenfor), angiver, at netværket er belastet.

3 Find overlappende netværk

Skift til fanen ”Analyze”. Nu vises en række koncentriske cirkler, der angiver nabonetværk. Et eller flere vil nok overlappe dit, som er markeret med et Wi-Fi-ikon. Notér de anbefalede kanaler, som typisk er 1, 6 eller 11, afhængigt af andre netværk.

4 Skift kanal

Log på din routers konfigurationsindstillinger via din browser (se næste side). Find sektionen for Wi-Fi-opsætning. Her har du mulighed for at skifte kanal. Vælg din foretrukne, og klik på ”Save”. Din netværksforbindelse ryger, men skal nok returnere.

5 Test den nye forbindelse

Åbn Wi-Fi Analyzer igen og kontroller hovedfanen. Nu bør både tophastighed og signalstyrke være betydelig for-bedret. Hvis ikke, skal du gennemgå andre forslag og eksperimentere med forskellige kanaler for at finde den, der giver bedst resultat.

6 Skift til 5 GHz

Hvis din router og pc understøtter det, og signalet er stærkt nok, så opret forbindelse til dit 5 GHz-netværk. Her er både netværk og trafik mindre overbelastet. Er du fysisk tæt på din router, får du også markant bedre ydeevne og overførselshastighed.

Få mere ud af routeren

Lær, hvordan du løser diverse netværksproblemer, som omfatter din router, forstærker dens sikkerhed og opdager nye funktioner.

Din router eller modemrouter er limen, som binder dit netværk (og det eksterne internet) sammen, og det er her, du kan fejlfinde, sikre og justere dit netværk. Har du et forbindelsesproblem, der strækker sig over hele dit netværk, bør du starte fejlfindingen i din router.

Metoden ”sluk og tænd igen” er velegnet i denne sammenhæng. Din router er designet til at være på 24-7, men kan, ligesom din pc, snuble over tingene, hvis den ikke genstartes fra tid til anden. Er dit netværk gået ned, er trin 1 derfor at slukke (ved strømstikket, hvis den ikke har egen tænd/sluk-knap), vent 30 sekunder og tænd derefter igen.

Forsætter problemerne, åbner du Start > Indstillinger > Netværk og internet og kontrollerer status. Klik på ”Vis dine netværksegenskaber” for detaljer. Er det i drift, har du i det mindste forbindelse til din router. Kontroller, at din pc er blevet tildelt en IPv4-adresse, og at der er angivet en standard gateway, din routerens IP-adresse.

Windows kan fortælle, om problemerne med forbindelsen er på internettet
eller på hjemmets Wi-Fi-net eller i routeren.

Virker det ikke, skal du prøve at tilslutte en pc direkte til routeren via en af dens Ethernet-porte og tjekke igen. Er der stadig et problem, skal din router muligvis repareres eller udskiftes. Prøv inden da at nulstille til fabriksindstillinger, da det kan løse problemet (se side 52 for tips om adgang til internettet, mens dit netværk er nede).

Din router er konfigureret via din browser. Skriv standard gateway-IP-adressen, og din browser sender dig til din routers konfigurationsside. Log ind som anvist. Har du aldrig ændret adgangskoden, skal du undersøge undersiden af din router eller i dens manual for standardkoden, som du skal bruge. Sørg for at ændre den og beskytte dit netværk mod forbipasserende hackere.

Du bør nu lande på en side med status for din internetforbindelse samt dit netværk, herunder dets Wi-Fi-forbindelse. Hvis ikke, skal du bladre gennem de tilgængelige undersider. Hvis problemet er din internetforbindelse, får du flere fejlfindingstips på de to sidste sider i artiklen. Selvom du bliver fortalt, at du er tilsluttet, men ikke har adgang til internettet, ligger problemet muligvis i din routers DNS-indstillinger.

Disse fungerer som en slags ”adressebog” til nettet. Erstat standardindstillingerne (normalt leveret af din internetudbyder) med 1.1.1.1 og 1.0.0.1 (Cloudflare) for at se, om det løser problemet. Du opdager sikkert også, at Cloudflares DNS er hurtigere end dine standardindstillinger.

Stram sikkerheden

Din routers konfigurationsindstillinger er stedet, hvor du kan tætne netværkets sikkerhed. Start med at ændre standardadgangskoden, som bruges til at logge på routeren. Aktiver også HTTPS for at få adgang til routerens konfigurationsprogram. Dette krypterer forbindelsen og giver større sikkerhed. Find og deaktiver eventuelle fjernstyringsfunktioner for at forhindre routeren i at være konfigureret uden for dit lokale netværk.

Kontroller dine krypteringsindstillinger; sørg for, at WPA2-PSK er angivet som krypteringstype, og brug et stærkt kodeord. Hvis du vil give besøgende adgang til internettet, aktiverer du gæstenetværket (igen med WPA2-PSK-kryptering og et stærkt kodeord) for at beskytte både dig selv og dem fra dit lokale netværk.

Brug tid på at tjekke for eventuelle firmwareopdateringer, der kan rumme sikkerhedsrettelser, som for eksempel lukker KRACKS-sårbarheden. Du kan muligvis gøre det fra routerens konfigurationsværktøj. Ellers skal du hente filen manuelt via din routerproducents hjemmeside (eller din internetudbyder, hvis routeren er leveret derfra).

Genindtast indstillingerne

I de fleste tilfælde bruges routerens konfigurationssider til at justere og sikre dit netværk. Når det handler om fejlfinding, hvis du ikke kan finde de relevante oplysninger, skal du søge efter en hurtig installationsguide. Med den kan du forsøge at genoprette netværket fra bunden.

Du kan også prøve at genindtaste de indstillinger, som tidligere fungerede, specielt Wi-Fi-netværkets navn og adgangs-kode, for at se, om det løser problemet. Hvis ikke, søg efter en indstilling, som nulstiller til fabriksindstillingerne. Det findes typisk i afsnit som Avanceret eller Systemværktøjer. Her findes måske også nyttige værktøjer, såsom et diagnosticeringsværktøj til din netforbindelse, som kan hjælpe dig med at finde en løsning, så du ikke skal rive hele netværket fra hinanden og bygge det op igen.

Routerens USB-porte kan bruges til netværksdrev og printere.

Gør du maksimal brug af din router? Moderne routere gør langt mere end blot at administrere dit netværk. Start med at under-søge den for USB-porte. Disse kan bruges på flere forskellige måder. Du kan muligvis forbinde en USB-printer og dele den direkte via netværket (i stedet for at skulle tænde en printer-forbundet pc først) eller tilslutte et USB-drev til delt lager eller backup. Overvej også at opgradere til en ny router. Tjek om du må, hvis du pt. bruger en model leveret af din internetudbyder. Fordelene er næsten helt sikkert hastighedsforbedringer inden for dit netværk.

Brug Gigabit Ethernet

Sørg for, at din valgte model har Gigabit Ethernet-porte til hurtige forbindelser, og at den trådløse forbindelse er 802.11ac for at kunne bruge både 2,4 GHz og 5 GHz til at reducere overbelastning og interferens og øge 2,4 GHz-netværkets ydeevne i tilstødende lokaler. Routerens AC-nummer (for eksempel AC3200) angiver den sammenlagte hastighed: Mellem 300 og 600 Mbps til 2,4 GHz-netværket og resten tildelt 5 GHz-båndet.

3 skjulte funktioner der er gode at kende

1 UPnP

Også kendt som Universal Plug ‘n’ Play. Funktionen er designet til at gøre det nemt for enheder og tjenester at oprette forbindelse til hinanden via lokale netværk og internettet. Det er et potentielt sikkerhedshul, så søg efter en manuel indstilling (Virtual Servers) til at styre din trafik.

2 QoS

Også kendt som Quality of Service. Hvis nogle i husstanden bruger mere netværksbåndbredde end andre, kan du med denne kontrolfunktion dæmpe deres hastighed og forhindre flaskehalse for alle andre. Se også efter forældrekontrol, som begrænser adgangen til IP-adressen.

3 Reservér adresse

Address Reservation er en funktion, hvormed du kan allokere en bestemt adresse direkte fra selve routeren. Dermed kan du tildele en bestemt IP-adresse til en netværksenhed uden at konfigurere enheden selv. Praktisk, hvis den er mobil og bevæger sig mellem flere netværk.

Løs internetproblemer

Hvis du ikke kan få hul igennem eller ikke får den hastighed, du forventer og betaler for, så læs videre her for at få en håndsrækning.

Hvad nu, hvis du har prøvet at løse netværksproblemerne og indtil videre ikke haft held med det?
Så skyldes det nok, at problemer ligger i din internetforbindelse, og at du sandsynligvis skal bruge ekstern hjælp.

Forhåbentlig har du en ekstra forbindelse til rådighed, typisk din smartphone. Lav en fejlfinding via enheden eller undersøg mulighederne for at oprette et mobilt hotspot, hvilket gør det muligt for andre trådløse enheder på dit netværk, for eksempel din bærbare pc eller hybridtablet, at udnytte forbindelsen og få adgang til internettet.

Brug din mobil

Ejer du en iPhone, skal du åbne din enhed, gå til “Indstillinger” og søge efter internetdeling for at indstille det. Har du en Android-smartphone, skal du lidt dybere: Gå til Indstillinger > Forbindelse > Mobilt Hotspot. Slå det til, og tilslut din computer til dette netværk via Wi-Fi-ikonet i Windows’ proceslinje.

Har du et mobilt USB-bredbåndsmodem, skal du tjekke, om din router understøtter 3G-modemer. Gør den det, kan du sætte det i routeren og lave opsætningen via din routers konfigurationsværktøj, så det kan betjene hele dit netværk, indtil din bredbåndsforbindelse er genoprettet. Du har nok en øvre grænse for, hvor meget mobildata du kan bruge, så brug dem primært til at finde fejlen på dit netværk, ellers ender du med en meget ubehagelig regning, hvis du kun har et par gigabyte at lege med.

Tjek routerens eventuelle understøttelse af mobile USB-bredbåndsmodems som en backup-mulighed.eller på hjemmets Wi-Fi-net eller i routeren.

Har du ikke et alternativ, kan du spørge dine venlige naboer, om du eventuelt for en kortere tid må hoppe på deres bredbåndsforbindelse, forudsat selvfølgelig at deres virker, så du kan fejlrette dit problem.

Når din backup-adgang kører, er det tid til at tage næste skridt. Først skal du besøge siden for din internetudbyder og se efter en statusside (søg på firmanavnet og ”status”, hvis det gemmer sig). Her kan du se efter registrerede forbindelsesproblemer og tjekke eventuelle supportsider for mere hjælp samt telefonnumre til personlig kontakt.

Mål på din internetforbindelse

Hvor hurtigt er dit net – både under ideelle omstændigheder og lige nu? Besøg først din routers konfigurationsværktøj i din browser for at få vist aktuel hastighed og dens maksimum. Up-stream refererer til upload-hastigheder og er uundgåeligt langsommere end downstream eller download-hastigheder. Konverter Kbps til Mbps ved at dividere med 1000. Kan du ikke bestemme det, skal du ”benchmarke” din forbindelse på www.speedtest.net.

Din udbyder findes automatisk (eller den aktuelle udbyder bruges, hvis du er kunde hos en udbyder, der anvender en tredjepartsforbindelse). Vælg en server tæt på din nuværende placering. Klik på ”Go” for at udføre testen. Resultaterne varierer, afhængigt af din forbindelses aktuelle tilstand samt antallet af brugere online. Vil du gemme præstationer over tid, opretter du en konto. Dermed kan du overvåge din resultathistorik. Bevæbnet med denne information bør du få en idé om forbindelsens overordnede præstation.

Få løst fartproblemerne

Føles din internetforbindelse træg, skal du først afgøre, hvad den samlede hastighed er. Læs mere i boksen ”Benchmark din internetforbindelse” på foregående side. Dette giver dig et udgangspunkt. De hastigheder, du ser, er sandsynligvis lavere end forventet (deraf ”op til”-forbeholdet hos din udbyder). Er de radikalt forskellige, skal du undersøge det yderligere.

Husk, at den reelle ydeevne bliver bestemt af tidspunktet på dagen, hvor du er på, kvaliteten og typen af linje, der leverer forbindelsen – især hvis du bruger ældre kobberledninger og ikke kan få fibernet. Er du heftig netbruger, vil din forbindelse også sløves på bestemte tidspunkter på dagen og af måneden på grund af din internetudbyders ‘fair use’-politik. Tjek deres hjemmeside og din data-pakke for detaljer.

Kører dit net, men får du stadig kun træg ydelse fra enhederne på netværket, er det noget, du kan ændre. Du kan have for mange enheder, som vil oprette forbindelse på samme tid, eller nogle af dem æder hele den tilgængelige båndbredde, som jo deles på tværs af netværket.

På forrige side var vi inde på, hvordan du forhindrer enheder i at gøre netop det (se punktet om QoS eller Quality of Service i boksen om tre skjulte features). Ønsker du ikke at begrænse en enhed, så overvej hvilke programmer, apps og funktioner, der sætter sig på hele båndbredden (synkronisering hos skytjenester er berygtede for at tvinge internetforbindelser i knæ). Har du problemer med at udpege de ansvarlige, så se mere i trin-for-trin-vejledningen nedenfor.

Dine undersøgelser kan endda afsløre, at synderen er malware. Er din egen antimalware-software ikke opgaven voksen, skal du downloade et værktøj på en ren pc, for eksempel Emsisoft Emergency Kit (www.emsisoft.com/en/software/eek/). Kopiér det over ved hjælp af en disk i et USB-flashdrev, for at se om de kan være mere effektive.

Emsisoft Emergency Kit (EEK) er et transportabelt værktøj, der kan fjerne bredbåndsfråsere.

Find og fiks båndbredde-fråserne

1 Hent NetBalancer

Hent og installer NetBalancer (https://netbalancer.com). Den gratis udgave har alle relevante funktioner. Gen-start efter installation og dobbeltklik på widget’en for at åbne hovedprogrammet. Annuller registreringen og tillad opsætningen af foruddefinerede prioriteter.

2 Her er fråserne

En liste over programmer, der bruger din internetforbindelse, vises. Klik på kolonnerne ”Down R” og ”Up Rate” for at se, hvilke der for øjeblikket bruger mest båndbredde. Under ”Downloaded” og ”Uploaded” ser du historikken for, hvilke der har overført mest data.

3 Tæm løbske apps

Prøveversionen fanger automatisk programmer, der æder løs af båndbredden, men funktionen forsvinder, når NetBalancer vender tilbage til den gratis version. Når du har fundet de relevante programmer, skal du fjerne dem eller finde måder at begrænse deres forbrug på.