Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Har du svært ved at huske, hvor den nærmeste skadestue eller lægevagt befinder sig, eller er du i tvivl om, hvad du skal gøre, hvis du finder et såret dyr?
Den nye app Krak Akut er klar med hjælp og vejledning, hvis ulykken rammer. En række forudindstillede hurtigsøgninger finder efter få tryk telefonnummer eller ruteplan til den form for assistance, som situationen kræver.
»Søgning flytter hastigt ind på mobilen, og Krak Akut udnytter de nye søgemuligheder på allerbedste vis ved hurtigt og effektivt at give svar i en række situationer, som kræver øjeblikkelig hjælp. Ingen af os kan gardere os mod at blive ramt af ulykker, men med Krak Akut på din iPhone kan du føle dig tryg ved, at du altid kan finde hurtigt frem til den relevante form for hjælp,« siger produktchef Pernille Trolle Brøgaard fra Eniro Danmark A/S, som står bag Krak.
Krak Akut guider dig nemt og hurtigt til nærmeste skadestue, lægevagt, tandlæge eller apotek. App’en hjælper dig også med hurtigkald til taxa og telefonnumre til at spærre dit kreditkort, hvis du har mistet det. Derudover indeholder app’en andre vigtige søgninger til nødsituationer, eksempelvis dyr i nød, giftcentralen, alarmcentralen og politiet.
Kraks nye app er gratis og fås til iPhone via App Store. Den kræver styresystemet iOS i version 4.3 eller nyere.