Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Nuraphone NuraTrue: Nærværende lytteoplevelse

Med et særligt trick trækker de ret specielle NuraTrue dig tættere på musikken.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Nuraphone har fat i noget rigtigt: Du opnår aldrig et ideelt resultat med en ”one size fits all”-løsning. Vores ører er ikke ens, og derfor vil nogle måske nok få en fin oplevelse, mens andre vil stå med en ringere oplevelse – med præcis samme sæt earbuds.

Løsningen er individuel lydkalibrering, som kan sikre, at headsettet matcher den enkeltes ører. Det er metoden, som er ved at vinde frem flere steder, men hos Nuraphone er det selve grundpillen i deres tilgang til både in-ears og deres ret specielle over-ears. Første gang, du åbner Nura-appen, bliver du ført igennem en analyseproces, hvor en særlig lydprofil for dine ører dannes.

Sammenlign lydprofilen

I vores tilfælde var der tilsyneladende en del arbejde at gøre. Da vi efter endt proces fik mulighed for at A/B-sammenligne – med og uden lydprofil aktiveret – var forskellen enorm. Fra en fjern og lidt pappet lyd til et varmt og nærværende lydbillede med fine detaljer og flot separation.

Det snyder dog lidt, for i kalibreret tilstand er der tilsat en immersion-funktion, som tilfører en omsluttende bas doseret efter egen smag. Det farver lydbilledet – dog ofte på en fordelagtig måde.

Kluntet design

Uagtet at lyden bliver rigtig god med den særlige kalibrering, når den ikke samme raffinement, som testens Sennheiser og B&W præsterer direkte ud af æsken. Den indbyggede støjreduktion har heller ikke en overrumplende effekt, men i og med at NuraTrue skal klemmes godt ind i øret for at yde optimalt, er der en betydelig passiv støjreduktion at hente.

Det lidt voldsomme design med en stor touchfølsom yderplade til betjening af diverse funktioner er også lidt kluntet. Småknaster som disse kan dog tilgives, når NuraTrue til en ganske fornuftig pris præsterer imponerende lyd.