Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu skal smart-tv’et tænke som en computer

Det smarte tv har internet, streaming-tjenester og apps. Og nu er de første tv’er med quad core-processorer på markedet. Er tv’et og computeren ved at smelte sammen, eller er der stadig kun en overfladisk lighed mellem de to produkttyper? Alt om DATA graver sig ned i konvergensen.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Er din computer et tv, eller er dit tv en computer? Det synes at være en naturlov, at vidt forskellige produkttyper med tiden smelter sammen – eller konvergerer, som det hedder. Fotokameraet er smeltet sammen med mobiltelefonen, som nu ligner en lille pc, der kan have samme styresystem som en Windows-computer. Denne lille kæde er blot et enkelt af utallige eksempler på konvergens.

Konvergensbølgen rammer nu tv-teknologien. Tv’et er blevet til et smart-tv, hvor man har adgang til internet, hvor man kan streame film og musik, hvor man kan lege med apps, video-skype eller se YouTube-videoer – præcis ligesom man kan på sin computer. Det synes oplagt at antage, at tv’et nu er så godt som blevet en computer. Men kigger man nærmere på fænomenet, er det endnu langt fra tilfældet.

Man kan ikke udfolde sig kreativt på en tv-skærm med tegneprogrammer eller grafikprogrammer uden at tilslutte en computer. Man kan ikke spille avancerede strategispil uden at tilslutte en gamingkonsol. Man kan dårligt nok surfe ordentligt på nettet. Netbanken er lukket på tv, osv., osv. Det smarte tv giver ikke flere udfoldelsesmuligheder end selv en lille smartphone, snarere færre. Det smarte tv er faktisk ret dumt.

Socialt versus individuelt

Oven i dette kommer, at tv’et er et socialt medie. Man kan hævde, at det aldrig kan blive som en computer, der er et individuelt rettet me-die. Når man køber tv, tænker man heller ikke på, hvor mange gigabyte ram det har, hvilken type processor der sidder i det, hvor stor en harddisk, der gemmer sig under kabinettet, om det kan opgraderes osv.

Trods alle disse forbehold og indvendinger har tv’et alligevel sat kursen mod konvergens med computeren – også når man kigger på ”indmaden”.
Ligesom i computeren er processoren, cpu’en, ved at blive den centrale enhed i tv’ets elektronik. Endnu leveres de fleste smart-tv’er med single core-cpu’er, altså processorer med en enkelt kerne. Men i lighed med udviklingen på pc-området vokser antallet af kerner. Dual co-re-cpu’er er nu mere trend end undtagelse, og på CES-messen i Las Vegas i år lancerede Samsung tv-nyheder med firkernede processorer. Quad core kaldes de.

Intentionen bag disse anstrengelser er at flytte tv’et hele vejen fra at være et passivt, gengivende medie til at være ligeså interaktivt og fleksibelt som en Windows- eller Mac-computer. Men i første omgang skal de stærkere processorer ifølge producenterne blot forbedre billedgengivelsen – altså den traditionelle ydelse – og gøre det hurtigere at benytte de app-baserede tjenester. De første smart-tv’er har været meget langsomme til alt andet end at vise tv og video. At øge hastigheden, når der surfes, anvendes apps og benyttes diverse tjene-ster er det primære formål med at give processorkvaliteten et nøk opad.

Men har anstrengelserne så været en succes? Ikke helt, hvis man skal tro en test, som den anerkendte, amerikanske it-tjeneste Cnet har udført. Denne test, som blev foretaget i maj i år, viser, at der er meget lidt forskel på ydelsen mellem et single core-, et dual core- og et quad core-tv.

Billedkvaliteten er ikke bedre, tv’et starter ikke hurtigere, multimediefiler vises ikke hurtigere – ifølge testen. Kun når det drejer sig om at køre apps eller hente websider ind, er multikerne-cpu’erne hurtigere. Så hvis man skal tro denne test, betyder flere kerner i cpu’erne, at de computerlignende funktioner forbedres, mens den traditionelle tv-ydelse ikke flytter sig. Kun konvergensen mellem computere og tv hjælpes altså på vej af de stærkere cpu’er.

Tv’et skal kunne opgraderes

Også på et andet punkt går tv’et i computerretningen. Det helt særlige ved alle computere er, at den medfølgende og installe-rede soft-ware kan opgraderes. Det er i dag muligt at opgradere tv-firmware, for eksempel med en USB-enhed. Men det er ikke let, og normalt er det ikke noget, almindelige mennesker giver sig i kast med. Som med cpu’erne kommer Samsung imidlertid også her med et bud på en løsning.

Tv-producenten annoncerede sidste år et opgraderingskit til deres serie af Smart Evolution-fladskærme, således at forbrugerne med et snuptag kunne opgradere en 2012-model til en 2013-model og dermed få en hurtigere processor samt mere ram.

Den nyeste udgave af dette Evolution Kit indeholder en quad core-processor og giver flere og bedre smart tv-funktio-ner. Det er en ret lavpraktisk, men måske også lidt klodset løsning. Kittet er nemlig en madkassestor boks, der kan monteres på bagsiden af en række nyere Samsung-tv’er.

Opgraderingskits af denne type har dog ikke kun til formål at forbedre eksisterende tv’er. Det er også en måde at fastholde forbrugerne på ved at love dem, at deres tv er fremtidssikret. Den store åbenbaring indenfor tv-verdenen lige nu er nemlig slet ikke konvergens, men de såkaldte 4K-skærme, der har fire gange så høj billedopløsning som eksisterende hd-skærme.

Allerede på CES 2013 annoncerede Sony, at man arbejder på et distributionsnetværk, der giver forbrugerne onlineadgang til spillefilm i 4K-kvalitet. Der findes ikke meget 4K-materiale lige nu, men på den store broad-castmesse IBC, der fandt sted i Amsterdam i september måned, demonstrerede blandt andre Sony på indholdssiden, Intelsat på distributionssiden og Ericsson på teknologisiden, at det nu er muligt at transmittere live i 4K-kvalitet. Det skete med transmission af en rugbykamp fra London.

Men man tænker allerede i endnu højere opløsning, og på IBC annoncerede Sony således, at når de Olympiske Lege skydes i gang i Tokyo i 2020, er man klar til at sende i 8K. I hvert fald til hjemmepublikummet i Japan. Sony er en del af konglomeratet NexTV-F, der bakkes op af den japanske regering, og som ud over Sony består af en række andre japanske elektronikprodu-center, broadcastere og udbydere af kabel-tv.

Producenternes udfordring

Ifølge Erling Madsen, der er informationschef i BFE, Brancheforeningen Forbrugerelektronik, er det netop den slags teknologiske landvin-dinger, der gør det svært for producenterne at fremtidssikre deres produkter.
”Det er klart, at producenterne har en interesse i, at deres produkter kan opgraderes, men det er et spørgsmål om både hardware og soft-ware. Fordi du sætter Formel 1 dæk på en Fiat 500 kommer den jo heller ikke til at køre 250 kilometer i timen,” siger Erling Madsen og føjer til, at han er sikker på, der vil ske en afsmitning fra it-verdenen, hvilket vil betyde en hyppigere udskiftning af fladskærmen end tidligere.

Rygterne vil vide, at det ikke kun er Samsung, der tænker i opgradering. Både LG og Philips skulle arbejde på det, og de er begge med-lemmer af Smart TV Alliance, hvor også Sharp, Loewe og danske Bang & Olufsen er med. Alliancen repræsenterer det første samarbejde om en fælles, åben teknologistandard for smart-tv. En sådan standard er ikke blot nødvendig for at sikre, at tv’et kan følge teknologiske tiger-spring som 4K eller 8K.

Den er sandsynligvis også en nødvendighed for tv’ets vej mod konvergens med computeren. Mange softwareudvik-lere holder sig tilbage, når det gælder apps og programmer til tv-platformen, fordi der ikke er etablerede standarder som Windows og iOS på computerområdet og Windows, iOS og Android på mobilområdet.

Med andre ord: Tv’et er sat i bevægelse, men der er en lang og ujævn vej at tilbagelægge, før brugeroplevelsen og mængden af features bliver den samme som på en computer.

Smart-tv’et er en innovationsplatform – ny, som den er. Det vælder frem med mere eller mindre gode påhit. Fikst er det, at du kan fjernstyre fladskærmen fra en smartphone eller tablet, endda med mulighed for at sætte den til at optage et program op til otte dage frem i tiden, selv om man ikke er hjemme. Det er blandt andet muligt med Philips’ My-Remote app.

En anden nyhed, som Philips viste på et pressemøde her i efteråret, er Cloud TV, hvor forbrugeren via en app og Skyen får nem og hurtig adgang til 50 nordiske tv-kanaler og flere end 200 i alt. Cloud TV giver desuden adgang til spil, ligesom man kan gemme sikkerhedskopier af data samt dele indhold via Dropbox – i Philips-verdenen kaldet Cloud Explorer. Philips har også lanceret funktionen SimplyShare, som gør det muligt på tv’et at vise film og fotos fra andre enheder i husstanden via kabel eller Wi-Fi.

SimplyShare indgår i MyRemote, en app, som gratis kan hentes til Android og iOS. Det samme gør Wi-Fi Smart Screen, hvormed du kan tage tv-programmet trådløst med dig på en tablet eller smartphone rundt om i din bolig.

Også Wi-Fi Miracast, som er en standard fra Wi-Fi Alliance, er værd at bide mærke i. Med den kan der skabes en direkte Wi-Fi-forbindelse mellem et tv og en mobilenhed, uden at routeren inddrages. Man kan spejle skærmen og for eksempel se en film eller et videoklip, som ligger på en smartphone eller en tablet, på den store fjernsynsskærm.

Mange af os render rundt med smartphone og tablet, som vi blandt andet bruger til at optage billeder og videoklip med. Hvordan man kan dele dette indhold med sin fladskærm, så vi de første konturer af allerede på CES i 2012, men i år var dette koncept det helt store hit på messen. Stort set alle producenter benytter nu trådløs kommunikation, som kombinerer Wi-Fi og Bluetooth med en såkaldt NFC-chip.

NFC står for Near Field Communication og betyder, at man blot skal lade sin mobil eller tablet berøre enten fladskærmen eller en lille sender, og vupti, så ses billeder og videoklip på tv’et. Derefter kan man endda redigere sine billeder på den store skærm og føre dem tilbage på smartphonen. Her har tv’et fået et kraftigt løft i retning af den interaktion, som en computer ellers er alene om at tilbyde.

Der er flere måder, hvorpå man kan få computerindhold over på sin tv-skærm. Det bliver tv’et hverken mere eller mindre smart af, men det kan for eksempel give bedre oplevelser af streamede tv-programmer eller film fra streamingtjenester. En af de nyeste måder er de såkaldte Android-sticks, som dukkede op sidste år.

Sticken er en kompakt enhed, der kan gå på Wi-Fi-nettet, og som indsættes i tv’ets HDMI-indgang. Herefter er der adgang til hele Android-verdenens mange apps, og du kan se indhold fra streamingtjenester som Netflix og YouBio eller fra YouTube, og du kan surfe uden de begrænsninger, der er i mange smart-tv’er.

Den lille stick styres med en medfølgende fjernbetjening. Det er en sjov og ret billig løsning, men ikke noget ideelt koncept. For Android-apps er som udgangspunkt ikke tilpasset en 50” widescreen-flade.