Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu kommer Wi-Fi 6E: Så meget bedre bliver dit trådløse net

Det næste store Wi-Fi-fremskridt bliver Wi-Fi 6E. Det er kort fortalt det Wi-Fi 6, vi kender, men udvidet med et ekstra 6 GHz-frekvensbånd. Produkterne er lige om hjørnet, siges det – og det har de snart været i et år. Hvornår lander de? AOD gør status over det, som nogle kalder den største Wi-Fi-opgradering i 20 år.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I 2021 har vi it-nørder kunnet glæde os over, at trådløse netværksprodukter med Wi-Fi 6-teknologi har fået deres store gennembrud. Priserne er kommet ned på et niveau, hvor både virksomheder og private kan nyde højere hastigheder, bedre dækning, større stabilitet og stærkere kryptering.

Lige så længe har vi vidst, at en endnu bedre standard er på vej. Den hedder dog ikke Wi-Fi 7, som ligger længere ude i fremtiden, men noget forvirrende blot Wi-Fi 6E, hvor E’et kan stå for Extended (udvidet) eller Enhanced (forbedret).

En mere omfattende beskrivelse af teknologien kan findes i AOD nr. 08/2021 eller her.

Fra 2,4 GHz og op, op, op

I Wi-Fi-teknologiens helt spæde barndom lige før årtusindskiftet kunne man kun bruge et 60 MHz bredt frekvensområde i 2,4 GHz-båndet. Her startede man med en teoretisk hastighed på 2 Mbps (millioner bit per sekund), som med tiden blev presset op til 600 Mbps.

Det næste store step var at bygge grej til at arbejde i 5 GHz-båndet, hvor man kunne brede sig over et 500 MHz-frekvensområde. Dette gav plads til mange flere brugere og meget højere hastigheder – helt op til 1,3 Gbps plus de 600 Mbps i 2,4 GHz-området. Det skete i 2012 og var efter vores mening en kæmpe opgradering, som i 2018 gjorde det muligt at gennembryde 10 Gbps-loftet.

Så meget er farten steget
Det er ikke småting, der er sket med Wi-Fi, siden trådløse netværk blev en kommerciel realitet i 1997. Den maksimale båndbredde er øget fra 2 Mbps til over 10 Gbps – mere end 5000 gange. Kilde: Extreme networks/Broadcom.

Og nu – 10 år senere – kan vi tage en del af 6 GHz-frekvensbåndet i brug, så vi får endnu mere kapacitet til vores konstant voksende bestand af opkoblede enheder. Det teknologiske fundament er fortsat Wi-Fi 6, og så kunne E’et betyde Extended (udvidet). Men det er en anden historie.

På det virtuelle CES 2021-show præsenterede netværksfirmaer som Asus, Linksys, Netgear m.fl. adskillige Wi-Fi 6E-enheder og udsendte pressemateriale, som vi har labbet i os. I USA er det heller intet problem at købe de nye produkter.

Ping-tiden er faldet
En gamer vil ikke være ked af den trådløse netværks-opkobling til vores desktop-pc. Ping-tiden er reduceret en smule i forhold til det tidligere modul, og hastighederne opleves som
endnu mere stabile.

Det burde det heller ikke være i Europa, for tilbage i november 2020 godkendte den europæiske Electronic Communications Committee (ECC) en udvidelse af Wi-Fi 6-frekvenserne med et 500 MHz bredt område i den lave ende af 6 GHz-båndet.

Det blev mange steder tolket sådan, at i midten af 2021 skulle tingene være på plads, så forbrugere og virksomheder i Europa kunne få adgang til fordelene ved den forbedrede Wi-Fi 6E-standard.

Sådan er det ikke ligefrem gået. AOD har løbende plaget branchen om opdateringer af situationen. I andet kvartal (Q2) 2021 blev lanceringerne skubbet til Q3, og mens dette skrives midt i Q4, bliver vi stillet noget i udsigt engang i Q1 2022.

Ikke kun i danmark

Efter at have gravet i diverse tilgængelige kilder mener AOD, at der ikke er tale om en speciel dansk situation. Laurids Hovgaard fra Ingeniøren har også fulgt udviklingen tæt, og han fik i juli 2021 Energistyrelsen, som er ansvarlig for frekvensplaner, til at skrive en mail: ”Energistyrelsen bekræfter, at frekvensbåndet 5945-6425 MHz kan anvendes uden tilladelse fra den 1. december 2021, jf. seneste frekvensplan.”

Der var ellers det lokale problem, at DSB’s nye digitale signalsystem fungerer ved radiofrekvenser omkring netop 6 GHz. Hvis man bor tæt ved en jernbane, kan togene måske forstyrre husets Wi-Fi 6E-grej, men DSB vil nok være mere bekymret for, om det omvendte kunne blive tilfældet.

Vejen til en opgradering
Intel er storleverandør af netværkskort med M.2-formfaktor til desktops og laptops. I nogle tilfælde kan man selv udskifte dette kort til det viste AX210NGW og opgradere maskinen til Wi-Fi 6E.

Heldigvis har klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen skåret igennem og skaffet omkring 100 mio. kr. til udskiftning af radioenhederne i 135 S-tog og 650 adgangspunkter langs banelegemerne, så S-togenes signalsystem ikke kommer til at stå i vejen for en udvidelse af Wi-Fi i 6 GHz-frekvensbåndet.

Europas del af frekvensbåndet
Den europæiske bid er på 500 MHz af 6 GHz-frekvensbåndet (5925-6425 MHz). I Danmark får vi ikke de nederste 20 MHz, som skal bruges til DSB’s signal-system. Kilde: Extreme networks/Broadcom.

Her på AOD gætter vi derfor på, at der kan være lignende problematikker i andre ECC-lande, som vi ikke ved noget om, og indtil de er afklaret, venter Wi-Fi-industrien med at rulle de nye routere ud.

Det er nemlig vores indtryk fra installation og test af rigtig mange routere, at de ikke blot sørger for at vælge ”Danmark” som land og ”dansk” under opsætningen, for at vi lettere kan stave os gennem menuerne.

Samtidig sørger softwaren for, at routeren overholder lokale regler for frekvensbånd, sendestyrke og andre indstillinger. Da ECC er en konsensus-baseret organisation, kan det nemt blive noget af et puslespil at holde styr på situationen i de 48 medlemslande og indsamle de data, der skal bruges i produktionen af nye netværksenheder.

Netværkskortet på plads
Den er god nok! Windows 11 bekræfter, at der er et AX210 netværkskort i vores primære desktop, og der er ingen fejlmeddelelser i Enhedshåndtering.

Men vi ved ikke meget med sikkerhed. Både officielt og uden for referat er vi flere gange blevet lovet svar på vores spørgsmål. Foreløbig er vores smartphone og elektroniske postkasse ikke blevet overbelastet med Wi-Fi 6E-nyhedstrafik.

Udstyret til Wi-Fi 6E: Dejligt og dyrt grej

Mens vi venter på at komme hands-on med Wi-Fi 6E-nyhederne, kan vi invitere AOD-læserne på en guidet overflyvning over allerede annoncerede produkter.

Som altid med ny teknologi starter firmaerne med deres mest imponerende flagskibsmodeller, hvor der ikke er sparet på noget som helst. Først derefter kommer turen til de mere overkommelige enheder, der henvender sig til et bredere publikum og sikrer teknologien en reel udbredelse.

Wi-Fi 6E er ingen undtagelse fra denne regel, og vi har noteret os, at vægten fra starten denne gang er lagt på mesh-systemer. Fritstående routere er der mindre fokus på, men til gengæld er der flere netværkskort og andre tilbehørsprodukter.

Asus går all-in med Wi-Fi 6E. De to mesh-sæt henvender sig til private og mindre virksomheder, og PCIe-adapteren med eksterne antenner kan tune en desktop til fremtidens trådløse netværk.

Et gennemgående træk ved de primært amerikanske kommentarer, vi har set, er forundring/bekymring over prisniveauet. Netgear lader til at sætte en ny prisrekord med en 3-pak i en ny Orbi 960-serie, som nok kommer til at koste omkring 10.000 kroner på vores kanter.

Linksys følger godt med og har et Atlas Max 6E-sæt med to enheder på Black Friday-tilbud til omkring det halve. Og det ellers mere overkommelige TP-Link-mærke skal have cirka 4000 kroner for en Deco XE75 2-pak.

Heldigvis er specifikationerne fulgt op med priserne. De kraftigste enheder kan prale med en total teoretisk has-tighed på op til 11 Gbps samt opgraderede LAN-porte til 10 gigabit og/eller 2,5 gigabit, som allerede er ved at blive de nye switch-standarder.

Kræver ny hardware

Så mangler vi bare, at internetudbyderne kommer op på tilsvarende hastigheder. 2,5 gigabit burde være inden for rækkevidde med fiberforbindelser, men selv de mest avancerede Wi-Fi 6E-routere vil nok være udtjente eller forældede på andre områder, inden 10 gigabit-internet bliver en realitet for private og SMV’er.

Desværre må vi skuffe læsere, som måske har forestillet sig, at de kan få Wi-Fi 6E ved at opgradere software eller firmware i deres eksisterende netværks-enheder. Når det gælder routere og mesh-systemer er der ingen vej uden om helt ny hardware.

Muligvis verdens dyreste mesh-system: Denne ikonisk designede 3-pak fra Netgears Orbi 960-
serie skal koste omkring 10.000 kroner, når den en gang lander i Danmark.

På klientsiden kunne det også være smart med en lille USB-dongle, som blot skal sættes i en desktop eller laptop, men på dette område har vi endnu ikke set noget bedre end almindelig Wi-Fi 6.

Ligesom det er blevet almindeligt med Wi-Fi 6 i markedets bedre smartphones, kan vi se frem til en tilsvarende udrulning af Wi-Fi 6E på mobilmarkedet. På det amerikanske marked kan man foreløbig købe flere modeller fra Samsung, Xiaomi og Asus, og det rygtes, at en kommende iPhone 14 også vil komme på Wi-Fi 6E-listen.

Fagre nye verden? En Wi-Fi 6E-router med en RJ45-port til 10 gigabit-internet – hvornår det så bliver aktuelt. Til gengæld har de tre porte til højre kun en båndbredde på 1 gigabit.

Hvis man har en ledig PCIe-sokkel i en desktop, ser tingene bedre ud. Så kan man for nogle hundrede kroner investere i en netværksadapter med interne eller eksterne antenner. Et eksempel på den sidste type er Asus PCE-AXE58BT, der i USA kan fås for under 500 kroner.

Den billige fuskerløsning

Fingernemme ”fuskere” har en endnu billigere mulighed, hvis deres laptop eller desktop er udstyret med et separat Wi-Fi-modul – og de ikke er bange for at gamble med en eventuel reklamationsret eller garanti. Der er solgt rigtigt mange maskiner med et lille Intel-kort til en såkaldt M.2-sokkel, og så kan man muligvis udskifte et eksisterende Wi-Fi 5- eller Wi-Fi 6-modul til en Wi-Fi 6E-type.

Vi skriver ”muligvis”, fordi det ikke er så enkelt endda, som vi har konstateret på den hårde måde. Det er nemlig ikke nok, at det nye modul passer i M.2-soklen. Det skal også være kompatibelt med den aktuelle computers eller netværksadapters chipsæt.

TP-Links karakteristiske Deco-formsprog er videreført i dette XE75 mesh-sæt, som skal kunne håndtere mere end 150 opkoblede enheder spredt over et areal på op til 500 kvadratmeter.

Vores primære desktop er udstyret med et Asus PCE-AX3000 netværkskort med et Intel AX200-modul, og dette har vi uden problemer udskiftet med Wi-Fi 6E-typen, som hedder AX210. Da vi endnu ikke har en matchende router, kan vi kun bekræfte, at modulet identificeres korrekt, og maskinen i hvert fald ikke er blevet langsommere.

Vi har prøvet at gentage succesen med et andet netværkskort, og det holdt simpelthen op med at fungere, da det fik det nye modul. Endelig har vi brugt tonsvis af tid på at opgradere vores laptop. Den nægtede først at bruge det nye modul, og da vi efter diverse eksperimenter geninstallerede det gamle, ”døde” den.

Efter at den værste panik havde lagt sig, fandt vi ud af, at det blot var det gamle modul, der var stået af – måske på grund af statisk elektricitet – og havde lagt hele maskinen ned. Det klarede vi med et nyt modul af den gamle type.

Vores fuskeri er også blevet forsinket af de globale produktions- og leveringsproblemer i elektronikindustrien. Vi har oplevet priser mellem 100 og 400 kroner stykket for AX210-moduler og vildt varierende leveringstider på seriøse forhandleres hjemmesider – fra ”næste dag” til ”ukendt”.

Vi har betalt omkring 200 kroner stykket for vores forsøgskaniner og typisk ventet mellem en og to uger uanset, hvad der har stået på hjemmesiden. Her på AOD følger vi Wi-Fi 6E-udviklingen på tættest muligt hold, og vi fortsætter eksperimenterne med at opgradere vores maskinpark.