Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu kommer fremtidens papirtynde tv-skærm

OLED-teknologien vil de kommende år skabe en revolution inden forskærme. Du har måske allerede den nye skærmtype på din mobiltelefon, men nu kommer den til fladskærms-tv’et. Her tester vi den første model til salg på det danske marked.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Papirtynde skærme, der kan bøjes eller rulles sammen, og som kan ses fra alle vinkler. Det er ikke en fremtidsvision inspireret af en science fiction-film, men på vej til at blive virkelighed. OLED-skærmen har alle de nævnte perspektiver, og du har måske allerede kigget på den, mens du havde din mobiltelefon eller dit digitalkamera i hånden. Nu kommer den nye skærmteknologi i stort format til fladskærms-tv’et. Vi tester her det første OLED-tv til salg på det danske marked – LG 55EA980W.

Bag de fire bogstaver OLED gemmer sig fire engelske ord: Organic Light-Emitting Diode. Modsat de LED-skærme vi benytter i dag, der kræver en konstant lyskilde, udsender den nye skærmtypes billedpunkter selv lys. Populært sagt skaber LED-skærmen et billede ved at fravælge billedpunkter, mens OLED-skærmen skaber et billede ved at tænde lyspunkter.

Dioderne og dermed skærmen består af to karbonbaserede – organiske – lag, hvor det ene leder strøm, mens det andet udsender lys, når der tilføres elektrisk spænding ved hjælp af en katode og en anode på hver sin side af de to lag i midten. Med denne metode kan man lave ultratynde skærme, der i princippet kan bukkes efter behag, og som har en betragtningsvinkel på over 160 grader. Tilmed bruger OLED-skærmen halvt så meget strøm som LED-skærmen, fordi den ikke kræver et konstant baggrundslys.

I tv-sammenhæng har OLED også en række andre fordele. Lysstyrken er formidabel. Sort farve er helt sort – ikke en variant af grå. Billedet er med andre ord særdeles kontrastrigt. Desuden er skærmens reaktionshastighed langt højere end ved de hidtidige tv-teknologier, hvilket især er en fordel ved sport, spil og actionfilm.

Endelig kan skærmpanelet laves næsten ligeså tyndt som papir. Tv-skærmene kan altså blive endnu tyndere end i dag. Om ikke så mange år vil vi klistre skærmen direkte op på væggen, pille den ned igen, rulle den sammen og hænge den op et nyt sted – efter behov.

Endnu forhindringer på vejen

Når OLED-skærmen ikke for længst har skubbet eksisterende teknologier til side, skyldes det et par væsentlige forhindringer. Den ene er af teknisk art – nemlig panelets begrænsede levetid. Især den blå lysdiode lever livet intenst, men kort. Faktisk holder den kun tre-fire år, alt efter hvor meget man bruger sit tv. Det duer naturligvis ikke, så det har man forsøgt løst med en ekstra subpixel, der hjælper med at gengive de hvide farver, så den blå lysdiode ikke skal lyse så kraftigt.

Derved kan man øge panelets levetid til 100.000 timer, hvilket er fuldt på højde med et moderne LED-tv.
Den anden, væsentlige hindring er prisen. Det testede tv kostede 80.000 kroner, da det kom til Danmark for få måneder siden. Det er ikke en pris, der appellerer til ret mange danske familier.

Men allerede i skrivende stund er prisen faldet til 60.000 kroner. Og det forventes, at prisen vil ligge omkring de 50.000 kroner til sommer, og om et år vil OLED-tv’er være til at købe for under 40.000 kroner. Det er halv pris, som Lars Larsen siger, selv om det stadig er hundedyrt.

Endnu vil de fleste af os derfor stadig købe LED-tv’er en årrække. Men i takt med at flere og flere producenter indtager markedet, vil prisen falde yderligere.

Det vil også betyde, at UHD-opløsning (fire gange så meget som full HD) bliver almindeligt i OLED-apparaterne. Og i løbet af en håndfuld år vil det nuværende LED-tv blive degraderet til økonomiløsningen i børneværelset eller sommerhuset, indtil det til sidst udfases og helt afløses af OLED. Sådan ser scenen i hvert fald ud her tidligt i 2014.

LG 55EA980W i test: Kombinerer det bedste fra plasma og LED

Allerede inden vi fik sat strøm og signal til LGs 55” store OLED-tv, var vi ret imponerede. Rammen på 55EA980W er ultratynd – så tynd, at man er bange for at knække skærmen. Vi må helt ned i bunden af skærmen for at løfte tv’et op.

Skærmen er bygget ind i en bund af gennemsigtig plexiglas, og bagpå er der en større ”udposning”, hvor der er gjort plads til kabler. Desuden buer skærmen let, hvilket leder tankerne hen på de gamle cinemascope-biografer. Det er OLED-teknikken, som giver mulighed for at bue skærmen, så den er optimalt vinklet i forhold til en central kiggeposition.
Når tv’et er sat op, fungerer det ikke anderledes end andre tv. Det søger og finder kanalerne, og du får adgang til smart-tv-funktionerne ved at tilslutte tv’et til hjemmets trådløse netsignal.

Men i samme øjeblik billedet dukker frem på skærmen, ved du, at her er der sket noget helt nyt. Billedet har en enestående skarphed, som nærmer sig den, vi har oplevet på UHD-tv’er. Imponerende, da der her er tale om et almindeligt full HD-panel.

Der er en dybde og en stoflighed i billedet, som er meget betagende. Læg dertil en farvegengivelse med masser af substans og dybde. På dette punkt nærmer LG-tv’et sig de bedste plasmapaneler – noget, vi aldrig har oplevet på et almindeligt LED/LCD-tv.

Det virker, som om man på OLED-skærmen får det bedste fra to verdner: Den høje skarphed og detaljering fra LED-teknologien og med den nærmest organiske farvegengivelse fra de bedste plasmapaneler. Det er en optimal kombination, vi aldrig tidligere har oplevet.

Billedgengivelsen er ganske enkelt vanvittig god. Uanset om du ser tv, Blu-ray eller streamer fra en nettjeneste står billedet med en ro, en skarphed og glans, der både er imponerende og rar for øjnene, selv efter mange timers brug. Og vi noterer, at det her blot er første generation af kommercielle OLED-tv’er.

Det buede skærmdesign giver ikke nogen oplevelse af fejl eller mærkbar krumning i billedet. Det er heller ikke bare en salgsgimmick. Man føler, man bliver suget ind i billedet og får en større oplevelse. Selv når man sidder skråt i forhold til tv-billedet står det fint og skarpt. Ulempen ved det buede design er, at tv’et er svært at hænge op på en væg.

Der er ikke meget negativt at sige om billedkvaliteten. Der kan spores lidt bevægelsesslør, men det er meget lidt og faktisk på niveau med nogle af de bedre tv’er på markedet. Men til 60.000 kroner har man lov til at være kritisk.

Opsætningen og menuerne kunne også trænge til en grafisk opdatering, men det er detaljer, da du straks glemmer det, så snart du ser tv eller film. Eneste væsentlige ankepunkt er lyden, der er lige så tynd som skærmen og slet ikke matcher det flotte billede. En soundbar eller surroundanlæg er påkrævet tilbehør.

Alt i alt dog mildt sagt en imponerende debut for OLED-tv’et. Dermed ikke sagt, at du skal løbe ud og købe LG-nyheden. Trods kvaliteten er forholdet mellem pris og ydelse langt fra faldet på plads.

Skærm: 55”, OLED, full HD
Smart-tv:Ja, trådløs og ethernet
3D: Ja
Optagelse: Via ekstern USB-disk
HDMI-tilslutninger:4 stk. HDMI 1.4
Energiklasse: A (97 watt)
Dimensioner med fod:1227 x 798,5 x 192 mm
Pris: 60.000 kroner