Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu får du "brille-frit" 3D-tv

Er du begejstret for 3D men træt af at sidde med fjollede briller på, hver gang du skal se en film, skal du ikke fortvivle. Teknologien til »brille-frit« 3D-tv er udviklet og de første modeller er klar.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er godt gang i 3D-markedet, men udbredelsen sænkes stadig af, at man er tvunget til at sidde med fjollede briller på for at opleve den tredimensionelle effekt. Det gør det lidt mindre afslappende at smække en 3D-film på hjemme i stuen.

Teknologisk set er det dog langt fra umuligt at skabe 3D-indhold, som ikke er afhængigt af briller. Man har længe vidst, hvordan det skulle gøres. Det kræver blot et monster af en processor, en voldsom masse pixels og et display, der kan give dig dybdevirkning fra alle vinkler. Det er der flere producenter, der snart vil give dig (eller rettere sælge dig til uhyrlige priser).

Et stort hologram-kort

Princippet er forholdsvist enkelt. De aktuelle 3D-tv anvender en udvidelse af mpeg4 H.264 AVC kaldet MVC (Multiview Video Codec), som sammenkobler to næsten identiske hd-billeder – et til det venstre øje og et til det højre. Ved hjælp af brillerne filtreres disse billeder så ud fra hinanden, så du får den tredimensionelle effekt.

For at kunne skabe 3D-indhold, der ikke er afhængigt af briller, og som kan ses fra flere vinkler, bygger man videre på MVC med en det såkaldte MVD (Multiview Video Depth), også kaldet 3DV. Det tilføjer ekstra data, som giver dybde-lag og flere vinkler, så man får et tredimensionelt stereoskopisk billede, man ikke behøver briller for at se.

Selvom selve teknologien således mere eller mindre er på plads teoretisk set, kræver det stadig et vist maskineri at afkode, genere- re og vise disse mange vinkler.

Processoren skal være lidt af et monster, mens skærmopløsningen skal være en hel del større, end den man finder i aktuelle hd-tv. Der skal bruges ultra hd 4K-standarden, som viser 8 millioner pixels – til sammenligning viser almindelige hd-skærme omkring 2 millioner pixels.

Det kræver en helt ny type display, som også skal være i stand til at projektere de mange vinkler gennem en 3D hd-skærm. Dette kaldes »lenticular 3D« og kan, lettere forenklet, betegnes som en meget avanceret version af de hologram-kort, man engang fik med i morgenmads-produkter, der viser et 3D-billeder, når du vipper det forsigtigt frem og tilbage. Teknologien bruges allerede i statiske 3D-displays, og nu er den ved at være klar til tv.

Denne løsning er dog ikke den eneste. Flere producenter har forsøgt sig med andre metoder, som dog ofte har det problem, at 3D-effekten kun kan ses, hvis man står i en helt bestemt position foran tv’et.

En alternativ løsning kommer imidlertid fra Microsoft, der bruger et kamera til at registrere brugerens position, så 3D billedet sendes direkte imod personen med en særlig 3D-linse.

Teknologien minder på den måde lidt om den, man finder i Kinect-controlleren og er ligesom denne også i stand til at registrere flere brugere, selvom betragtningsvinklen indtil videre ikke er større end 20 grader.

Første modeller inden jul

Selvom Philips også arbejder sig hen imod det »brillefri« 3D-tv, er Toshiba de første, der kan fremvise sådan et færdigt produkt. Regza 20GL1 er et 20 tommer tv, som udnytter ”lenticular 3D” teknologi. Det ledsages af det mindre 12GL1, der som navnet indikerer er på 12 tommer.

Begge er ude på det japanske marked nu og ikke overraskende koster de to-cifrede tusindebeløb. Lever det op til løftet og kan levere tilfredsstillende 3D uden briller, må vi dog håbe, at der ikke går for længe, før vi også ser det i de danske butikker.

Toshiba bliver ikke de eneste på markedet med »brille-fri« 3D. Nintendo er på vej med deres næste håndholdte konsol, 3DS, der ogsåvil give 3D uden briller − men på en langt mindre skærm.

Ønsker du »brille-fri« stillbilleder i 3D, har Fujifilm også en løsning med deres nye Fujifilm 3D viewing fotoramme, der kan vise 3D-billeder fra deres 3D W1 kamera – hvis du altså holder hovedet meget lige.