Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu bliver skyen for alvor forretningskritisk

VMware foretager i disse år massive investeringer i løsninger, der sikkert kan håndtere flere cloudmiljøer og øge potentialet i hybride cloudløsninger. Det gælder i alt lige fra virksomheders datacentre til tjenester, der omfatter slutbrugeren. De seneste annonceringer kom på VMworld Europe i Barcelona i november.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I en særdeles dynamisk it-verden i stadig hastigere udvikling kan man næppe altid tillade sig at sige, at en rejse er afsluttet. For nye behov og nye muligheder kommer hele tiden til. Ikke desto mindre er det lidt af sandheden for VMware, der siden VMworld Europe fandt sted i København i 2011, har været på en rejse mod et univers, hvor enhver enhed kan bindes sammen på tværs af enhver applikation uanset hvilken type sky - offentlig, privat eller hybrid - der hoster den.

Som sagt står udviklingen ikke stille, men på årets VMworld Europe, der fandt sted i Barcelona i starten af november med mere end 12.000 deltagere, kunne virksomhedens CEO, Pat Gelsinger, med tilfredshed notere sig, at målet om interconnectivitet i hvert fald er nået. Med VMware som digital infrastruktur kan stort set alt fra en brødrister til et datacenter nemlig snakke sammen.

I en tid, hvor det ikke er et spørgsmål om, men hvornår en cyberkriminel banker på virksomhedernes dør, handler det imidlertid ikke kun om at kunne kommunikere på tværs af enheder, operativsystemer og platforme, men også om at kunne gøre det sikkert. Et argument, der er vigtigt af tre årsager.

De cyberkriminelle bliver mere og mere påtrængende, virksomhederne får i stadig større grad øjnene op for mulighederne i skyen, og medarbejderne forventer ganske enkelt, at kunne få adgang til de nødvendige data fra hvilken som helst type af enhed. Også ifølge VMwares danske landechef, Lars-Bo Klausen, er visionen fra 2011 nu opfyldt, for ganske som både storage og netværk i dag er virtualiseret, er det ligeledes lykkedes at virtualisere sikkerhedsprocedurerne. Dermed er det muligt stort set at tage menneskelige fejl ud af den sikkerhedsmæssige ligning.

Nu vælges cloud først

”Virksomhederne vælger i stadig højere grad en ”Cloud First” strategi. Derfor er det vigtigt, at sikkerheden er integreret overalt således, at vi så at sige kan stoppe de cyberkriminelle ved hoveddøren. Som sådan er vi ikke kendt som en sikkerhedsvirksomhed, men vi er i høj grad med til at enable sikkerhed”, siger Lars-Bo Klausen og føjer til, at man på det danske marked har ca. 65 enterprisekunder, som man servicerer på strategisk niveau.

Det sker typisk med en eller flere partnere koblet på opgaven, der blandt andet skal kunne opfylde virksomhedernes krav om én portal og ét log-on, hvilket er essentielt for at kunne leve op til medarbejdernes forventninger om en moderne it-infrastruktur. En infrastruktur, der skal være i stand til at binde ældre og nyere teknologi sammen samtidig med, at virksomheden fortsætter sin rejse mod skyen. For som VMware selv udtrykker det - ”Every Business is on a Multi-Cloud Journey”.

Ifølge Lars-Bo Klausen er det lige præcis i det sweetspot, VMware befinder sig, nemlig ved at fungere som forbindelsesled til denne multisky, der vel nærmest kan betegnes som en hybrid mellem den private sky og den offentlige sky. Først virtualiserede VMware datacentret, og nu virtualiserer man så skyen, som den danske direktør udtrykker det. Her kommer VMware Foundation ind i billedet, der kan betegnes som det fuldautomatiske, softwaredefinerede datacenter, der håndterer både computere, storage og netværk.

Det blev lanceret i en opdateret version på VMworld og fungerer som klisteret i en Hyperconverged Infrastructure, hvor VMware arbejder sammen med partnere som Cisco, Dell, Fujitsu, HP Enterprise, Hitachi, Lenovo, IBM samt på softwaresiden Microsoft, Amazon Web Services og Amazon Relational Database Service (RDS)

Dette var nyt på VMworld Europe

I Barcelona lancerede VMware nyheder til Workspace ONE platformen. De inkluderer sikkerhedsmæssige forbedringer og en fremtidssikret håndtering af kundernes heterogene it-miljøer. Desuden er der nu tale om en bedre brugeroplevelse for medarbejdere, der anvender forskellige applikationer og enheder, ligesom platformen får en række nye funktioner koblet til VMwares partnere.

Det betyder, at Work-space ONE kan tilbyde endnu flere funktioner til platformens brugere. Tidligere har man præsenteret andre nyheder, der sikrer, at virksomheder på Workspace ONE platformen kan fremskynde deres brug af moderne håndteringsværktøjer, når de overgår til Windows 10 samt begynder at inkludere Mac, iOS, Android og Chromebooks.

VMware lancerede endvidere flere store nyheder til Cloud Foundation 3.5, nemlig et styrket partnerskab med IBM, en udvidelse af VMware Cloud på AWS samt en styrkelse af partnernetværket. ​​Cloud Foundation 3.5 giver kunderne flere integrationsmuligheder, ny støtte til Kubernetes platformen samt innovative opdateringer af infrastruktur og managementportefølje.

VMware Cloud Foundation er en hurtig måde for kunderne til at opbygge et integreret hybrid cloud-miljø. Det gøres ved, at Cloud Foundation leverer et omfattende sæt af softwaredefinerede tjenester for blandt andet belastning, storage, netværk, sikkerhed og cloud management.

Desuden har man lanceret et styrket partnerskab med IBM med henblik på yderligere at kunne hjælpe kunderne med at udnytte fordelene ved hybride clouds og lettere kunne håndtere belastninger, der kører på VMware’s IBM Cloud-platform. Endvidere skal nævnes en udvidelse af VMware Cloud på AWS i Europa og USA samt nye opdateringer, der sikrer at kunderne bedre kan beskytte og sikre programmer og virtuelle desktops.

VMware Cloud på AWS vil ligeledes få en bedre recovery-håndtering (Disaster-Recovery-as-a-Service), hvilket betyder en bedre beskyttelse af lagringskrævende belastninger. Samtidig reduceres både kompleksiteten og omkostningerne.

Styrkede strategiske samarbejder

Kort før VMworld Europe offentliggjorde man, at VMware NSX SD WAN af VeloCloud vil blive integreret med Azure Virtual Wan. Det betyder, at kunder, der håndterer forretningsdata i Azure, får adgang til enkle, automatiske og højtydende forbindelser i Azure-delen. Løsningen vil forbedre kundernes nuværende mulighed for at forbinde arbejdsprocesser, der kører i Azure med VMware NSX SD-WAN og VMware NSX Data Center.

Dette vil gøre det muligt at levere overordnet forbindelse og indbygget sikkerhed fra andre dele til Azure. Med denne løsning kan it-virksomheder automatisere forbindelsen i Microsoft cloud-miljøer, når nye dele leveres med NSX SD-WAN, uden en kompleks, manuel omdirigering. Det kommer til at forandre økonomien og driftsmodellen til at opbygge globale, tilgængelige og distribuerede netværk.

«Mange organisationer oplever udfordringer med at udnytte det fulde potentiale af deres cloud-strategi. Der er særligt udfordringer med at flytte virksomhedskritiske systemer og følsomme data i stor skala til clouden. De nyheder, vi offentliggjorde på VMworld Europe, hjælper vores kunder med overgangen til en Cloud First-strategi”, siger Lars-Bo Klausen, Country Manager for VMware Danmark.

Men det er naturligvis ikke kun Microsoft, som VMware samarbejder med. Der er samarbejde hele raden rundt med Google Cloud, IBM Cloud og Amazon. På netop VMworld Europe blev det således annonceret, at man styrker samarbejdet med IBM og deres Watson-teknologi, lige som der nu sættes fuld skrue på samarbejdet med Amazon omkring VMware Cloud på AWS.

Det er blandt andet nogle af de initiativer, der har gjort, at VMware for nylig blev udpeget som markedsleder i IDC MarketScapes leverandørvurdering 2018 inden for området Unified Endpoint Management (UEM). IDC MarketScape placerede VMware øverst på listen takket være virksomhedens kompetencer og strategier, samt ud fra det faktum, at VMware har den største markedsandel inden for området.