Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu bliver der biltrafik på Månen

De vildeste køretøjer er på vej til Månen – blandt dem er en måne-rover, et laboratorium på hjul og to fjernstyrede racerbiler. Kom med på en køretur.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Siden 1970’ernes Apollo-opsendelser har mennesket ikke været på besøg på vores blege drabant. Efterladt på Månen står stadig de tre gamle månebiler (rovere), der dengang blev udviklet af General Motors i samarbejde med flyproducenten Boeing.

Men nu har den amerikanske rumfartsorganisation NASA som led i det nye rumprogram Artemis bestemt sig for at sende mennesker til Månen igen i midten af 2020’erne for at fortsætte udforskningen af vores nærmeste nabo i verdensrummet.

Det er planen at landsætte astronauter samt forskellige maskiner, køretøjer og materialer på Månens sydpol og sprede en række månebaser ud på den støvede overflade. De kommende måneastronauter skal naturligvis også have deres eget transportmiddel, men det er endnu ikke bestemt, hvem der skal stå for udviklingen.

Ud over en LTV-rover (Lunar Terrain Vehicle) ønsker NASA sig også et større Lunar Surface Science Mobility System, der i bund og grund skal fungere som et rullende månelaboratorium. Givet er kun, at den nye månebil kommer til at rekognoscere mellem forskellige steder og fragte mennesker og nyttelast ganske langt omkring.

Selvkørende og langtkørende

Spørgsmålet er, om bilen skal være fuldstændig selvkørende, eller om den skal have en form for styregrejer. Eventuelt begge dele. I bund og grund var de allerførste månebiler knap andet end en gokart med parabol­antenne beregnet til kørsel på privatbane. Teknologien er imidlertid på et væsentligt højere niveau i dag end for 40-50 år siden, og det skal en ny månebil kunne drage nytte af.

NASA har endnu ikke fremlagt, hvad organisationen ønsker af den kommende rover. GM er stadig blandt verdens førende i bilfabrikation med stor viden om elbiler og batterier, og Lockheed Martin er fortsat i centrum, når det gælder udvikling og design af rumteknologi. Begge virksomheder er klar til at tage udfordringen op og vil også eventuelt tage konkurrencen op, hvis andre udfordrere skulle melde sig.

NASA samarbejder også med Australien om at udvikle et kørende rumlaboratorium, der efter planen skal opsendes i 2026. En af opgaverne bliver at udvinde ilt af månejorden.

Blandt de mest oplagte udfordringer er rækkevidden. Og den afhænger selvsagt af kapaciteten på det batteri, den kommende månebil skal medføre. Men batteriteknologien i dag er markant bedre end i 70’erne, så rækkevidden kan formentlig strækkes en del længere end de cirka otte kilometer, de hidtidige månekøretøjer kunne tilbagelægge. Batterierne vil mest sandsynligt blive holdt opladt med solenergi, og de skal i så fald kunne holde strømmen i de to uger, en månenat varer.

Men var det så bare det eneste. Det er ikke ufarligt at bevæge sig rundt på Månens mildt sagt ujævne overflade, og den lave tyngdekraft gør, at selv små bump kan sende ethvert køretøj langt op i luften. Derfor skal Artemis-roveren ikke køre ret hurtigt, men det kan være en fordel for strømforbruget, når missionen tillader det.

En anden udfordring er de ekstreme temperaturskift på vores rumledsager. Om natten kan temperaturen krybe ned til omkring -160 grader, mens den om dagen kan overstige 100 grader, og temperaturskiftet indtræffer i samme øjeblik, solen stiger op.

Da Månen ikke har en atmosfære, skal månebilen desuden kunne fungere i et vakuum under konstant stråling fra rummet. General Motors meldte sig allerede klar til at gå ind i det nye LTV-program i maj sidste år og har siden barslet med forskellige udformninger af månebiler – alt fra lastvogne til små sportsvogne.

Racerløb på overfladen

Et andet og endnu tættere projekt har nok så spændende perspektiver. Det blot tre år gamle multimediafirma Moon Mark har indgået samarbejde med det otte år gamle Houston-foretagende Intuitive Machines, der gør det i avanceret rumflyvningsteknik og agter at blive det første private firma på Månen.

De to tech-specialister arbejder nu fælles på at lancere verdens første racervæddeløb på Månen. Tanken er først at lade seks udvalgte tværamerikanske teams af studerende konkurrere mod hinanden inden for e-sport, droneflyvning og forskellige andre discipliner. De to bedste hold i denne Moon Marks Mission 1-konkurrence får derpå den endelige ære af at skitsere og fjernstyre to væddeløbsbiler, der skal køre om kap med hinanden på måneoverfladen til oktober.

De små måneræsere skal ikke køre langsomt. Faktisk vil man udnytte lejligheden til også at teste, hvor hurtigt det er muligt at køre på Månen. Racerne skal dyste på en i forvejen afstukket bane, der er tilrettelagt på grundlag af en række nøje udmålinger og koordinat­angivelser og vil yderligere blive totaldækket af videokameraer.

Space Buggy med inspiration

NASA står bag en Batmobil-inspireret Space Buggy, der på papiret skal have plads til fire astronauter og et rumlaboratorium – på jagt efter liv på Mars.
Inspirationen til NASA’s Space Buggy er denne specialdesignede Tesla Cybertruck SpaceX NASA Lunar Rover med tre aksler og i alt seks hjul.

Moon Mark har til den ende indgået samarbejde med specialfirmaet Lunar Outpost, som vil optegne ”racerbanen” ved hjælp af sin specialudviklede Mobile Autonomous Prospecting Platform (MAPP). Bilerne skal kommunikere direkte med en slags kontroltårn – med Wi-Fi – og tårnet sender data og styreordrer ned til Jorden og modtager også signaler retur.

Intuitive Machines har taget ansvar for at sikre, at bilerne kan styres i realtid trods den tidsforsinkelse, der er for signaler mellem Jorden og Månen, hvor et signal mellem vores klode og dens satellit skal bruge mindst 1,3 sekunder på at tilbagelægge den indbyrdes afstand på 384.000 km. Bilernes reaktion på styreordrerne vil først kunne ses på videoskærmene efter 2,6 sekunder.

Firmaet Moon Mark vil opsende to fjernstyrede modelracere til Månen for at køre om kap. Modsat de fleste andre månebiler vil der her være lagt vægt på fart og design.

McLaren og NASA

Under ledelse af racerproducenten McLarens designer Frank Stephenson skal holdene projektere to modelracere med samme platform og chassis, men med forskellig udformning, og her skal der tages hensyn til månestøv, vægt, materialer, holdbarhed og stabilitet. Bilerne vejer 2,5 kilo hver, og det lille tilhørende landsætningsmodul vejer 3 kilo.

Moon Mark-racerbilerne er udformet af McLarens chefdesigner, Frank Stephenson. Det er tanken, at racerbilerne skal forblive på Månen efter løbet.

Den samlede opsendelse vil for bilernes vedkommende derfor veje over 8 kilo, men MAPP-modulet vejer yderligere 10 kilo, som skal lægges oven i projektets fragtpris, der ikke vil være helt billig. En rumopsendelse koster 7,9 millioner kroner kiloet.

NASA har også del i væddeløbsprojektet, eftersom rumfartsorganisationen allerede tilbage i maj 2019 opfordrede Intuitive Machines til at sende deres lander Nova-C op til Månen og bistå med at indsamle data og afprøve rumteknik. Det er dette fartøj, som også skal medføre de to fjernstyrede racerbiler.'

Den sidste oprindelige Moon Rover fra NASA var temmelig uinteressant set ud fra en designmæssig vinkel. Men også i dag gælder det, at vægten alene taler mod et tungt designerkarrosseri.

Hvordan regner bagmændene med på nogen måde at få de mange millioner hjem igen? Både Moon Mark og Intuitive Machines og projektets øvrige investorer håber og forventer, at måneracerløbet vil skabe en så verdensomspændende stor mediebegivenhed, at pengene vil strømme ind og yderligere gøre firmaet Moon Mark til et så internationalt orienteret foretagende for både underholdning og læring, at det det potentielt vil tiltrække alverdens studerende og forskere.